Klage over tvangsmedicinering med antipsykotisk medicin i depotform

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn i <***> den 18. maj 2001, idet Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at betingelserne for tvangsmedicinering af <****> ikke var opfyldt på det tidspunkt, hvor beslutningen herom blev truffet.

er en 73-årig kvinde, der bor alene i egen bolig, hvor hun klarer sig med hjemmehjælp.

Siden 1976 har været indlagt i alt 15 gange på , fortrinsvis med diagnosen sindssygdom med forfølgelsesforestillinger (paranoid psykose). var senest indlagt i afdelingen fra juli til december 1999 på grund af, at hun nogen tid før indlæggelsen var ophørt med at tage antipsykotisk medicin. Under denne indlæggelse blev tvangsbehandlet med injektioner TrilafonDepot 54 mg hver 2. uge med god effekt på hendes sindssygdom.

Aktuelt blev den 10. april 2001 tvangsindlagt på på grund af farlighedskriterium, idet hun nogle uger før indlæggelsen igen var ophørt med den ordinerede antipsykotiske medicin. havde forud for indlæggelsen været aggressiv overfor hjemmehjælpen og var samtidig blevet tiltagende paranoid. Ved indlæggelsen fremtrådte psykotisk med vrangforestillinger af forfølgelsesmæssig og kropslig karakter, ligesom hun virkede usamlet, agiteret og tidvist aggressiv.

Fra indlæggelsesdagen blev søgt motiveret for og konkret tilbudt tabletter Trilafon 4 mg daglig. Under den fortsatte indlæggelse virkede uændret psykotisk og tidvist aggressiv; blandt andet mente hun at være i livsfare, ligesom hun mente, at der i afdelingen var smittefare, således at hun måtte tildække dørhåndtag med papir og smøre tandpasta om sin mund.

var afvisende overfor behandling med antipsykotisk medicin, indtil hun efter 8 dage - den 18. april 2001 - frivilligt modtog injektion med Trilafon Depot 54 mg. Da injektionen skulle herefter gentages efter 1 uge - den 25. april 2001 - nægtede imidlertid videre behandling, hvorfor der samme dag blev besluttet tvangsbehandling af hende med tabletter Trilafon 4 mg stigende til 8 mg, subsidiært injektioner med Trilafon 5 mg dagligt, og endelig - hvis daglig injektion blev nødvendig, og denne viste sig at være forbundet med fysisk magtanvendelse gennem flere dage - injektioner med TrilafonDepot 54 mg hver 2. uge.

klagede den 8. maj 2001 over beslutningen til Det Psykiatriske Patientklagenævn i <***>, og klagen blev tillagt opsættende virkning.

Det Psykiatriske Patientklagenævn i <***> godkendte i afgørelse af 18. maj 2001 beslutningen om tvangsbehandling af med tabletter Trilafon 4 mg stigende til 8 mg, subsidiært injektioner med Trilafon 5 mg dagligt, og endelig - hvis daglig injektion blev nødvendig, og denne viste sig at være forbundet med fysisk magtanvendelse gennem flere dage - injektioner med TrilafonDepot 54 mg hver 2. uge. Nævnet begrundede sin afgørelse med, at s tilstand efter det oplyste var af en sådan karakter, at undladelse af behandling ville være uforsvarlig, at hun siden indlæggelsen var søgt motiveret for frivillig behandling med antipsykotisk medicin Trilafon, som var et almindeligt anvendt og velafprøvet lægemiddel, ligesom den besluttede dosering var sædvanlig. Nævnet fandt udfra en konkret vurdering i øvrigt, at TrilafonDepot opfyldte kravet om mindst indgribende behandlingsform på det tidspunkt, hvor beslutningen blev truffet, da udfra de i journalen foreliggende oplysninger formentlig ville sætte sig til modværge ved daglige injektioner, hvorfor betydelig brug af magtanvendelse ved medicingivningen ville blive nødvendig.

Det fremgår af oplysningerne i sagen, at tvangsbehandlingen af derefter blev påbegyndt den 21. maj 2001 med injektioner Trilafon i depotform, idet dette ifølge journalen blev begrundet med, at Det Psykiatriske Patientklagenævn i <***> i sin afgørelse havde anført, at TrilafonDepot 54 mg opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet konkret vurdering, at var sindssyg, og at det havde været uforsvarligt ikke at tvangsbehandle hende, da udsigten til en helbredelse eller en betydelig bedring af hendes tilstand ellers var blevet væsentlig forringet. Nævnet har herved lagt vægt på, at i en periode forud for tvangsindlæggelsen den 10. april 2001, ved selve indlæggelsen og i perioden frem til beslutningen om tvangsbehandling blev truffet den 25. april 2001 var i en psykotisk/sindssygelig tilstand præget af blandt andet vrangforestillinger, usamlethed og tidvist agiteret og aggressiv adfærd. Ligeledes virkede forpint af sin tilstand, og der var fra tidligere behandling af hende erfaring for, at behandling med antipsykotisk virkende medicin havde en meget gunstig effekt på hendes tilstand.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder imidlertid, at tvangsbehandlingen ikke opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har herved lagt vægt på, at beslutningen om tvangsbehandling blev truffet den 25. april 2001, efter at den 18. april 2000 frivilligt havde modtaget en injektion med Trilafon i Depotform. Da injektionen skulle gentages efter en uge - den 25. april 2001 - var i den mellemliggende periode ikke søgt motiveret til fortsat frivillig behandling, og Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder på denne baggrund, at hun burde have haft yderligere betænkningstid, inden beslutningen om tvangsmedicinering straks blev truffet – dette også set i lyset af, at hun 1 uge forinden var gået med til frivilligt behandling med antipsykotisk medicin.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer således den afgørelse, der er truffet den 18. maj 2001 af Det Psykiatriske Patientklagenævn i <***>, idet Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at beslutningen om tvangsmedicinering af den 25. april 2001 ikke opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning på det tidspunkt, hvor beslutningen herom blev truffet.