Klage over tvangsmedicinering med antipsykotisk medicin i depotform

<****> er en 42-årig kvinde...

er en 42-årig kvinde, der i mange år har lidt af spaltningssindssygdom med vrangforestillinger (paranoid skizofreni ), og hun har af den grund fra omkring 1980-erne været indlagt adskillige gange på psykiatriske afdelinger.

s tilstand synes under indlæggelserne at være bedret under medicinsk behandling med bl.a. Trilafon i depotform. Imidlertid er gentagne gange, på grund af sin manglende sygdomserkendelse og manglende indsigt i eget behandlingsbehov, ophørt med den nødvendige behandling med antipsykotisk medicin, hvilket har medført en forværring af hendes tilstand og deraf følgende genindlæggelser på psykiatrisk afdeling.

Aktuelt blev den 18. oktober 2000 overflyttet fra og tvangsindlagt på . Hun var på overflytningstidspunktet og efterfølgende, om end i aftagende grad, svært produktivt psykotisk præget af hallucinationer på såvel høre- som følesansen. havde bizarre vrangforestillinger og tvangshandlinger i forbindelse med følelsen af, at ?navne? blev kastet på hende af ukendte personer, ligesom hun også følte, at personer blev kastet efter hende og ramte hende i nakken.

var fra indlæggelsen på forsøgt motiveret for behandling med antipsykotisk medicin tabletter Trilafon, men hun ville i den forbindelse kun acceptere behandling med medicin i utilstrækkelige doser til at det kunne have effekt på hendes tilstand. På denne baggrund blev der den 20. november 2000 ved afdelingens overlæge truffet beslutning om tvangsbehandling af med injektioner Trilafon dekanoat 108 mg givet med 1 – 2 ugers mellemrum afhængig af effekt og bivirkninger.

ønskede på daværende tidspunkt ikke at klage over den trufne beslutning om tvangsbehandling, som derefter blev iværksat samme dag.

Selvom i den efterfølgende behandlingsperiode stadig var præget af produktive psykotiske symptomer i form af hørelseshallucinationer og vrangforestillinger, samt fortsat uden sygdomserkendelse og uden indsigt i eget behandlingsbehov, skete der en vis stabilisering af hendes psykiske tilstand, således at hun flere gange ugentligt kunne tage på hjemmebesøg hos tidligere ægtefælle og børn, hvorimod det ikke har været muligt at udskrive hende til egen bolig.

klagede efterfølgende den 29. juni 2001 til Det Psykiatriske Patientklagenævn i <***> over den beslutning om tvangsbehandling af hende, som var truffet den 20. november 2000. Klagen blev tillagt opsættende virkning.

Det Psykiatriske Patientklagenævn i <***> behandlede derefter sagen og traf den 20. juli 2001 afgørelse, hvori nævnet godkendte beslutningen af 20. november 2000 om tvangsbehandling af med Trilafon dekanoat 108 mg hver 14. dag, således at medicineringen blev justeret afhængig af effekt og bivirkninger.

Nævnet fandt således, at betingelserne for tvangsmedicinering var opfyldt, idet undladelse af behandling af ville være uforsvarlig, da udsigten til helbredelse eller bedring i hendes tilstand ville således forringes, at der var tale om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering med færrest mulige bivirkninger, og at der var tale om mindst indgribende foranstaltning, da i godt en måned forinden var forsøgt motiveret for frivillig behandling med antipsykotisk medicin.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle hende, da udsigten til hendes helbredelse eller en betydelig afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet har herved lagt vægt på, at var svært produktivt psykotisk præget af hallucinationer på såvel høre- som følesansen samt havde bizarre vrangforestilling og tvangshandlinger. havde ligeledes ingen sygdomsindsigt eller indsigt i eget behandlingsbehov.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har herved lagt vægt på, at gennem godt en måned var forsøgt motiveret for frivillig behandling med antipsykotisk medicin, før beslutningen herom blev truffet den 20. november 2000. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at tidligere var blevet behandlet med antipsykotisk medicin med god effekt på hendes tilstand.

Betingelserne for tvangsbehandling var således opfyldt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at behandlingen opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger. Nævnet har herved har lagt vægt på, at Trilafon er et almindeligt anvendt og vel afprøvet antipsykotisk lægemiddel, ligesom den besluttede dosering er sædvanlig.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder ud fra en konkret vurdering, at Trilafon i depotform
opfyldte kravet om mindst indgribende behandlingsform på det tidspunkt, hvor beslutningen om tvangsbehandling af blev truffet. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ved tidligere indlæggelser var behandlet med Trilafon i depotform med god effekt og uden væsentlige bivirkninger. var således behandlet med depotpræparat i ca. 7 måneder, før klagen herover blev indgivet. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det i journalen er anført, at medicinsk behandling til indtagelse via munden ikke havde vist sig mulig, da konstant modsatte sig indtagelse af medicin i de nødvendige doser. Indgivelse af medicinen i form af daglige injektioner måtte i øvrigt udfra det i sagen oplyste anses at ville kræve hyppig eller daglig magtanvendelse.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan på denne baggrund tiltræde den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn i <***> den 20. juli 2001 om tvangsbehandling af på .