Elektrochokbehandling ikke tvangsbehandling

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn i <****> den 8. maj 2001 om behandling af <****> på <****>, idet Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at elektrochokbehandlingen den 20. og 22. december 2000 var en frivillig behandling.

var en 45-årig kvinde, som i mange år havde lidt af en svær sindssygdom i form af sindsspaltningssygdom (skizofreni), men i perioder også præget af svær depression. Hun havde tidligere været indlagt 21 gange på grund af sin sygdom og var udover medicinsk behandling tillige behandlet med elektrochokbehandling (ECT) med god effekt på hendes tilstand.

Aktuelt blev indlagt den 15. december 2000, hvor hun blev beskrevet som stuporøs, det vil sige svært psykomotorisk hæmmet og helt stivnet hen, men med bevidsthed. Hun var svært forpint og på trods af antipsykotisk medicin var hendes tilstand stadig dårlig.

Den 17. december 2000 ordinerede en overlæge ECT- behandling med påbegyndelse den følgende dag. Ifølge journalnotatet svarede tilsyneladende nej ved hovedrysten.

Den 19. december 2000 noterede en 1. reservelæge i journalen omkring ECT, at accepterede denne behandling, ved at nikke og sige ja. Han noterede desuden, at han skulle kontaktes, såfremt hun på behandlingsdagen den 20. december 2000 alligevel modsatte sig ECT- behandlingen.

Den 21. december 2000 var der tydelig bedring i psykiske tilstand. En overlæge talte med hende og ordinerede endnu en ECT- behandling den 22. december 2000, samtidigt med at anføre, at det formentlig var sidste behandling.

klagede den 5. april 2001 blandt andet over, at hun uden at have givet samtykke, blev behandlet med ECT den 20. og 22. december 2000.

Klagen blev herefter den 8. maj 2001 behandlet i Det Psykiatriske Patientklagenævn i . Nævnet afviste at behandle klagen over behandling med ECT den 20. og 22. december 2000, da nævnet fandt, havde givet samtykke til behandlingen.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at ECT- behandlingerne den 20. og 22. december 2000 ikke var tvangsbehandlinger. Nævnet har lagt vægt på, at det fremgår af afdelingens overlæges erklæring, at den 20. og 22. december 2000 ikke direkte tilkendegav, at hun ikke ønskede ECT- behandling, hvilket af lægerne blev tolket som tegn på, at der ikke var tale om tvangsbehandling. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremgår af journalen, at den 19. december 2000 accepterede behandlingen ved at nikke og sige ja. Endvidere noterede en reservelæge på dette tidspunkt i journalen, at han skulle kontaktes, såfremt hun på behandlingsdagen den 20. december 2000 alligevel modsatte sig ECT- behandlingen, hvilket ikke skete.

Nævnet har endvidere lagt vægt på, at den 27. december 2000 over for en overlæge ifølge journalen tilkendegav, at hun ikke ønskede flere ECT- behandlinger.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har endvidere lagt vægt på, at det af en overlæges udtalelse fremgår, at grundet sin tilstand ved indlæggelsen, hvor hun var stuporøs, ikke var i stand til på sædvanlig vis at kommunikere sin holdning til behandlingen. Der var således tale om en tolkning af patientens tilkendegivelse med den usikkerhed, der ligger heri.

Nævnet kan oplyse, at det af psykiatrilovens § 1, stk. 2 fremgår, at der kun foreligger tvang, såfremt patienten modsætter sig behandlingen.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af
Det Psykiatriske Patientklagenævn i den 8. maj 2001 vedrørende behandling med elektrostimulation den 20. december og den 22. december 2000.