Klage over fejlmedicinering i forbindelse med blodfortyndende medicin

<****> har overtrådt lægelovens § 6, fordi hun ikke har været tilstrækkelig omhyggelig og samvittighedsfuld ved sin behandling af <****> den 22. februar 1999 i forbindelse med en telefonsamtale.

var i behandling med blodfortyndende medicin af typen Marcoumar på grund af en hjertekarlidelse (hjerteforkammer flimmer), som hun havde haft siden 1995.

havde imidlertid ønske om, at patienter tilknyttet medicinsk afdeling blev omstillet fra Marcoumar til en anden type blodfortyndende medicin, nemlig Marevan, hvorfor der den l. december 1998 blev udsendt en vejledning til de praktiserende læger
om at skifte fra Marcoumar til Marevan.

s sædvanlig benyttede læge sendte en fax til hjemmeplejens områdekontor, hvorpå det blev anført, at den fremtidige blodfortyndende behandling skulle ophøre i to dage, i fem dage skulle der behandles med Marevan 3 tabletter = 7,5 mg, og derefter Marevan 6 tabletter dagligt = 15 mg, samt en uge derefter skulle der tages en ny blodprøve. Det blev endvidere pointeret, at man skulle ringe, hvis der var tvivl.

s sædvanlig benyttede læge havde imidlertid forvekslet ugedosis og dagdosis, således at der blev ordineret Marevandosis per dag, hvad der skulle gives per uge.

Den 22. februar 1999 kontaktede en sygeplejerske telefonisk s sædvanlig benyttede læge for at spørge, om den dosering, der var nævnt under punkt 2 var daglig eller ugentlig, idet dette ikke var påført faxen. Hun fik at vide, at det var en daglig dosis, hvorpå hun tilføjede dette på faxen (dgl). Derefter doserede hun medicinen i en aflåst medicinboks, som det fremgik af den nu reviderede fax. Medicinen blev givet af hjemmehjælpen, som kom dagligt i hjemmet hos .

Den 2. marts 1999 tilså sygeplejerske . Formålet med besøget var at dosere s medicin for de næste 14 dage. I forbindelse med ophældning af medicinen bemærkede sygeplejerske faxen, som lå i s medicinboks. Da sygeplejerske ville være helt sikker på, at hun doserede den rigtige mængde, ringede hun til lægehuset, hvor hun talte med praktiserende læge .

Den 9. marts 1999 blev der af hjemmehjælpen tilkaldt en sygeplejerske, idet var dårlig med åndenød og kvalme. blev straks indlagt af den tilkaldte læge, og ved indlæggelsen var ifølge udtalelse fra denne læge medtaget med åndedrætsbesvær. På røntgenoptagelsen af lungerne sås væskeudtrædning i lungerne og fri væske i lungehulen. Ved indlæggelsen var blødningstiden forlænget, og der var en lav blodprocent (3,9 mol).

fik blod, og der blev givet frisk frosset plasma og K-vitamin. Det kliniske billede blev tolket som blodforgiftning, og der blev givet antibiotisk behandling. Trods behandlingen sløjede af, og afgik ved døden den 11. marts 1999.

Der er klaget over den behandling, fik i forbindelse med skift af blodfortyndende medicin fra Marcoumar til Marevan i perioden fra den 22. februar til den 10. marts 1999.

Nævnet har i afgørelse af 16. november 2000 taget stilling til s sædvanlig benyttede læges behandling af hende og de involverede sygeplejerskers behandling af hende.

Sygeplejerske har til sagen oplyst, at hun ringede til lægehuset, fordi præparatet var nyt for hende, og hun ville være sikker på, at hun gjorde det rigtige. Læge svarede, at det var s sædvanlig benyttede læge, der havde lavet vejledningen til doseringen, og at denne skulle følges frem til INR blodprøven skulle tages. Doseringens størrelse på 6 tabletter (svarende til 15 mg Marevan) dagligt blev således bekræftet.

Læge har til sagen oplyst, at hun blev kontaktet af sygeplejerske , som spurgte til doseringen af stoffet Marevan. De talte ikke om selve doseringen, men hun sagde til sygeplejersken, hun skulle følge den dosering, som s sædvanlig benyttede læge havde ordineret, blot skulle hun ikke efter de fem dage hæve doseringen til dobbelt portion, men bibeholde de første 5 dages portion frem til INR blodprøven. Hun mener ikke, at de snakkede om antallet af tabletter. Hun efterregnede ikke doseringen, da hun aldrig har oplevet, at der var fejl i s sædvanlig benyttede læges udregninger.

Der foreligger således modstridende oplysninger mellem sygeplejerske og læge . Det er således nævnets vurdering, at der må være opstået en misforståelse mellem læge og sygeplejerske , idet sidstnævnte forstod det således, at den oprindelige ordination skulle følges, hvorimod den førstnævnte mente, at den ordination, der var givet indtil til dette tidspunkt, skulle fortsættes.

Nævnet har endvidere lagt vægt på, at der ifølge den skriftlige vejledning fra medicinsk afdeling , skulle doseres Marevan i fem dage svarende til 1 mg dagligt, og derefter skulle dosis sættes op til det dobbelte svarende til 2 mg dagligt. Ved en fejlberegning fra s sædvanlig benyttede læge fik hun ordineret 7,5 mg dagligt de første fem dage, hvilket efter planen derefter skulle fordobles til 15 mg dagligt.

Nævnet kan oplyse, at en læge pådrager sig et ansvar ved specifikt at tage stilling til en tidligere involveret læges ordination. Det samme ansvar pådrager en læge sig ikke ved blot at henvise til en tidligere involveret læges ordination og dermed til den pågældende læge.

Nævnet har endelig lagt vægt på, at det af journalen den 3. februar 1999 fremgår, at læge oplyste til sygeplejerske , at Marevan skulle fortsættes med den hidtige dosering til næste INR skulle tages, hvilket vil sige med 7,5 mg dagligt.

Nævnet finder derfor grundlag for at kritisere læge s behandling af i forbindelse med ordinationen af Marevan, idet hun ved samtalen ændrede ordinationen og dermed tog stilling til denne. Hun ordinerede således en dosis, der lå meget over det anbefalede.