Klage over vagtlæges manglende undersøgelse af gravid kvinde med vandafgang.

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere vagtlæge<****> for hans behandling af <****> den 13. januar 2001 i lægevagtskonsultationen i <****>, jf. lægelovens § 6.

Den 13. januar 2001 vågnede , som var gravid i 26. uge, ca. kl. 4.30 med fornemmelse af sivende afgang af fostervand. Der kom så meget væske, at det var nødvendigt at sove med håndklæder i sengen.

Ca. kl. 9 kontaktede telefonisk lægevagten, som tilrådede at komme i konsultationen medbringende en urinprøve, idet lægen tolkede symptomerne som mulig urinvejsinfektion.

blev undersøgt i lægevagten samme dag kl. 10.10 af læge. Hun medbragte den ønskede urinprøve. Læge undersøgte urinen uden at påvise noget abnormt. Han meddelte , at han uanset urinundersøgelsen ikke ganske kunne udelukke en urinvejsbetændelse, hvorfor han tilbød behandling herfor.

Den 13. januar 2001 kl. 18.15 henvendte sig selv på fødegangen, .

Kl. 19.15 begyndte der at komme veer, og i forbindelse med en gynækologisk undersøgelse var der afgang af en lille smule klart fostervand. Livmoderkanalen var nu ved at åbne sig. I løbet af aftenen kom der gang i fødslen, og den 14. januar 2001 kl. 02.09 fødte en levende pige. Da der var tale om et meget for tidligt født og derfor ikke fuldt udviklet barn, blev barnet overført til børneafdelingen, hvorfra det blev overflyttet til , idet der havde udviklet sig tarmperforation.

Klagen
Der er klaget over følgende:

At læge ikke foretog en grundig undersøgelse og behandling af , da hun henvendte sig på grund af, at der kom vand ud af hende. var gravid i 26. uge.

Nævnets afgørelse af klagen
Læge har overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af den 13. januar 2001 i lægevagtskonsultationen i .

Begrundelse
Det fremgår af journalen, at læge undersøgte for blærebetændelse, som ikke kunne påvises. Læge foretog ingen yderligere kliniske undersøgelser, specielt undersøgelse om det kunne dreje sig om vandafgang.

Det fremgår desuden af læges udtalelse til sagen, at han fortalte, at hyppig vandladning ikke var ualmindeligt hos gravide, og at han tilbød behandling herfor. Det fremgår desuden af hans udtalelse, at han ikke var ikke i tvivl om, at det måtte dreje sig om vandladning, og at der ikke var smerter, blødning eller ændret fosteraktivitet.

På grundlag af de anførte oplysninger finder nævnet, at selvom oplægget fra den visiterende læge til læge var blærebetændelse, burde han, da var gravid i 26. uge, og hun ikke kunne styre sin vandladning, have sikret sig, at der ikke var tale om for tidlig vandafgang, idet han burde have set på eventuelt udflod i bindet og følt på maven og henvist til undersøgelse på specialafdeling, hvis vandafgang ikke kunne udelukkes.