Klage over fejlbehandling af albuebrud

De læger fra ortopædkirurgisk afdeling, <****>, der var involveret i behandlingen af <****> i perioden fra den 2. februar 2000 til den 23. oktober 2000, har ikke overtrådt lægeloven.

Overlæge <****> fra røntgenafdelingen, <****> har ikke overtrådt lægeloven ved sin behandling af <****> i perioden fra den 2. februar 2000 til den 13. september 2000.

Den 2. februar 2000 kl. 18.50 blev undersøgt på skadestuen, efter at hun var væltet på sin cykel og havde taget fra med venstre arm. Ved undersøgelsen fandtes armen øm, men det blev på baggrund af røntgenundersøgelsen vurderet, at der alene var tale om en forvridning af venstre albue.

Ved røntgenkonference den følgende dag fandt man, at havde fået et brud i den nedre del af overarmsknoglen, hvorfor det blev besluttet, at hun skulle genindkaldes med henblik på gipsanlæggelse.

Den 4. februar 2000 fik anlagt en vinklet gipsskinne på armen i ortopædkirurgisk ambulatorium, og der blev aftalt røntgenkontrol efter en uge. Ved kontrollen den 10. februar 2000 blev det vurderet, at den kliniske tilstand var tilfredsstillende, herunder at røntgenundersøgelsen viste, at bruddet havde en uændret stilling. Gipsen blev fjernet den 21. februar 2000.

Den 7. marts 2000 blev henvist til fysioterapi med henblik på at øge bevægeligheden, og den 28. marts 2000 blev hun set i ortopædkirurgisk ambulatorium efter henvisning fra fysioterapeuten. Hun blev på ny undersøgt den 28. juli 2000, efter at hun var færdigtrænet i fysioterapien med utilfredsstillende resultat, og det blev besluttet, at albuen skulle CT-scannes, hvilket skete den 13. september 2000.

Den 27. september 2000 blev det aftalt, at skulle have foretaget en kikkertoperation med henblik på at øge bevægeligheden. Kikkertoperationen blev foretaget den 23. oktober 2000.

Der er klaget over, at s albue ikke blev behandlet korrekt i perioden fra den 2. februar til den 23. oktober 2000, hvilket har resulteret i, at albuens hovedled er vokset forkert sammen.

Det er anført i klagen, at albuens hovedled er fordrejet 45 grader, og at maksimalt kan bøje armen 90 grader og resten af livet vil have smerter ved den mindste belastning af armen

Nævnet finder ikke grundlag for at kritisere reservelæge for hendes behandling af den 2. februar 2000 på skadestuen, .

Nævnet har lagt vægt på, at reservelæge ifølge skadejournalen undersøgte s venstre arm og fandt, at den nederste del af overarmsknoglen samt underarmsknoglens øvre albuehovede var ømme, og at begge knoglefremspring ved nederste ende af overarmsknoglen tillige var ømme. Reservelægen fandt desuden, at albuen kunne bøjes til ca. 100 grader og strækkes til 30 grader, og at der var normal indad- og udadrotation. På mistanke om brud blev der derefter ordineret røntgenundersøgelse.

Videre har nævnet lagt vægt på, at reservelæge vurderede, at røntgenundersøgelsen af venstre albue og overarmsknogle ikke viste knoglebrud, ledskred eller ansamlinger. Reservelægen anlagde armslynge og tilrådede, at anvendte denne i et par dage, og derefter skulle forsøge at bevæge albuen til smertegrænsen samt lave fingergymnastik. blev samtidig orienteret om, at hun ved forværring, eller såfremt hun ikke havde fuld bevægelighed af albuen efter nogle dage, skulle kontakte den praktiserende læge.

Nævnet finder, at reservelæge ved sin behandling af handlede i henhold til normen for almindelig anerkendt faglig standard. Nævnet finder, at det ikke kan kritiseres, at reservelægen skønnede, at der ikke var tale om et brud, da det kan være vanskeligt for en yngre og måske uerfaren læge at erkende et brud på de foreliggende billeder. Samtidig vidste reservelægen, at billederne ville blive revurderet af mere erfarne læger ved den efterfølgende røntgenkonference.

Nævnet finder ikke grundlag for at kritisere overlæge for hans behandling af den 4. februar 2000.

Nævnet har lagt vægt på, at det ved røntgenkonferencen den 3. februar 2001 blev konstateret, at havde et knoglebrud i det trisseformede ledhovede (trochlea humeri) i nederste ende af overarmsknoglen med let forskydning (dislokation), og det blev ifølge skadejournalen besluttet at genindkalde hende til behandling med henblik på gipsanlæggelse.

Videre har nævnet lagt vægt på, at overlæge undersøgte den 4. februar 2000, og foranstaltede anlæggelse af en vinklet gipsskinne. Det blev endvidere ifølge journalen aftalt, at skulle til røntgenkontrol efter 1 uge med henblik på vurdering af bruddets stilling.

Nævnet finder, at det ikke kan kritiseres, at overlæge ikke foranstaltede yderligere røntgenoptagelse den 4. februar 2000, men i stedet baserede sin vurdering og behandling på røntgenbilleder, der blev taget den 2. februar 2000, idet der blev aftalt kontrol med fornyet røntgenoptagelse efter 1 uge.

Nævnet finder ikke grundlag for at kritisere læge for hendes behandling af den 10. februar 2000.

Nævnet har lagt vægt på, at den 10. februar 2000 var til kontrol i ortopædkirurgisk ambulatorium, hvor hun ifølge journalen oplyste, at hun havde ganske få smerter. Fingrene var fine og slanke, og røntgenundersøgelsen viste ifølge røntgenbeskrivelsen uændret stilling.

Nævnet finder endvidere ikke grundlag for at kritisere den behandling i øvrigt modtog af lægerne fra ortopædkirurgisk afdeling i perioden fra den 2. februar til den 23. oktober 2000.

Nævnet har herved lagt vægt på, at den 21. februar 2000 fik fjernet gipsen, og at det ved undersøgelse blev konstateret, at der var fri bevægelighed af fingrene og normale forhold vedrørende nerve- og karforsyning. Der var ingen smerter i albuen, og bevægeligheden var på 10 - 90 grader. blev instrueret i bevægeøvelser.

Videre har nævnet lagt vægt på, at på ny blev undersøgt i ortopædkirurgisk ambulatorium den 7. marts 2000, hvor bevægeligheden var uændret fra 10 - 90 grader, og der ikke var nogen smerter. blev henvist til fysioterapi med henblik på at øge bevægeligheden, og hun blev anmodet om kontakte ambulatoriet med henblik på en afsluttende kontrol, når hun var ved at være færdig med fysioterapien.

Nævnet har ligeledes lagt vægt på, at den 28. marts 2000 blev undersøgt i ortopædkirurgisk ambulatorium efter henvisning fra fysioterapeuten, som havde fundet, at bevægeligheden var begrænset og uden forbedring under fysioterapien. Der var ifølge journalen fortsat ingen smerter i albuen, men bevægeligheden var begrænset med en fornemmelse af stramning i strækkesiden ved bøjning og stramning på bøjesiden ved forsøg på strækning. Den foretagne røntgenundersøgelse viste uforandret stilling. Det blev på baggrund af undersøgelsen vurderet, at bevægebegrænsningen hovedsageligt var betinget af arvæv, og at der på daværende tidspunkt ikke var mulighed for kirurgisk behandling, hvorfor skulle fortsætte med at træne.

Herudover har nævnet lagt vægt på, at den 28. juli 2000 blev undersøgt af afdelingslæge i ortopædkirurgisk ambulatorium, efter at hun ifølge journalen var færdigtrænet i fysioterapien med utilfredsstillende resultat. Med henblik på en nærmere vurdering ordinerede afdelingslægen CT-scanning af venstre albue.

Nævnet har yderligere lagt vægt på, at afdelingslæge den 27. september 2000 vurderede resultatet af CT-scanningen og fandt, at den viste, at forskydningen ved knoglebruddet meget vel kunne blokere for bøjebevægelsen, og at der derfor var indikation for forsøg på at oprense knoglefremspringet ved kikkertoperation i leddet. Kikkertoperationen blev foretaget den 23. oktober 2000, og ved indgrebet fandt afdelingslæge , at der var massive sammenvoksninger i leddet, som blev oprenset. Ledbåndet omkring spolebenets ledhoved var slået fra og lå frit inde i leddet og blev syet på plads. Der forelå imidlertid ikke en knoglebetinget blokering som ventet, men den nederste ende af underarmsbenet var ved bruddet vinklet 45 grader fortil og gav derved så megen stramning bagtil, at bøjebevægelsen var begrænset. Afdelingslæge så ingen mulighed for at afhjælpe dette operativt.

Nævnet finder, at den givne behandling med fysioterapi og senere forsøg på at vurdere leddet ved en operation var i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard.

For så vidt angår røntgenundersøgelserne, som blev foretaget henholdsvis den 2. og den 10. februar, og 28. marts 2000 samt CT-scanningen foretaget dem 13. september 2000, er det nævnets vurdering, at de alle viser et knoglebrud i det trisseformede ledhovede i nederste ende af overarmsknoglen med let forskydning på ca. 5 mm. opad af det afsprængte knoglestykke. Der er ikke forskel på stillingen i bruddet mellem undersøgelsen den 2. og den 10. februar 2000, men der er derimod en lille forskel i optageteknikken således, at det kan se ud som om det afsprængte knoglestykke er forskudt mere opad på optagelsen den 10. end den 2. februar 2000, hvilket imidlertid ikke er tilfældet.

Nævnet finder, at overlæge fra røntgenafdelingen, har vurderet billederne i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglige standard. Nævnet finder dog, at det havde været hensigtsmæssigt, om overlæge havde redegjort lidt nøjere for stillingsfejlen i bruddet i overarmsknoglen.

DISSENS:

Afgørelsen er truffet af et flertal i nævnet. Nævnsmedlemmerne og afgav følgende mindretalsudtalelse:

og afgav dissens, idet de ønsker sagen afgjort i overensstemmelse med tidligere udkast til afgørelse.