Klage over brud på tavshedspligten ved at fremsende brev til egen læge

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere, at speciallæge i gynækologi og obstetrik <****>, videregav oplysninger om <****> den 7. februar 2001 til hendes praktiserende læge, jf. lov om patienters retsstilling § 23, jf. § 24.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere de læger på <****>, der i perioden fra den 15. december 2000 til den 10. januar 2001 var involveret i behandling af <****>.

Den 14. november 2000 var og til deres første konsultation på efter henvisning fra s egen læge på grund af barnløshed. Parrets forhistorie og en udredning viste, at der var tale om et problem, som syntes at have flere årsager. Dels var s sædkvalitet så dårlig, at behandling med reagensglas (IVF-behandling) blev skønnet nødvendig, og dels havde et problem med ægløsning, idet hun havde uregelmæssige og sjældne menstruationer.

Ved konsultation den 1. december 2000 blev henvist til undersøgelse af fasteinsulin og fasteglukose.

Ved konsultation den 15. december 2000 klagede over træthed, uoplagthed, manglende koncentrationsevne mv. Hun udtrykte således bekymring for at have begyndende aldersbestemt sukkersyge, idet hun tidligere havde fået lavet en test af glukosebelastning (glukoseintolerance), som havde vist nedsat tolerance.

Ved en konsultation den 10. januar 2001 blev resultatet af de hidtidige foretagne undersøgelser gennemgået, og der blev givet oplysning om, hvilke undersøgelser der yderligere skulle foretages.

Den 7. februar 2001 fremsendte speciallæge et brev til og s praktiserende læge, hvoraf blandt andet fremgik, at behandlingen var ophørt.

Klagen
Der er klaget over følgende:

1. At lægerne på ikke fandt indikation for at behandle med Metformin, idet de fejlagtigt opfattede hendes fasteinsulin på 10,8 mU/ml. som normal, ligesom de afviste videre undersøgelse af hendes sukkerstofskifte.

Det er herved anført, at lægerne henførte hendes symptomer i form af hovedpine, muskelspændinger, søvnløshed, træthed, rastløshed og irritabilitet til følelsesmæssige problemer.

2. At læge ved brev af 7. februar 2001 uden s samtykke og under tilsidesættelse af sin tavshedspligt videregav oplysninger om hende til egen læge.

Nævnets afgørelse af 1. klagepunkt
De læger på , som i perioden fra den 15. december 2000 til den 10. januar 2001 var involveret i behandlingen af , har ikke overtrådt lægeloven.

Begrundelse
Det fremgår af journalen den 14. november 2000, at tidligere havde fået påvist glukoseintolerance, og at der var type 2 diabetes i hendes familie. Endvidere blev det oplyst, at hun ved en enkelt undersøgelse i en anden fertilitetsklinik havde fået konstateret æggestokke med flere vandcyster (polycystiske ovarier). Der blev herefter aftalt et undersøgelsesforløb.

Det fremgår af journalen den 15. december 2000, at fremsatte et ønske om behandling med Metformin, hvilket blev afvist med, at der først skulle laves undersøgelse af fasteglukose og fasteinsulin. Dette blev endvidere ifølge journalen gentaget den 18. december 2000.

Det fremgår af journalen den 19. december 2000, at s seruminsulin blev undersøgt, ligesom hun fik foretaget test af glukosebelastningen. Resultatet af seruminsulinundersøgelsen var 10,8 mU/l, (referencerammen er fra 0-20 mU/l). Glukosebelastningen viste et blodsukker på 4,7 mmol/l, og efter indgivelse af 75 g glukose var resultatet efter 60 minutter 9,8 mmol/l og efter 120 minutter 10,3 mmol/l.

Det fremgår af journalen den 10. januar 2001, at fik at vide, at der var fundet normal fasteglukose, normal fasteinsulin og lidt nedsat glukoseintolerance, hvorfor der ikke blev fundet indikation for at undersøge sukkerstofskiftet nærmere. Der blev således heller ikke fundet grundlag for behandling med Metformin.

Nævnet kan oplyse, at det er velkendt, at Metformin har en effekt på sukkerstofskiftet ved at øge følsomheden for insulin. Konsekvensen heraf er, at insulinniveauet falder. Dette har i nogle tilfælde en effekt på regulationen af kønshormonerne, som er en ubalance ved det såkaldte polycystiske ovariesyndrom. Årsagen til denne tilstand er dybest set ukendt, men nedsat følsomhed for insulin mistænkes at spille en rolle i nogle tilfælde. Der er således en række observationer, som peger på, at Metformin og lignende stoffer er gavnlige i forbindelse med behandling af barnløshed, men dette er ikke videnskabeligt dokumenteret efter normale standarder (randomiserede, placebo-kontrollerede undersøgelser).

Det er nævnets opfattelse, at havde grænseabnorme sukkerværdier efter sukkerbelastning, men at der var ikke tale om behandlingskrævende sukkersyge. Der var derfor ikke indikation for at fortage yderligere undersøgelser heraf eller at behandle med Metformin.

Nævnet finder herefter, at de læger, der var involveret i behandlingen af , har handlet i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard.

Nævnets afgørelse af 2. klagepunkt
Speciallæge har overtrådt lov om patienters retsstilling § 23, jf. § 24 ved den 7. februar 2001 at videregive oplysninger om til hendes egen læge.

Begrundelse
Det fremgår af brevet til s praktiserende læge, dateret den 7. februar 2001, at ikke blev færdigbehandlet, og at parret således blev afsluttet uden behandling. Der er endvidere kopi af journalen fra den 10. januar, den 2. og den 7. februar 2001.

Speciallæge har til sagen oplyst, at en henvisende læge helt rutinemæssigt i henhold til Lægeforeningens kollegiale vedtægter § 5 får oplysninger om behandling, medmindre parret har frabedt sig dette. Informationen til egen læge indeholdt kun de nødvendige og tilstrækkelige oplysninger med henblik på eventuel fortsat behandling.

Nævnet kan oplyse, at en sundhedsperson med patientens samtykke kan videregive oplysninger til andre sundhedspersoner om patientens helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger i forbindelse med behandling af patienten.

Det fremgår af s klage, at hun ikke havde givet tilladelse til videregivelse af oplysninger til hendes egen læge.

Videregivelse af oplysningerne uden patientens samtykke kan kun ske af tre grunde: såfremt det er nødvendigt af hensyn til et aktuelt behandlingsforløb for patienten og videregivelsen sker under hensyntagen til patientens interesse og behov, eller når videregivelse er nødvendig til berettiget varetagelse af åbenbar almen interesse eller væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre, eller når videregivelsen sker til patientens alment praktiserende læge fra en læge, der virker som stedfortræder for denne. Der kan således ikke ske automatisk videregivelse af udskrivningsbreve til egen læge.

Det er nævnets opfattelse, at der ikke bestod et aktuelt behandlingsforløb, hvor der skulle følges op på eller fortsættes en påbegyndt behandling, idet undersøgelsesprogrammet på var afsluttet som følge af uoverensstemmelser. Videregivelsen skete således ikke som led i et aktuelt behandlingsforløb. Der var heller ikke tale om hensyn, som talte for videregivelse til egen læge til brug for behandlingen af , der klart oversteg hensynet til hendes ønske om fortrolighed. Endvidere var ikke en stedfortrædende læge for s egen læge.

Nævnet finder herefter, at speciallæge har handlet i strid med lov om patienters retsstilling ved at videregive oplysninger til s egen læge uden først at indhente hendes samtykke hertil.