Klage over manglende indgift af anti-D efter abort

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere overlæge A for hans behandling af <****> i perioden fra den 6. juli til den 14. september 1999 på gynækologisk afdeling, sygehus 1.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere overlæge B for hans behandling af <****> den 13. december 1999 på gynækologisk afdeling, sygehus 2.

 

Hændelsesforløb

var 30 år, tredjegangsgravid og i uge 6, da hun den 6. juli 1999 fik foretaget blodtypebestemmelse hos egen læge. afdeling, sygehus 3, tilrådede en fornyet blodprøve i 20. graviditetsuge samt typebestemmelse af ægtefælle. Den 14. juli 1999 fik ægtefællen foretaget en blodtypebestemmelse, der viste rhesuspositiv.

Den 8. juli 1999, da graviditetslængden var 11 uger, blev indlagt på obstetrisk afdeling, sygehus 1, på grund af opkastninger. Den 14. juni 1999 blev hun tilset af overlæge A, der noterede i journalen, at der forelå typebestemmelse med koncentration af anti- C på 2 og af anti-D på 8, samt at der skulle foretages ny blodprøve i 20. graviditetsuge. Endvidere informerede han <***> om svarene, og at hun burde føde på sygehus 3 eller eventuelt sygehus 2 .

Den 19. juli 1999 blev udskrevet.

Den 2. august 1999, da var i 14. uge, var hun til ambulant kontrol i gynækologisk ambulatorium, sygehus 1, hvor hun blev tilset af overlæge A. Det blev aftalt, at der skulle foretages fornyet blodprøve efter 6 uger, og at ville blive orienteret pr. brev.

Den 14. september 1999, da var i 20. uge, blev der foretaget blodprøve, der viste en koncentration af anti-C på 8 og af anti-D på 16. I blodprøvesvaret fra afdeling, sygehus 3, blev det anbefalet, at der blev foretaget fornyet prøve 2 uger senere, og at fødslen foregik på sygehus 3 eller sygehus 2. Imidlertid blev den anbefalede prøve ikke foretaget.

Den 2. november 1999, hvor var i 27. uge, var hun atter til kontrol i gynækologisk ambulatorium, sygehus 1, hvor hun blev tilset af en overlæge. Overlægen oplyste om prøvesvarene fra klinisk-immunologisk afdeling, sygehus 3, og det blev aftalt, at skulle henvises til sygehus 3.

Den 24. november 1999 var til ambulant kontrol i svangerambulatoriet, sygehus 3, hvor en overlæge foretog en ultralydundersøgelse af fosteret. På dette tidspunkt var hun i 30. uge. Endvidere ordinerede han blodprøvekontrol hver 2. uge samt kontrol i ambulatoriet efter 4 uger. Den 26. november 1999 noterede overlægen i journalen, at der var konstateret et koncentrationspring af anti-D på 3, hvorfor skulle indkaldes til kontrol med henblik på overflytning til sygehus 2.

Den 2. december 1999, da var i 32. uge, var hun atter til kontrol i svangerambulariet, sygehus 3, hvor hun blev tilset af en 1. reservelæge. Han foretog ultralydscanning, der viste normale forhold, og han henviste til sygehus 2. For så vidt angik svarene fra den seneste blodtypeundersøgelse, kunne han ikke finde dem i journalen. Imidlertid fremgår det af blodtypesvaret, at overlægen, der havde ordineret blodprøverne, var blevet orienteret om svarene den 25. november 1999, og at de var blevet afsendt den 3. december 1999. Svarene havde vist en koncentration af anti-C på 4 og af anti-D på 128.

Den 7. december 1999 modtog sygehus 2 henvisningen, og kom til ambulant kontrol den 13. december 1999 på gynækologisk/obstetrisk afdeling, sygehus 2. Det var overlæge B der foretog undersøgelsen, og fandt normale forhold ved ultralydscanning. Endvidere ordinerede han fornyet blodprøve.

Blodprøven blev modtaget den 13. december 1999 på klinisk-immunologisk afdeling, og det fremgik af rekvisitionen, at blodprøverne blev foretaget med henblik på koncentrationskontrol ved 3. graviditetsundersøgelse, da der tidligere var påvist anti-C og anti-D. Der blev ved blodtypebestemmelsen påvist antistoffer, der forårsagede yderligere undersøgelser. Den 17. december 1999 modtog gynækologisk/obstetrisk afdeling blodprøvesvarene, der viste, at koncentrationen af anti-C var steget til 32 og anti-D var steget til 4000.

Den 20. december 1999 henvendte sig til egen læge, idet hun ikke havde følt liv et par dage. Hun var på daværende tidspunkt i uge 34. Da egen læge ikke kunne provokere fosterbevægelser, blev hun henvist til sygehus 1, hvor man fandt en lille variation i hjertefrekvensen, samt manglende fosterbevægelse. På baggrund heraf blev overflyttet akut til sygehus 2. I forbindelse hermed blev s journal fremskaffet. Imidlertid fremgik resultaterne fra den sidste blodtypeprøve den 13. december 1999 ikke af journalen, hvorfor svarene blev rekvireret fra klinisk-immunologisk afdeling.

Da ankom til gynækologisk/obstetrisk afdeling, sygehus 2, blev der ved kontrol fundet nedsat variation af hjertefrekvensen, og der blev foretaget akut kejsersnit, hvor der forløstes en levende dreng. Drengen var imidlertid præget af svær blodmangel, og trods intensiv behandling døde han 4 timer senere.

Indberetning

Sundhedsstyrelsen har indberettet overlæge As og overlæge Bs behandling af til Patientklagenævnet.

Nævnets afgørelse af indberetningen

Overlæge B har ikke overtrådt lægeloven ved sin behandling af den 13. december 1999 på gynækologisk afdeling, sygehus 2.

Nævnet finder imidlertid, at det havde været hensigtsmæssigt, om overlæge B havde anført på henvisningen til den klinisk immunologiske afdeling, at blodprøverne skulle hastebehandles.

Overlæge A har ikke overtrådt lægeloven ved sin behandling af i perioden fra den 6. juli til den 14. september 1999 på gynækologisk afdeling, sygehus 1.

Begrundelse

Det fremgår af journalen, at s egen læge den 6. juli 1999 ordinerede blodtypeprøve, der viste lav koncentration af anti-C på 2 og anti-D på 8, og at det fremgik af svaret på blodtypeprøven, at der skulle foretages fornyet blodtypeprøve i uge 20 samt blodtypebestemmelse af ægtefællen.

Nævnet kan oplyse, at rhesussygdom er en sygdom, som skyldes uforenelighed mellem et fosters blod og moderens blod baseret på rhesusblodtype-systemet. Hvis fosteret er rhesus-positivt, og moderen er Rhesus-negativ, kan sygdommen opstå. I graviditeten kan en lille smule af barnets rhesus-positive blod overgå til moderen, som derefter vil danne antistoffer mod

rhesus-positivt blod. Dette giver ikke sygdom hos moderen. Rhesusantistoffet kan passere via moderkagen over i barnet, og barnet har så rhesus-positivt blod + antistoffer mod dette blod i sig. Resultatet kan blive en svær blodmangel hos fosteret, således at fosteret udvikler vækstretardering, væskeansamling i kroppen og i sin yderste konsekvens dør i livmoderen (intrauterint).

Det fremgår videre af journalen, at den 8. juli 1999 blev indlagt på obstetrisk afdeling, sygehus 1, på grund af opkastninger, og at hun den 14. juli 1999 ved stuegang blev tilset af overlæge A, der samme dag havde modtaget resultaterne fra den af egen læge ordinerede blodtypeprøve. Overlæge noterede i journalen, at der skulle foretages fornyet blodprøve i 20. graviditetsuge, samt at fødselen burde ske på sygehus 3 eller sygehus 2.

Herudover fremgår det af journalen, at overlæge A den 16. juli 1999 tilså , hvor han noterede i journalen, at når resultatet fra blodprøven i 20. graviditetsuge forelå, skulle henvises til sygehus 3.

Det fremgår endvidere af journalen, at overlæge A ved ambulant kontrol den 2. august 1999 noterede i journalen, at skulle orienteres ved brev om blodprøvesvaret, der skulle foretages i 20. graviditetsuge.

Endvidere fremgår det af journalen, at der blev foretaget fornyet blodprøve den 16. september 1999 (20 graviditetsuge), og at svaret blev sendt til gynækologisk afdeling, sygehus 1. Af svaret fremgik det, at der var en ubetydelig titerstigning med koncentration af anti-C på 8 og af anti-D på 16, og at det anbefaledes, at der blev foretaget fornyet blodprøve to uger senere. Den anbefalede blodprøve blev imidlertid ikke taget.

Det fremgår af overlæge As udtalelse af 9. august 2000 til sagen, at han var på ferie i perioden fra den 6. til den 27. september 1999, hvorfor han ikke var til stede, da blodprøveresultaterne forelå. Derimod blev resultaterne set af en kollega.

Endelig fremgår det af journalen, at den 2. november 1999 var til kontrol i gynækologisk ambulatorium, sygehus 1, hvor hun blev tilset af en overlæge, der besluttede at henvise hende til videre kontrol på sygehus 3.

Nævnet finder, at overlæge A har handlet i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af i perioden fra den 14. juli til den 14. september 1999, idet overlæge A noterede i journalen, at skulle henvises til sygehus 3, når resultatet af blodprøven den 14. september 1999 forelå, samt at skulle orienteres ved brev, hvilket var i overensstemmelse med visitationsreglerne af marts 1998.

Det fremgår af journalen, at overlæge B den 13. december 1999 tilså ved ambulant kontrol på sygehus 2. Han noterede i journalen, at var blevet henvist fra sygehus 3, og at der var konstateret et koncentrationspring på 3, men at svarene fra den sidste undersøgelse ikke forelå. Overlæge B noterede endvidere i journalen, at der blev foretaget ultralydscanning, der viste, at fostret ikke var påvirket af immuniseringen.

Det fremgår af henvisningen til sygehus 2 den 3. december 1999, at journalen var vedlagt. Imidlertid indgik svarene fra den sidste blodtypeprøve ikke, da de først var sendt den 3. december 1999 til sygehus 3.

Endvidere fremgår det af journalen, at overlæge B ordinerede fornyet blodprøver, og at han ikke sikrede sig, at den nye blodprøve blev hastebehandlet. Det endelige svar forelå den 16. december 1999 og viste en koncentration på anti-D på 4000.

Det fremgår af sagen, at der ikke var udarbejdet instrukser for håndtering af afgivelse af blodprøvesvar fra klinisk-kemisk afdeling, hvorfor svaret blev fremsendt via intern post til gynækologisk afdeling, hvor det efter det oplyste skulle være modtaget den 17. december 1999. Imidlertid fremgik de ikke af journalen, da den 20 december 1999 blev akut overflyttet fra sygehus 1 til sygehus 2.

Nævnet finder på denne baggrund, at overlæge B ikke har udvist manglende omhu og samvittighedsfuldhed. Det havde dog været hensigtsmæssigt, om overlæge B havde anført på henvisningen til klinisk–immunologisk afdeling, at blodprøven skulle hastebehandles, idet det nøjagtige svar på sidste blodprøve ikke var kendt