Klage over mangelfuld medicinsk behandling efter operation for forsnævret kranspulsåre

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere 1. reservelæge <****> for hendes behandling af <****> den 18. juni 2001 på medicinsk afdeling, <****>.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere læge <****> fra medicinsk afdeling for hendes behandling af <****> den 19. juni 2001 på skadestuen, <****>.

I begyndelsen af 2001 fik konstateret forsnævring i kranspulsåren, hvorfor der den 25. april 2001 blev foretaget behandling på i form af udvidelse af delvist tillukkede blodårer i hjertet med indsættelse af en stent til at holde pulsåren åben. var efterfølgende patient i hjerteambulatoriet, , hvor hun som opfølgning på indgrebet blev sat i medicinsk behandling.

Den 16. juni 2001 blev indlagt akut på medicinsk afdeling, , til observation for blodprop i hjertet (hjerteinfarkt) og anfaldsvise hjertekramper (angina pectoris).

Den 18. juni 2001 blev udskrevet

Den 19. juni 2001 fik om aftenen pludselige brystsmerter, og hun blev bevidstløs indbragt på skadestuen, , hvor hun trods forsøg på genoplivning afgik ved døden 45 minutter efter ankomsten til skadestuen.

Klagen
Der er klaget over følgende:

1. At ikke modtog en korrekt behandling i forbindelse med udskrivelse fra den 18. juni 2001.

Det er herved anført, at det var uforsvarligt, at udskrive en patient med en så alvorlig lidelse, som havde, blot med en ny slags piller.

2. At ikke modtog korrekt behandling i forbindelse med indlæggelsen.

Det er herved anført, at modtagelsen af var præget af en utrolig forvirring og usikkerhed. Det er endvidere anført, at skadestuen var blevet underrettet fra ambulancen om hendes alvorlige tilstand.

Nævnets afgørelse af 1. klagepunkt
har ikke overtrådt lægeloven ved hendes behandling af den 18. juni 2001 på medicinsk afdeling, .

Begrundelse
Det fremgår af journalen den 16. juni 2001, at en speciallæge samme dags aften vurderede s sygehistorie og hjertekardiogram og fandt, at der ikke var sikre forandringer i hjertekardiogrammet, som tydede på iltmangel. Speciallægen fandt ligeledes, at de første målinger af hjerteenzymer var normale. Speciallægen fandt således ikke holdepunkter for, at der var tale om blodprop i hjertet, men derimod holdepunkter for, at der var tale om anfaldsvise hjertekramper.

Nævnet kan oplyse, at de første målinger af hjerteenzymer kan vise, om der er sket skade på hjertemusklen, og om tilstanden er ustabil.

Det fremgår af journalen den 18. juni 2001, at 1. reservelæge fandt velbefindende, og at der fortsat ikke var sikre forandringer i hjertekardiogrammet, der tydede på iltmangel. var smertefri på grund af den medicinske behandling, og 1. reservelæge udskrev hende derfor til hjemmet med henblik på at afvente undersøgelsen af kranpulsåren på og med information om, at hun skulle henvende sig ved brystsmerter, hvis det ikke hjalp at indtage nitroglycerintabletter. ville ifølge journalen den 18. juni 2001 gerne udskrives til hjemmet. Det fremgår endvidere af klageskrivelsen, at blev tilbudt at blive på , indtil hun kunne komme til kranspulsåreundersøgelsen.

Nævnet kan hertil oplyse, at det er almindeligt at henvise en patient, der har været uden symptomer på hjertekrampe i cirka 1½ måned efter en ballonbehandling, til fornyet kranspulsåreundersøgelse, når patienten atter udvikler symptomer på hjertekrampe. Der vil nemlig være en høj grad af sandsynlighed for, at en af de behandlede forsnævringer er ved at forsnævre til igen. Det afhænger af de kliniske omstændigheder, hvor hurtigt og under hvilke omstændigheder dette skal finde sted.

Det fremgår endvidere af journalen den 18. juni 2001, at flere gange havde forsøgt at kontakte 1. reservelæge med henblik på en fremskyndelse af den aftalte kranspulsåreundersøgelse på . Det lykkedes således, at fremskynde undersøgelsen til foretagelse cirka 1 uge senere, den 25. juni 2001.

Nævnet kan oplyse, at det i praksis ikke er ualmindeligt, at man i tilfælde, hvor der ikke har været EKG-forandringer, som tyder på iltmangel eller enzymforandringer, som igen tyder på påvirkning af hjertemusklen, udskriver patienten i ventetiden indtil kranspulsåreundersøgelsen.

Det er nævnets opfattelse, at 1. reservelæge har foretaget et klart skøn i forbindelse med udskrivelsen og hun har endvidere taget initiativ til, at kranspulsåreundersøgelsen kunne blive foretaget indenfor en faglig forsvarlig tidsramme. var endvidere i relevant medicinsk behandling ved udskrivelsen.

Nævnet finder herefter, at 1. reservelæge har handlet i overensstemmelse med elig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 18. juni 2001.

Nævnets afgørelse af 2. klagepunkt
Læge har ikke overtrådt lægeloven ved hendes behandling af den 19. juni 2001 på skadestuen, .

Begrundelse
Det fremgår af journalen den 20. juni 2001, at om aftenen den 19. juni 2001 pludselig fik brystsmerter, som ikke kunne klares med nitroglycerin.

Det fremgår af ambulancejournalen den 19. juni 2001, at ambulancen var hos i løbet af 3 minutter, og at hun var bevidstløs med lysstive pupiller og normal hjerterytme. Hun havde dårlig vejrtrækning og var blå. Under transporten blev hun ventileret. Der blev ikke givet hjertemassage, idet der på hjertekardiogrammet var normal hjerterytme. Fra afgangen fra s adresse og indtil ankomsten på hospitalet gik der 25 minutter.

Det fremgår af journalen den 20. juni 2001, at læge fandt dybt bevidstløs, og at der havde været sekretafgang. På hjertekardiogrammet var der nu breddeøgede komplekser og en frekvens på 71 slag pr. minut. Med automatisk blodtryksmåler blev der målt et blodtryk på 130/92.

Læge har til sagen oplyst, at hun foretog hjertemassage, frembragte umiddelbare frie luftveje, og foretog intubation og ventilation. I det videre forløb var der fremdeles ingen perifer puls til trods for, at hjertet elektrisk fortsat udviste aktivitet, frekvens omkring 70 slag pr. minut. Der blev løbende givet adrenalin intravenøst. Der var vedvarende i forløbet ingen tegn på at blodet cirkulerede. Lægen konstaterede, at hjertet ikke var i stand til at pumpe blodet rundt til trods for elektrisk aktivitet i hjertet (elektromekanisk dissociation). Genoplivningsproceduren varede ca. 45 minutter.

Nævnet kan oplyse, at baggrunden for elektromekanisk dissociation oftest er en meget stor blodprop eller ruptur (venstre hovedkammer er revnet).

Nævnet finder på dette grundlag, at læge gennemførte en relevant og intensiv genoplivningsprocedure i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard. Det var således korrekt løbende at give adrenalin intravenøst.

Nævnet finder, at læge ud fra en samlet vurdering har gennemført en i henhold til almindelig faglig standard fuldt tilstrækkelig genoplivningsprocedure. På baggrund af transporttiden og patientens tilstand ved ankomsten til skadestuen er sandsynligheden for, at patienten kunne genoplives meget lille.