Klage over forkert dosis blodfortyndende medicin

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere reservelæge <****> for hendes behandling og journalføring heraf af <****> den 21. april 2000 på hjerteafdelingen, Sygehus 1, jf. lægelovens § 6 og 13, stk. 2.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere den læge, der i perioden fra den 19. til den 21. april 2000 ordinerede blodfortyndende behandling med Marcoumar til <****> på hjerteafdelingen, Sygehus 1.

Da det ikke har været muligt for Patientklagenævnet at finde frem til den pågældende læge, sendes afgørelsen til afdelingens administrerende overlæge <****>, til orientering.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere praktiserende læge <****> for hans behandling af <****> i perioden fra den 26. april til den 25. maj 2000.

 

Hændelsesforløb

, der havde en kendt hjertesygdom med utilstrækkelig hjerteklapfunktion, blev den 19. april 2000 indlagt på hjerteafdelingen på Sygehus 1. havde endvidere kendt hjerterytmeforstyrrelse (atrieflimmer), som nødvendiggjorde blodfortyndende behandling med Marcoumar. I forbindelse med indlæggelse på Sygehus 1 fra den 19. til den 21. april 2000 blev der foretaget ændring i ordinationen af den blodfortyndende behandling (Marcoumar).

Reservelæge udskrev den 21. april 2000 i velbefindende tilstand, og sendte udskrivningskort til hans egen læge .

Den 16. maj 2000 henvendte sig til læge med hudblødninger og den blodfortyndende behandling blev straks stoppet. Der blev aftalt en blodprøvekontrol en uge senere.

blev indlagt om aftenen den 19. maj 2000 med hudblødninger og et spændt, ømt hævet ben. Den blodfortyndende behandling blev under indlæggelsen ændret, og der blev derefter via Sygehus 1 ambulatorium foretaget kontrol af de blodfortyndende værdier.
blev udskrevet den 30. maj 2000, men indlagt igen dagen efter, hvor der blev konstateret hjerneblødning. Der blev foretaget akut overflytning til Sygehus 2s neurokirurgiske afdeling til behandling af hjerneblødningen.

I efterforløbet var igennem en lang genoptræningsfase, og han blev opereret for sin hjertesygdom, men havde i sommeren 2001 fortsat følger efter hjerneblødningen.

Klagen

Der er klaget over følgende:

1. at læge ikke ordinerede korrekt dosis af Marcoumar i perioden fra den 26. april til den 25. maj 2000.

2. at lægerne på Sygehus 1 ikke ordinerede korrekt dosis af Marcoumar i perioden fra den 19. til den 21. april 2000.

Nævnets afgørelse af 1. klagepunkt

Praktiserende læge har ikke overtrådt lægeloven ved sin behandling af i perioden fra den 26. april til den 25. maj 2000.

Begrundelse

Det fremgår af læge udtalelse til sagen, at han har kendt siden 1992, og at led af svær hjerteklapsygdom, som han ventede på operation for på et sygehus. Det fremgår videre af udtalelsen, at der havde været mange reguleringer i medicinen for at holde s lunger fri for vand. var - ifølge udtalelsen - i behandlingen med Marcoumar gennem flere år for at undgå blodpropper.

Det fremgår af læge s journal, at var i behandling med Marcoumar ¼ tablet dagligt i 6 dage om ugen. Endvidere fremgår det af journalen, at læge den 21. april 2000 fik svar fra hjerteafdelingen på Sygehus 1, hvoraf det fremgik, at var udskrevet i velbefindende med blandt andet medicinen Marcoumar efter skema, samt skulle gå til egen læge umiddelbart efter påske med henblik på INR-kontrol (blodprøvekontrol af den blodfortyndende behandling).

Ifølge læge s journal havde han den 25. april 2000 en snak om indlæggelse contra medicin. Han sendte blodprøver til laboratorieundersøgelse og skrev brev til om, at han skulle tage Marcoumar uændret som tidligere.

Nævnet kan oplyse, at doseringen af Marcoumar er meget individuel, og behandlingen kan være enkel, men også kompliceret på grund af stærkt svingende værdier for blodets fortyndingsgrad, uden at det er muligt at påpege årsager hertil. Behandling med Marcoumar kan yderligere være vanskelig, idet ændringer i blodets fortyndningsgrad som følge af ændret dosering først indtræder i løbet af 1 til 2 uger.

Nævnet har lagt vægt på, at udskrivningsbrevet af 21. april 2000 fra hospitalet ikke omtalte en ændring i ordinationen af Marcoumar, og at svaret på blodprøvekontrollen den 25. april 2000 var normalt, hvorfor nævnet finder, at det var i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard, at læge under disse omstændigheder fortsat ordinerede behandling, idet han var af den opfattelse, at "fortsat behandling" var ¼ tablet dagligt i 6 dage om ugen.

Det fremgår også af journalen, at den 16. maj 2000 henvendte sig til læge på grund af blå pletter, men at han ellers var velbefindende. Læge ordinerede ophør af behandlingen med Marcoumar og aftalte tid til om mandagen (den 22. maj 2000) med henblik på kontrol af INR. blev ifølge journalen instrueret via tolk om observation af eventuelt nye blødninger.

Ifølge læge s journal fra den 22. maj 2000 fandt han denne dag ud af, at der under indlæggelsen på Sygehus 1 i perioden fra den 19. til den 21. april 2000 var blevet foretaget ændringer i medicin uden, at det fremgik af udskrivningskortet.

Det er nævnets opfattelse, at hos en patient, der igennem lang tid har været behandlet med samme mængde blodfortyndende medicin, og hvor blodets fortyndningsgrad kun har varieret minimalt, er det i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard i tilfælde af uvarslet blå mærker at holde pause i behandlingen og umiddelbart efter foretage kontrol.

På denne baggrund finder nævnet samlet, at læge behandlede i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard i perioden fra den 26. april til den 25. maj 2000.

Nævnets afgørelse af 2. klagepunkt

Reservelæge har overtrådt lægelovens § 6 ved sit udskrivningsbrev af 21. april 2000 til egen læge, idet hun ikke anførte, hvilket dosis Marcoumar han blev udskrevet med.

Reservelæge har overtrådt lægelovens § 13, stk. 2. ved sin manglende journalføring af ændringen i den blodfortyndende behandling ved udskrivelsen af den 21. april 2000 på hjerteafdelingen, Sygehus 1.

Den læge, der i perioden fra den 19. til den 21. april 2000 ordinerede blodfortyndende behandling med Marcoumar til på hjertemedicinsk afdeling, Sygehus 1 har ikke overtrådt lægeloven. Da det ikke har været muligt for Patientklagenævnet at finde frem til den pågældende læge, sendes afgørelsen til afdelingens administrerende overlæge til orientering.

Begrundelse

Det fremgår af administrerende overlæge s udtalelse til sagen, at det originale journalmateriale er bortkommet, og at det trods ihærdig eftersøgning ikke har kunnet fremskaffes. Man har imidlertid fremskaffet en elektronisk udskrift af patientmaterialet, samt elektronisk udhentede laboratorieværdier.

Ifølge den elektroniske journal blev indlagt den 19. april 2000 kl 19.30 af vagtlægen til observation på grund af mistanke om blodprop i hjertet (myokardieinfarkt). Der blev ikke anført noget af læge ved indlæggelsen i feltet om medicin. Dagen efter (den 20. april 2000) foretog reservelæge en undersøgelse af og ordinerede blandt andet - ifølge den elektroniske journal - fortsættelse med den vanlige medicin. Den 21. april 2000 blev udskrevet af reservelæge i henhold til epikrise. Af epikrisen fremgår det blandt andet, at blev udskrevet i velbefindende med blandt andet medicinen Marcoumar efter skema, samt at skulle gå til egen læge umiddelbart efter påske (det vil sige efter den 24. april 2000) med henblik på INR-kontrol.

Ifølge reservelæge s udtalelse til sagen udskrev hun den 21. april 2000 i velbefindende tilstand, og der forelå på daværende tidspunkt INR på 1,8, hvilket betød, at ikke var sufficient antikoaguleret. Der blev derfor foretaget ændringer i Marcoumarbehandlingen fra ¼ tablet dagligt til 1 ¼ tablet dagligt i tre dag, hvorefter blev anmodet om at få foretaget INR kontrol hos egen læge. Reservelæge anfører videre, at da journalmaterialet som bekendt er bortkommet, kan det ikke dokumenteres, hvilken læge der konkret har foretaget den egentlige Marcoumarordination.

Nævnet har noteret sig, at det af det fremsendte journalmateriale ikke fremgår, hvem der ordinerede den øgede dosis af den blodfortyndende medicin Marcoumar, men reservelæge havde - ifølge sin udtalelse til sagen - kendskab til dosisøgningen af Marcoumar. Nævnet finder, at reservelæge burde have anført denne ændring i den blodfortyndende behandling i såvel det afsluttende journalnotat, som i udskrivningskortet til egen læge, eller medsendt et medicinskema, hvoraf den aktuelle Marcoumardosering fremgik og resultat af de seneste INR-målinger til vejledning af den praktiserende læge.

Nævnet finder derfor, at reservelæge har overtrådt lægelovens § 13, stk. 2 ved ikke at have journalført dosisøgningen i det afsluttende journalnotat og overtrådt lægelovens § 6 ved ikke at anføre dette i udskrivningsbrevet til egen læge.

Nævnet finder, at selve ordinationen på 1 ¼ tablet Marcoumar i 3 dage og herefter blodprøvekontrol var i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard. Nævnet finder derfor ikke anledning til at kritisere den læge, som ordinerede dette.