Klage over manglende indikation for akut operation af forsnævring af rygmarvskanalen

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere overlæge <****> for hans behandling af <****> i perioden fra den 22. marts til den 2. april 2001 på ortopædkirurgisk afdeling, <****>.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere afdelingslæge <****> for hans behandling af <****> den 31. marts 2001 på neurokirurgisk afdeling, <****>.

 

Hændelsesforløb

blev den 22. marts 2001 akut indlagt på ortopædkirurgisk afdeling, , efter at være faldet 3 meter ned ad en trappe og havde slået nakke, ryg og venstre skulder.

Af skadestuenotatet fremgår, at klagede over smerter i nakke, ryg og venstre skulder, og at der var mistanke om brud af halshvirvelsøjlen, eventuelt af bryst- eller lændehvirvelsøjlen, og af venstre skulderblad. Der blev anlagt halskrave og givet smertestillende medicin (morfin). På skadestuen og ved indlæggelsen viste den objektive undersøgelse ikke tegn på beskadigelse af nervesystemet. Ved indlæggelsen blev der i journalen beskrevet udstrålende smerter fra nakke til fingre på begge sider. En røntgenundersøgelse af ryghvirvelsøjlen, venstre skulder, brystkassen og bækkenet viste ikke tegn på brud.

Den 23. marts 2001 blev det noteret i journalen, at føleforstyrrelserne i fingrene klart var aftagende. Dagen efter blev det noteret, at var mobiliseret, men havde brug for en del hjælp. Under indlæggelsen var han fortsat plaget af smerter, og den 26. marts 2001 havde han mærket jag af smerter. Undersøgelsen viste normal følsomhed af og god kraft i begge arme.

Den 31. marts 2001 havde tiltagende styringsbesvær og føleforstyrrelser ned i begge arme, værst på højre side. Der blev ordineret neurokirurgisk tilsyn.

Afdelingslæge , neurokirurgisk afdeling, kunne ved sin undersøgelse ikke vurdere bevægeligheden i halshvirvelsøjlen på grund af smerter. Der var diffus nedsat kraft i hele højre arm og reflekserne på højre arm var afsvækket i forhold til venstre arm. Afdelingslæge vurderede, at symptomerne var forårsaget af en nerverodspåvirkning, men også kunne være smertebetingede. Han fandt indikation for en CT-scanning, men skønnede, at de beskedne objektive fund ikke afgav indikation for akut undersøgelse, og han anbefalede, at undersøgelsen blev foretaget snarest muligt.

CT-scanningen af halshvirvelsøjlen blev udført mandag den 2. april 2001. Der blev samme dag foretaget en MR-scanning, som viste afklemning af rygmarven i halshvirvelsøjlen. blev tilbudt operation, som han accepterede næste dag, hvor operationen blev foretaget. Han havde på det tidspunkt nedsat funktion af begge arme og af højre ben i et sådant omfang, at han ikke kunne gå.

Klagen

Der er klaget over følgende:

1. at under indlæggelsen på ortopædkirurgisk afdeling, , ikke blev undersøgt tilstrækkeligt. blev først undersøgt af en neurolog efter 10 dages indlæggelse, hvor han havde lammelser i begge hænder og arme.

2. at scanningen, som afdelingslæge , neurokirurgisk afdeling, , beordrede, først blev foretaget 2 dage senere.

Nævnets afgørelse af 1. klagepunkt

Overlæge , ortopædkirurgisk afdeling, , har ikke overtrådt lægeloven ved sin behandling af i perioden fra den 22. marts til den 2. april 2001.

Begrundelse

Nævnet kan oplyse, at tilskadekomne defineres som multitraumepatienter efter internationale rekommandationer. Modtages en patient som multitraumepatient vil dette ofte indebære, at der foretages undersøgelser, specielt røntgenundersøgelser, efter fastlagte retningslinier, hvori altid indgår relevant undersøgelse af hvirvelsøjlen. Det foreliggende sygdomsbillede illustrerer en sjælden tilstand, hvor en allerede tilstedeværende lidelse bliver symptomgivende efter et traume.

Af journalen fremgår, at blev modtaget og undersøgt som multitraumepatient. Dette indebar røntgenundersøgelser af rygsøjlen inklusiv halsen. Der blev ikke fundet tegn på brud eller ledskred, men degenerative forandringer. Der var således ikke mistanke om en tilstand, der krævede neurokirurgisk intervention.

Der var ifølge journalen fremgang i de efterfølgende dage, dog var der fortsat nakkesmerter. Der blev planlagt røntgenundersøgelse af nakken med optagelse under foroverbøjning og bagoverbøjning af hovedet (funktionsundersøgelse). Denne blev planlagt 14 dage frem i tiden, hvilket nævnet kan oplyse, er i overensstemmelse med almindelig praksis, idet man ofte ikke vil opnå tilfredsstillende bevægemønster i de første uger, mens smerterne er værst.

Af journalen fremgår endvidere, at der blev ordineret tilsyn fra neurokirurgisk afdeling, da tilstanden subjektivt ændrede sig.

Af udtalelse af 11. juni 2001 fra overlæge fremgår, at i forløbet blev set af en lang række læger men var indlagt i et særligt afsnit, hvor overlæge havde det overordnede ansvar for behandling og diagnostik.

Nævnet finder på denne baggrund ikke grundlag for at fastslå, at overlæge har udvist manglende omhu og samvittighedsfuldhed ved sin behandling af .

Nævnets afgørelse af 2. klagepunkt

Afdelingslæge , neurokirurgisk afdeling, , har ikke overtrådt lægeloven ved sin behandling af den 31. marts 2001.

Begrundelse

Den 31. marts 2001 blev der bestilt neurokirurgisk tilsyn, da der blev observeret tiltagende styringsbesvær og fornemmelser i armene. Dette tilsyn blev foretaget samme dag. Ved undersøgelse af fandt afdelingslæge ifølge journalen, at der var diffus nedsat kraft af hele højre arm og svækket refleks svarende til højre albue på strækkesiden. Der var varierende angivelser af følesansen på højre arm. Reflekserne i benene var normale.

Af journalen fremgår desuden, at afdelingslæge ordinerede CT-scanning på baggrund af fundene for at udelukke brud på nakkehvirvlerne. Denne blev udført den 2. april 2001, og der blev suppleret med en MR-scanning. MR-scanningen viste rygradsforsnævring i nakkedelen, og blev tilbudt operation den næste dag.

frembød efter sit ulykkestilfælde tegn på følger efter afklemning af rygmarven (central medullær contusion). Nævnet kan oplyse, at denne tilstand er karakteriseret ved smerter og eventuelt lammelser, der er mest udtalt i armene og specielt i hænderne. Tilstanden ses især hos ældre personer med en forudbestående forsnævring af rygradskanalen i forbindelse med vrid af nakken.

Ved afdelingslæge s undersøgelse af den 31. marts 2001 var der efter nævnets opfattelse ikke tegn på en akut behandlingskrævende tilstand, især ikke på baggrund af den normale røntgenundersøgelse af nakken. Der var ikke tegn på rygmarvspåvirkning udover den ovenfor nævnte tilstand. Der var lette tegn på tryk på en nerverod til højre arm, hvilket foranledigede CT-scanning. Denne viste ikke noget betydende brud og gav ikke grundlag for yderligere behandling. Den supplerende MR-scanning viste rygradsforsnævring.

Nævnet kan oplyse, at der ikke er enighed om, hvorvidt der er effekt af en akut operation ved denne type rygmarvsskader. Muligheden for bedring ved operation blev også forelagt som værende beskeden (ca. 50%). En fremskyndet diagnostik ville efter nævnets opfattelse ikke have ændret udfaldet af s tilstand.

Nævnet finder på baggrund af ovenstående ikke grundlag for at fastslå, at afdelingslæge har handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved ikke at ordinere akut scanning af .