Klage over information ved første undersøgelse i kommunal tandpleje

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere specialtandlæge <****> for hendes behandling af <****> i perioden fra den 8. april 1999 til den 3. maj 2001 i <****> <****>.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere specialtandlæge <****> for hendes information til <****> og hendes forældre i forbindelse med behandlingen i perioden fra den 8. april 1999 til den 3. maj 2001 i <****> <****>.

Hændelsesforløb

, der dengang var 12 år, blev den 8. april 1999 undersøgt af specialtandlæge , , med henblik på eventuel tandreguleringsbehandling. Det blev tillige foretaget undersøgelser den 18. maj 2000 og den 3. maj 2001. Ved sidste konsultation blev det aftalt, at næste konsultation skulle finde sted i maj 2002.

Den 24. september 2001 kontaktede moderen specialtandlæge med ønsket om, at hendes datter nu skulle påbegynde tandretning.

Ved konsultation den 23. oktober 2001, hvor moderen var til stede, konkluderede specialtandlæge , at tandstillingsfejlen bestod i en let trangstilling på fortænderne i overkæben, og at der ikke kunne tilbydes tandretning i kommunalt regi.

Denne beslutning blev fastholdt ved en konsultation den 26. oktober 2001, hvor også overtandlæge Marianne Pedersen deltog.

Klagen

Der er klaget over følgende:

1. At der i forbindelse med den 1. visitation ikke blev informeret om, at fortændernes fejlstilling alene aldrig kunne være indikation for tandretning.

2. At tandlægerne skønnede, at det var nødvendigt at observere udviklingen indtil oktober 2001, hvor det blev meddelt, at der ikke var indikation for tandreguleringsbehandling.

Nævnets afgørelse af 1. og 2. klagepunkt

Specialtandlæge har ikke overtrådt tandlægeloven ved sin behandling af .

Specialtandlæge har ikke overtrådt lov om patienters retsstilling ved sin information til og hendes forældre.

Begrundelse

I forbindelse med undersøgelsen den 8. april 1999 blev det i journalen anført, at tandstillingen skulle observeres fremover. Ved konsultationer henholdsvis den 18. maj 2000 og den 3. maj 2001 blev tandstillingen ligeledes fulgt. Først ved konsultationen den 23. oktober 2001 var det muligt at fremkomme med den endelige vurdering af muligheden for tandreguleringsbehandling i kommunalt regi.

Nævnet kan oplyse, at i henhold til Sundhedsministeriets bekendtgørelse har den ortodontiske visitation til hensigt at diagnosticere tandstillingsfejl, der er behæftet med risici, at oplyse børn og forældre herom samt at vurdere, om der er en faglig begrundelse for at foretage tandreguleringsbehandling.

Det er nævnets vurdering, at de gennemførte undersøgelser blev foretaget rettidigt.

Resultatet af de enkelte visitationer blev meddelt hjemmet i skriftlig form efter hver tandreguleringsvisitation.

Det er nævnets vurdering, at hjemmet dermed haft har anledning til og mulighed for på disse tidspunkter at drøfte afgørelserne med specialtandlægen.

På baggrund af det foreliggende materiale er det videre nævnets vurdering, at der var tale om, at en mindre tandstillingsfejl skulle observeres. Specialtandlæge kunne ved konsultationerne forud for den 23. oktober 2001 ikke med sikkerhed tage stilling til, om der blev plads til overkæbens for - og hjørnetænder, idet der var tale om et sent tandskifte.

Nævnet kan oplyse, at i henhold til Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 205 af 22. marts 2001 om tandpleje med bilag om regler for ortodontivisitation og ortodontiindikationer skal den kommunale børne- og ungdomstandpleje omfatte behandling af anomalier, læsioner og sygdomme i tand-, mund-, og kæberegionen og tandregulering i overensstemmelse med de i bilaget til bekendtgørelsen angivne regler for ortodontivisitation og ortodontiindikationer. Risiko for psykosocial belastning indebærer i denne sammenhæng, at personens udseende afviger i en sådan grad, at det må anses for invaliderende. Der er bred enighed om, at ansigtsdeformiteter som f.eks. læbespalte er invaliderende, og disse bliver derfor altid behandlet her i landet. Imidlertid opfattes også visse tandstillingsfejl af befolkningen som så grelle, at de tangerer begrebet invaliderende. Der er her tale om variationer, der ligger så langt ud over den normale variation, at det medfører konstant drilleri, mobning og mindreværdskomplekser blandt børn og lav selvværdsfølelse blandt voksne i forbindelse med daglig social kontakt (f.eks. ved jobsøgning). Der er dokumentation for, at ekstremt overbid og udpræget trangstilling, især af fortænder og hjørnetænder i overkæben, og endvidere underbid samt udpræget spredtstilling af overkæbens fortænder, f.eks. i tilfælde af manglende anlæg af blivende fortænder kan medføre psykosociale belastninger af den nævnte karakter.

Videre er det nævnets vurdering, at specialtandlæge i forbindelse med konsultationen den 23. oktober 2001 kunne vurdere forholdene endeligt, idet tandskiftet nu var tilstrækkeligt fremskredet. Specialtandlæge fandt, at der ikke var indikation for tandregulering i kommunalt regi.

På baggrund af de foreliggende studiemodeller er det nævnets vurdering, at ’s tandstilling ikke indebar nogen risiko aktuelt eller på sigt, samt at tandstillingen i overkæbens frontregion kosmetisk set faldt indenfor normalvariationen.

Forældrene har anført, at der i forbindelse med den 1. visitation ikke blev informeret om, at fortændernes fejlstilling alene aldrig kunne være indikation for tandretning.

Nævnet kan oplyse, at der ikke eksisterer faste regler for, at man tidligt i et observationsforløb specifikt informerer hjemmet om, at en bestemt afvigelse ikke vil blive korrigeret, så længe vækstforhold og pladsforhold ikke kan vurderes med sikkerhed. Derimod er det praksis, at man først orienterer barn og forældre i det øjeblik, hvor der kan tages endelig stilling til behandling eller ej, idet der i et observations - og udviklingsforløb kan opstå positive eller negative forandringer, der kan få afgørende betydning for den endelige vurderings udfald. Disse forhold skal desuden ses i sammenhæng med, at den enkelte kommune i givet fald tilbyder tandreguleringsbehandling på det for behandlingen gunstigste tidspunkt for så vidt, der er en faglig begrundelse for at foretage tandreguleringsbehandling.

Sammenfattende finder nævnet ikke anledning til kritik af specialtandlæge for de foretagne undersøgelser og den givne information.