Klage over tvangsmedicinering, tvangsernæring, tvangsfiksering og indgivelse af beroligende medicin

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn i den 14. september 2001 om tvangsmedicinering, tvangsernæring, indgivelse af beroligende medicin og tvangsfiksering af på psykiatrisk afdeling i .Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer dog afgørelsen for så vidt angår anlæggelsen af håndremme den 4. september 2001.

Sagsnummer:

0232001

Offentliggørelsesdato:

20. april 2002

Speciale:

Psykiatri

Faggruppe:

Læger

Type:

Behandling

Kategori:

Vejledende og principielle afgørelser (før 1/1-2011)

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn i <****> den 14. september 2001 om tvangsmedicinering, tvangsernæring, indgivelse af beroligende medicin og tvangsfiksering af <****> på psykiatrisk afdeling i <****>.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer dog afgørelsen for så vidt angår anlæggelsen af håndremme den 4. september 2001.

er en nu 24-årig kvinde, der er født med læbeganespalte og for nylig har fået konstateret mulig epilepsi. Hun har været psykisk syg siden 1992. I perioden 1992-1999 har hun været indlagt gentagne gange på psykiatrisk afdeling i og i . Diagnosen var i starten af forløbet nervøs spisevægring (anorexia nervosa), senere blev diagnosen skizofreni, idet der dog fortsat også i perioder var spiseforstyrrelser.

Siden seneste indlæggelse i 1999 og indtil kort før aktuelle indlæggelse havde været forholdsvis velbehandlet med det antipsykotiske middel Leponex (clozapin). Dette middel havde imidlertid medført en vis vægtstigning, hvorfor hun var ophørt med det en uges tid før aktuelle indlæggelse.

Aktuelt blev den 22. august 2001 frivilligt indlagt på psykiatrisk afdeling i , idet hun forud for indlæggelsen - efter ophør med Leponex - var blevet tiltagende psykotisk, herunder generet af kommanderende hørehallucinationer, der sagde, at hun ikke duede og skulle gøre noget ved sig selv. Ved indlæggelsen og i tiden derefter virkede psykotisk, præget af ringe kontakt til omgivelserne, nærmest konstant hørehallucineret, synshallucineret (så blod, der løb ned ad væggene), angstpræget, koncentrationsbesværet og forpint af tilstanden. Hun var bange for at spise, muligvis på psykotisk grundlag, og spiste og drak også under indlæggelsens første del kun sparsomt.

Den 27. august 2001 skar sig 2 gange i armen, og den 29. august 2001 blev hun vurderet som svært selvmordsfarlig. Den 30. august 2001 fremtrådte hun fortsat som ovenfor beskrevet, og var således fortsat selvbeskadigende og selvmordsfarlig og blev i forbindelse med injektion af beroligende medicin svært aggressiv, hvorfor hun blev tvangsfikseret med mavebælte og remme kl. 3.10. Begrundelsen i tvangsprotokol var "forulempelse". Under den fortsatte tvangsfiksering blev løbende vurderet farlig for sig selv og var jævnligt selvbeskadigende trods fikseringen. Remme blev anvendt intermitterende (regelmæssigt tilbagevendende) som supplement til mavebæltet, hver gang fordi hun var selvbeskadigende trods mavebæltet. Remme blev således anvendt den 30. august frem til kl. 6.30, 30. august kl. 22.50 til 31. august kl. 10.20, 1. september kl. 12.10 til kl. 19.00 og 4. september kl. 19.30 til 5. september 2001 kl. 19.50; ved de 3 sidste anvendelser af remme var begrundelsen ifølge tvangsprotokollen "farlighed"; ved den seneste anvendelse af remme blev der på tvangsprotokollen ikke kvitteret for overlægens tiltrædelse.

I forbindelse med tvangsfikseringen og under denne blev der flere gange givet beroligende injektioner mod s vilje. Den 30. august 2001 blev der således kl. 3.10 givet injektion Stesolid 10 mg i.m., kl. 3.40 blev der givet injektion Cisordinol 10 mg i.m., hvilket blev gentaget kl. 22.45. Den 1. september 2001 blev der kl. 12.10 givet injektion Stesolid 10 mg i.m. og kl. 12.20 givet injektion Cisordinol Acutard 75 mg i.m.. Den 4. september 2001 blev der kl. 19.30 givet injektion Cisordinol Acutard 100 mg i.m.

Fra indlæggelsestidspunktet blev løbende søgt motiveret for at genoptage den antipsykotiske medikamentelle behandling, men hun modsatte sig vedvarende dette. Hun blev konkret foreslået behandling med et af de antipsykotiske midler Leponex, Cisordinol eller Seroquel. Der blev besluttet tvangsbehandling den 5. september 2001, altså efter ca. 2 ugers indlæggelse og motiveringsforsøg. Tvangsbehandling skulle ifølge protokol ske med injektion Cisordinol, alternativt tablet Seroquel. Af journal fremgik dog, at man, så snart ville medvirke til det, ville overgå til peroral tvangsbehandling. I tvangsprotokollen blev der ikke anført dosering, men andetsteds fremgik, at injektion Cisordinol skulle gives i doseringen 10 til 50 mg dagligt og tablet Seroquel i doseringen 50 til 750 mg dagligt. ønskede at klage over beslutningen, og klagen blev tillagt opsættende virkning.

Den 12. september 2001 havde stort set intet drukket i en uge (under en halv liter pr. døgn). Hun havde under indlæggelsen indtil da tabt 8 kg og var begyndende dehydreret (væskemangel). På denne baggrund blev der den 12. september 2001 besluttet tvangsbehandling med væske tilført gennem blodåre. Der kunne som tvang anvendes venflon (dropnål), væske, eventuelt hånd- og fodremme. Indikationen var fare for s liv og helbred. klage over denne tvangsbehandling blev ikke tillagt opsættende virkning.

Klagen over tvangsmedicinering, tvangsbehandling, tvangsfiksering og indgivelserne af beroligende medicin blev herefter den 14. september 2001 behandlet i Det Psykiatriske Patientklagenævn i . Nævnet godkendte samtlige tvangsforanstaltninger. Medikamentel tvangsbehandling blev herefter iværksat den 14. september 2001 med injektion Cisordinol 10 mg i.m.

Vedrørende tvangsbehandling med antipsykotisk medicin:

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle hende, da udsigten til hendes helbredelse eller en betydelig afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har lagt vægt på, at hun befandt sig i en psykotisk tilstand præget af høre- og synshallucinationer, angst, forpinthed, selvbeskadigelse og spise- og drikkevægring.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har lagt vægt på, at gennem ca. 2 uger blev forsøgt motiveret for frivillig behandling, før beslutning om tvangsmedicinering blev truffet. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at hun tidligere havde modtaget antipsykotisk medicin med god effekt på tilstanden. Endelig har nævnet lagt vægt på, at om end der ifølge tvangsprotokollen blev besluttet tvangsbehandling primært med injektionsbehandling, så orienterede man om, at hun kunne starte med peroral (tablet) behandling, såfremt hun ønskede dette.

Betingelserne for tvangsbehandling med antipsykotisk medicin var således opfyldt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at behandlingen opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger. Nævnet har lagt vægt på, at Seroquel er et i Danmark nyligt markedsført antipsykotisk middel, hvis anvendelse er hastigt stigende. Det har i lang tid været anvendt i andre lande og må således siges at være vel afprøvet, og med hensyn til bivirkninger ser det ud til at have en gunstig profil frem for alternativer, specielt synes det kun i beskedent omfang at give anledning til vægtstigning, hvilket efter nævnets opfattelse er af betydning i dette konkrete tilfælde. Den anførte dosering er almindelig. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at Cisordinol er et almindeligt anvendt og vel afprøvet antipsykotisk lægemiddel, ligesom den besluttede dosering er sædvanlig.

Vedrørende tvangsbehandling med væske:

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder som ovenfor anført efter en samlet vurdering, at var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle hende, da udsigten til hendes helbredelse eller en betydelig afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har lagt vægt på, at hun befandt sig i en psykotisk tilstand, hvor hun hørte stemmer, som bl.a. forbød hende at spise og drikke.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har lagt vægt på, at det blev forsøgt at motivere for frivillig indtagelse af føde herunder væske, og at hun på det tidspunkt, hvor der blev besluttet tvangsbehandling med væske stort set intet havde drukket i en uge, hvilket almindeligvis er livstruende. Af samme grund finder nævnet det berettiget, at s klage ikke blev tillagt opsættende virkning. Med baggrund i s tilstand, herunder at hun var urolig og ofte selvbeskadigende, finder nævnet det endvidere berettiget, at man vurderede, at der kunne blive brug for anvendelse af remme i forbindelse med væskeindgiften.

Betingelserne for tvangsbehandlingen med væske var således opfyldt.

Vedrørende tvangsfiksering, herunder anlæggelse af hånd- og fodremme:

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at betingelserne for at tvangsfiksere i perioden fra den 30. august til afgørelsen af 14. september 2001 i Det Psykiatriske Patientklagenævn i var opfyldt, idet der var en nærliggende fare for, at hun selv eller andre ville lide skade på legeme eller helbred. Nævnet har lagt vægt på, at hun forud for fikseringen havde været alvorligt selvbeskadigende og aggressiv over for personalet.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at tvangsfikseringen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har lagt vægt på, at man forinden fiksering med bælte forgæves havde forsøgt at berolige ved at indgive en beroligende injektion, men at hun i den forbindelse blev svært aggressiv.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at udstrækningen af tvangsfikseringen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har lagt vægt på, at det løbende er beskrevet i journalen, at fortsat var meget urolig med trusler om selvbeskadigelse. Nævnet bemærker dog, at begrundelsen for tvangsfikseringen burde have været farlighed og ikke forulempelse.

Anvendelsen af remme var efter nævnets opfattelse ikke i strid med mindste middels princippet, idet var i stand til at skade sig selv trods mavebæltet.

Nævnet underkender dog beslutningen om anlæggelse af håndremme den 4. september 2001, idet det hverken af journalen eller sagens materiale i øvrigt fremgår, at denne blev tiltrådt af en overlæge. Nævnet kan oplyse, at det af psykiatrilovens § 15 stk. 2 fremgår, at beslutning om, at der foruden bælte skal anvendes hånd- og fodremme, skal træffes af overlægen.

Vedrørende indgivelse af beroligende medicin:

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at betingelserne for at indgive beroligende medicin henholdsvis den 30. august 2001 kl. 3.10, kl. 3.40, kl. 22.45, den 1. september 2001 kl. 12.10, kl. 12.20 og den 4. september 2001 kl. 19.30 var opfyldt, idet det var nødvendigt at bringe til ro med henblik på bedring af hendes tilstand.

Nævnet har lagt vægt på, at hun ifølge journalen forud for indgivelsen den 30. august 2001 kl. 3.10 var tiltagende urolig, og at man vurderede, at der var fare for delir og selvbeskadigende handling. Samme dag kl. 3.40 havde der ikke været effekt af den tidligere injektion, og kl. 22.45 var hun atter kørt op og havde en aggressiv og selvbeskadigende adfærd. Den 1. september 2001 kl. 12.10 var hun ifølge journalen grådlabil, dog ikke urolig, men suicidaltruet, og at der var risiko for, at hun ville snitte sig selv. Kl. 12.20 var hun meget urolig. Den 4. september 2001 kl. 19.30 var hun urolig og tiltagende selvbeskadigende.

Nævnet kan oplyse, at det som udgangspunkt vil være mindre indgribende at forsøge at tale en tvangsfikseret patient til ro eller tilbyde beroligende medicin til frivillig indtagelse fremfor straks at indgive denne, men at der kan opstå akutte situationer, hvor indgivelse af beroligende medicin uden videre kan være i orden.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at indgivelsen af beroligende medicin i disse konkrete tilfælde opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har lagt vægt på, at var selvbeskadigende, uden sygdomsindsigt, styret af stemmer, der fravalgte medicin, og ude af stand til at samarbejde. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at hun – med undtagelse af den første indgivelse af beroligende medicin - var tvangsfikseret, hvorfor indgivelsen kunne være med til at afkorte udstrækningen af fikseringen. For så vidt angår indgivelsen af beroligende medicin den 30. august 2001 kl. 3.10 og 3.40 har nævnet desuden lagt vægt på, at var i risiko for at udvikle delir, og vedrørende indgivelsen samme dag kl. 22.45, at man forinden forgæves havde forsøgt at tilbyde hende beroligende medicin til frivillig indtagelse.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan på denne baggrund tiltræde den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn i den 14. september 2001 om tvangsmedicinering, tvangsernæring, indgivelse af beroligende medicin og tvangsfiksering af .