Psykiatriske ankesager

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn i <****> den 11. september 2001 om tvangsfiksering, indgivelse af beroligende medicin og tvangsbehandling af <****> på psykiatrisk afdeling, <****>.

er en nu 35-årig mand. Han blev i 1988 idømt en fængselsstraf for ulovlig tvang og blufærdighedskrænkelse og synes i forløbet af den efterfølgende afsoning at have udviklet en sindssygdom præget af vrangforestillinger om, at han grundet førnævnte kriminalitet er blevet chikaneret, forfulgt af rockere samt telefonaflyttet.

Fra 1992 har periodisk, via praktiserende speciallæge i psykiatri, været behandlet og herunder søgt motiveret for behandling med antipsykotisk medicin for formodede eller manifeste vrangforestillinger af forfølgelseskarakter. I 1995 blev han under indtrykket af en sindssygdom præget af vrangforestillinger ambulant behandlet på psykiatrisk afdeling i , og i 1997 blev han samme steds i forbindelse med pensionsvurdering vurderet som lidende af en paranoid psykotisk tilstand.

Ved fornyet henvisning i 1999 til psykiatrisk afdeling blev fundet uændret præget af en sindssygdom med vrangforestillinger, men var hverken herunder eller under en kortvarig indlæggelse i maj 2000, motiveret for behandling. I efteråret 2000 blev han ved en mentalundersøgelse – tilrådet af Retslægerådet – fundet lidende af en paranoid psykose og blev den 12. februar 2001 dømt til psykiatrisk behandling. har herefter flere gange i februar og marts samt august 2001 været indlagt på psykiatrisk afdeling, hvorunder han har været præget af sin sindssygdom med vrangforestillinger, men uden at det har lykkes mere stabilt at motivere ham for behandling med antipsykotisk medicin. Han har et misbrug af angstdæmpende medicin af Stesolidtype samt Hash.

Aktuelt blev indlagt den 21. august 2001 på psykiatrisk afdeling i , idet han i forbindelse med en ambulant kontrol på baggrund af behandlingsdommen fremtrådte affektspændt og udtalt truende i forhold til sin tidligere samlever. Den 28. august 2001 blev han overflyttet til vurdering på på grund af en hjertesygdom, hvorfra han blev tilbageflyttet dagen efter. Det fremgår at han ved tilbageflytningen følte sig utryg og delvist fejlbehandlet på den somatiske afdeling.

Den 30. august 2001 blev beskrevet som tiltagende opkørt, truende over for den tidligere samlever og i forbindelse med nægtelse af udgang, yderligere truende overfor såvel den tidligere samlever som tilstedeværende personale. Han blev forgæves forsøgt talt til ro, men ødelagde afdelingens indbo og fremkom med fortsatte trusler, hvorfor han den 31. august 2001 kl. 1.00 bæltefikseres med bælte og en enkelt hånd- og fodrem. I forbindelse med bæltefikseringen blev der givet beroligende medicin i form af Nozinan 100 mg. Fodremmen blev løsnet efter 2 timers forløb, og bæltefikseringen blev ophævet samme dag kl. ca. 13.

Samme dag blev der truffet beslutning om tvangsbehandling med mixtur Serenase 2-5 mg, alternativt injektion Serenase 5-15 mg x 2 dagligt.

klagede over beslutningen om tvangsbehandling, tvangsfiksering og indgivelse af beroligende medicin til Det Psykiatriske Patientklagenævn i . Klagen vedrørende tvangsbehandlingen blev tillagt opsættende virkning.

Klagen blev herefter behandlet den 11. september 2001. Nævnet godkendte beslutningen om tvangsfiksering, indgivelsen af beroligende medicin og beslutningen om tvangsbehandling.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at betingelserne for at tvangsfiksere den 31. august 2001 var opfyldt, idet der var en nærliggende fare for, at han selv eller andre ville lide skade på legeme eller helbred. Nævnet har lagt vægt på, at han umiddelbart forud for fikseringen var tiltagende opkørt, smadrede et bord, var truende og blev vurderet for farlig.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at tvangsfikseringen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har lagt vægt på, at man forinden fiksering med bælte forgæves havde forsøgt at tale til ro, ligesom man havde tilbudt ham en beroligende injektion, hvilket han havde afvist. Nævnet har for så vidt angår anlæggelsen af hånd- og fodremme lagt vægt på, at disse blev anlagt på grund af, at slog og sparkede voldsomt, og for at forhindre, at han vred sig ud af bæltet, idet han var meget tynd og samtidig meget urolig.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at udstrækningen af tvangsfikseringen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har lagt vægt på, at den ene håndrem og den ene fodrem blev fjernet efter ca. 1 time og 12 minutter, mens den anden håndrem og den anden fodrem blev fjernet efter 2 timer 22 minutter, da var faldet lidt mere til ro, ligesom bæltefikseringen blev ophævet efter 12 timer, da man fandt, at han var faldet tilstrækkelig til ro.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at betingelserne for at indgive beroligende medicin den 31. august 2001 var opfyldt, idet det var nødvendigt at bringe til ro med henblik på bedring af hans tilstand. Nævnet har lagt vægt på, at han ifølge journalen var fortsat opkørt efter ½ times bæltefiksering, ligesom det på grund af hans hjertesygdom var vigtigt at bringe ham til ro.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at indgivelsen af beroligende medicin opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har lagt vægt på, at man forinden havde forsøgt at tilbyde beroligende medicin til frivillig indtagelse. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at indgivelsen af beroligende medicin skete under en bæltefiksering og således var egnet til forkorte varigheden heraf.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, da udsigten til hans helbredelse eller en betydelig afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har lagt vægt på, at han befandt sig i en psykotisk tilstand præget af vrangforestillinger af forfølgelseskarakter.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har på baggrund af udtalelsen fra den konstituerede overlæge af 4. februar 2002 og journalnotatet af 24. august 2001 lagt til grund, at blev forsøgt motiveret for frivillig behandling gennem ca. 10 dage, før beslutning om tvangsmedicinering blev truffet. Nævnet bemærker dog, at det hverken af journalen eller kardex konkret fremgår, at man kontinuerligt har forsøgt at motivere for frivillig antipsykotisk behandling. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det ikke havde været muligt at indgå en behandlingsalliance med ham, og at det ville være utilstrækkeligt at behandle hans tilstand uden anvendelse af antipsykotisk medicin. Endelig har nævnet lagt vægt på, at der primært blev besluttet behandling med mixtur og sekundært med injektion.

Betingelserne for tvangsbehandling var således opfyldt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at behandlingen opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger.

Nævnet har lagt vægt på, at Serenase er et almindeligt anvendt og vel afprøvet antipsykotisk lægemiddel, ligesom den besluttede dosering er sædvanlig. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at man valgte at tvangsmedicinere med præparatet Serenase, idet dette kun i ringe grad påvirker kredsløbet.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan på denne baggrund tiltræde den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn i den 11. september 2001 vedrørende tvangsfiksering, indgivelse af beroligende medicin og tvangsbehandling af på .