Klage over tvangsbehandling, b. a. med Cisordinal Acutard

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn i <****> den 7. februar 2002 om tvangsbehandling af <****> på <****>.

er en nu 49-årig kvinde, som er uddannet pædagog. Hun har tidligere været gift og har 2 børn, der blev tvangsfjernet først i 80erne.

har tidligere været indlagt på psykiatrisk afdeling i i 1986 og i i 1994. Under den seneste indlæggelse blev hun tvangsbehandlet med antipsykotisk virkende medicin Cisordinol, hvilket ifølge hospitalets oplysninger medførte en bedring af tilstanden. På det seneste har været uden fast bolig, men har boet i hytter og på campingpladser.

Aktuelt blev den 11. januar 2002 tvangsindlagt på behandlingsindikation på efter at hun forinden havde smadret nogle vinduer. Hun gav udtryk for at arbejde i politiets rejsehold, hvor hun skulle være kendt under navnet . Hun mente endvidere at have kontakt til Dronningen, og at hun var i familie med den kongelige familie. Hun mente at vide, at den tidligere konge var blevet myrdet. Hun udtrykte sig ofte usammenhængende i skrift. Man fandt således psykotisk, præget af paranoide og megalomane vrangforestillinger, springende uindfølelig tankegang, muligt hallucineret og forpint, og at tilstanden var forenelig med diagnosen paranoid skizofreni.

blev fra indlæggelsens start forsøgt motiveret for frivillig behandling, først med tabletter Risperdal 2 mg dagligt, senere med tabletter Cisordinol 10 mg dagligt. Da hun vedvarende var afvisende over for dette, og fremtrådte uden sygdomsfornemmelse, blev det den 22. januar 2002 besluttet at tvangsbehandle hende med antipsykotisk virkende tabletter/mikstur Cisordinol 30 mg dagligt eller injektion Cisordinol Acutard 100 mg i musklen hver 2.-3. dag med snarest muligt overgang til tvangsbehandling med medicin til indtagelse igennem munden.

klagede over beslutningen om tvangsmedicinering til Det Psykiatriske Patientklagenævn i . Klagen blev tillagt opsættende virkning.

Klagen blev herefter den 30. januar 2002 behandlet i Det Psykiatriske Patientklagenævn i . Nævnet godkendte beslutningen om tvangsbehandling af med tabletter/mikstur Cisordinol 30 mg dagligt, men underkendte beslutningen om alternativ behandling med Cisordinol Acutard. Som begrundelse for at godkende behandling med tabletter/mikstur Cisordinol er anført, at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle , idet udsigten til helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring af tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Som begrundelse for at underkende beslutningen om behandling med Cisordinol Acutard hver 2. eller 3. dag er anført, at dette ikke var i overenstemmelse med mindste middels princip, idet der ikke forelå oplysninger om, at daglig injektionsbehandling ville være særligt angstforvoldende.

Da herefter fortsat nægtede at medvirke til tvangsbehandling med medicin til indtagelse igennem munden. kunne denne ikke påbegyndes. Den 1. februar 2002 blev der herefter besluttet at ændre tvangsbehandlingen, idet man i stedet for injektion Cisordinol Acutard i givet fald ville anvende injektion Cisordinol 10 mg i musklen dagligt. Afdelingens overlæge anmodede herefter Det Psykiatriske Patientklagenævn i om at genoptage klagesagen. Klagen blev fortsat tillagt opsættende virkning.

Det Psykiatriske Patientklagenævn i behandlede herefter den 7. februar 2002 sagen på ny, og nævnet godkendte beslutningen om at tvangsbehandle med tablet/mikstur Cisordinol 30 mg dagligt, alternativt injektion Cisordinol 10 mg dagligt. Nævnet tilføjede i øvrigt, at injektion Cisordinol Acutard eventuelt også kunne anvendes. Tvangsbehandling blev herefter påbegyndt den 8. februar 2002 med mikstur Cisordinol 10 mg.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle hende, da udsigten til hendes helbredelse eller en betydelig afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har lagt vægt på, at gennem 11 dage blev forsøgt motiveret for frivillig behandling, før beslutning om tvangsmedicinering blev truffet. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at tidligere havde modtaget antipsykotisk virkende medicin med god effekt på tilstanden.

Betingelserne for tvangsbehandling var således opfyldt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at behandlingen opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger.
Nævnet har lagt vægt på, at Cisordinol er et almindeligt anvendt og vel afprøvet antipsykotisk lægemiddel, ligesom den besluttede dosering er sædvanlig.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan på denne baggrund tiltræde den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn i den 7. februar 2002.