Klage over, at lægerne på en psykiatrisk afdeling ikke undersøgte en patient med smerter ved gang tilstrækkeligt

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere overlæge <****> for hans behandling af <****> i perioden fra den 9. til den 14. juli 2002 på psykiatrisk afdeling, <****>, jf. lægelovens § 6.

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere reservelæge <****> for hendes behandling af <****> den 16. og 26. juli 2001 på psykiatrisk afdeling, <****>, jf. lægelovens § 6.

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere afdelingslæge <****> for hendes behandling af <****> den 20. og 25. juli 2001 på psykiatrisk afdeling, <****>, jf. lægelovens § 6.

Hændelsesforløb

Den 24. juni 2001 blev indlagt på psykiatrisk afdeling, , på grund af en sindslidelse (skizoaffektiv psykose af manisk type). Hun var i starten af indlæggelsen præget af sindssygdom med grænseoverskridende og aparte adfærd uden sygdomserkendelse eller erkendelse af behov for behandling.

Kort efter indlæggelsen, formentlig i slutningen af juni eller i begyndelsen af juli måned 2001, var udsat for et fald på gangen på psykiatrisk afdeling.

Den 5. juli 2001 blev undersøgt af en reservelæge, som ikke anførte noget om bensmerter i journalen.

Den 9. juli 2001 blev undersøgt af overlæge , som fandt, at hun havde en aparte gangart med nærmest twistlignende bevægelser. Overlæge vurderede, at den ændrede gangart var et led i s psykiske lidelse.

Den 11. juli 2001 blev atter undersøgt af overlæge , som fortsat ikke fandt tegn på brud.

Den 16. juli 2001 blev undersøgt af reservelæge , som fik oplyst, at gik nærmest sidelæns med en vrikkende gang, når hun blev iagttaget, hvorimod gangen var normal, når hun ikke blev iagttaget.

Den 19. juli 2001 blev undersøgt af en medicinstuderende, som fandt ømhed i lysken, især ved forsøg på udadrotation.

Den følgende dag foranledigede afdelingslæge , at fik en rollator, da hun fortsat havde gangproblemer.

Den 25. juli 2001 noterede afdelingslæge , at skreg i forbindelse med fodbehandling. Lægen vurderede imidlertid, at dette skyldtes s sindssygelige tilstand.

Den 26. juli 2001 var meget urolig og truende. Hun klagede over smerter ved højre hofte, og der blev foretaget en undersøgelse ved reservelæge , som nu fandt, at ikke kunne støtte på benet. På grund af s urolige tilstand blev yderligere undersøgelse udskudt til den følgende dag, hvor der blev bestilt røntgenundersøgelse af hoften. Senere på dagen foretog den nævnte medicinstuderende en objektiv undersøgelse, og konkluderede, at der var en meget stor mistanke om et brud af hoften.

Den 27. juli 2001 viste en røntgenundersøgelse, at havde pådraget sig et brud af højre lårbenshals. Det anføres i røntgenbeskrivelsen blandt andet, at bruddet ikke virker helt friskt. Bruddet blev efterfølgende operativt behandlet på ortopædkirurgisk afdeling.

Klagen

Der er klaget over følgende:

- at lægerne på psykiatrisk afdeling, , i perioden fra den 24. juni til den 9. august 2001 ikke undersøgte tilstrækkeligt i forbindelse med, at hun havde pådraget sig et brud på højre lårbenshals.

Nævnets afgørelse af klagen

Overlæge har overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af i perioden fra den 9. til den 14. juli 2002.

Reservelæge har overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af den 16. og den 26. juli 2001.

Afdelingslæge har overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af den 20. og 25. juli 2001.

Begrundelse

Ved den objektive undersøgelse af ved indlæggelsen den 24. juni 2001 blev lemmerne (ekstremiteterne) beskrevet: intet abnormt. Af sygeplejekardex den 30. juni 2001 fremgår imidlertid, at hun havde en oplevelse af ikke at kunne støtte og gå, og at hun skreg højlydt ved forsøg derpå. Ifølge sygeplejekardex den 4. juli 2001 haltede hun lidt på benene. Endvidere fremgår det af sygeplejekardex den 5. juli 2001, at hun var meget oprørt over, at hun havde svært ved at gå, og at hun spurgte, hvilken medicin der hjalp.

Oplysningerne om s problemer med gangfunktionen og smerterne i benet/hoften blev gentaget i sygeplejekardex den 6., 7., 10., 12., 15., 16., 17., 18., 20., 22., 25. og 26. juli 2001. s gangfunktion og smerteklager i denne periode blev beskrevet som værende meget svingende fra, at hun stort set havde normal gangfunktion og ingen smerteklager, til meget nedsat gangfunktion og mange smerter.

Overlæge har i sin udtalelse til sagen anført, at han den 9. juli 2001 så gå omkring i afdelingen, og at han ikke bemærkede s gangfunktion ved den lejlighed, men at han ved morgenkonferencen blev orienteret om, at hendes gangfunktion var svingende fra stort set normal til en nærmest twistlignende måde at bevæge sig på.

Det fremgår af journalen, at ved en samtale med overlæge den 9. juli 2001 til at begynde med var sengeliggende, og at hun, da hun blev bedt om at stå ud af sengen, sagde, at hun havde svært ved at gå. Det fremgår af journalen endvidere blandt andet, at hun på gulvet stod noget akavet, at det, når hun skulle bevæge sig fremad, skete i en noget aparte gangform, nærmest twistlignende bevægelser, og at hun, da overlæge derefter talte med hende om hendes måde at bevæge sig frem på, spurgte, om han troede, at hun gik på den måde, hvis hun kunne gøre det anderledes.

Endvidere fremgår det af journalen, at ved samtalen den 11. juli 2001 i perioder lagde sig på gulvet og var ude af stand til at gå, samt at hun havde bizarre gangarter. Overlæge opfattede ifølge sin udtalelse til sagen s klager over gangforstyrrelse som udslag af hendes psykiske sygdom.

Nævnet kan oplyse, at der ved psykiske lidelser i form af såkaldte somatiseringstilstande og dissociative tilstande kan vise sig legemlige symptomer, hvilket kan indebære en risiko for, at legemlige skader hos disse patienter henføres til psykiatriske eller psykologiske faktorer.

Nævnet kan endvidere oplyse, at der ved sygdommen sindsspaltningssygdom (skizofreni) kan forekomme bizarre bevægeforstyrrelser (katatoni/katalepsi). Samtidig kan sindssyge patienter, især skizofrene patienter, være tilbøjelige til at negligere legemlige sygdomme.

Det er nævnets opfattelse, at diagnosen somatiseringstilstand først bør stilles, efter at man har udelukket eventuelle legemlige (organiske) årsager til klagen, som i denne sag drejer sig om smerteklager og pludselig opstået dårlig gangfunktion.

Det er endvidere nævnets opfattelse, at s vedholdende smerterklager fra højre ben og hofte samt påfaldende gangfunktion, også når henses til hendes alder (68 år), burde have medført, at overlæge havde foretaget en klinisk undersøgelse med henblik på at be- eller afkræfte mistanke om lårbensbrud eller havde sørget for, at en sådan undersøgelse blev foretaget.

Patientklagenævnet finder herefter, at overlæge ikke har handlet i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard i forbindelse med s smerteklager fra højre hofte.

Det fremgår af journalen den 16. juli 2001, at overfor reservelæge gav udtryk for, at hun havde problemer med det ene ben, særligt i højre hofte, og at hun angiveligt var kommet til skade efter at være faldet. Reservelæge fik oplyst, at gik nærmest sidelæns med en vrikkende gang, når hun blev iagttaget, hvorimod gangen var normal, når hun ikke blev iagttaget.

Det fremgår ligeledes af journalen, samt af reservelæge s udtalelse til sagen, at hun foretog en undersøgelse af hoften, hvor der fandtes næsten fri bevægelighed, og der ikke var sikker direkte eller indirekte ømhed. Læge fandt ingen tegn på traume eller hævelse af benet og skønnede på den baggrund, at der ikke var anledning til mistanke om brud eller lignende, men at var psykotisk. På vej til stuen var s gangart helt normal og uden smerter, og hun svingede selv benene op i sengen ved undersøgelsen, hvor hun indtog rygliggende stilling med naturlig lejring af benene.

Det fremgår endvidere af journalen og reservelæge s udtalelse til sagen, at ved en undersøgelse den 26. juli 2001 klagede over smerter fra højre hofte, men at dette foregik på en noget hysteriform vis, og at smerteklagerne nu tilsyneladende diffust vedrørte hele benet. Reservelæge anfører, at det var næsten umuligt at gennemføre en undersøgelse, da ikke ville samarbejde omkring dette.

Reservelæge anfører videre, at i sengen løftede højre ben og bevægede det. Svarende til højre fodryg var der let hævelse, den var antydningsvis spændt, der var ingen sikre tegn på misfarvning, der var ingen varme på fod eller fodryg, hun havde ingen dyb lægømhed, ingen rødme eller hævelse af underbenet. Det var vanskeligt at undersøge for fodpulse på grund af uro, men det blev vurderet, at der var fin blodgennemstrømning til tæerne. blev afslutningsvis tilbudt beroligende medicin.

Reservelæge konkluderede derefter, at undersøgelsen af s ben skulle gentages dagen efter, da ikke ville samarbejde om undersøgelsen på det pågældende tidspunkt. Hun konkluderede endvidere, at man burde overveje forskellige fysiske årsager til bensmerterne, blandt andet infektion og dårligt kredsløb. Læge fandt på baggrund af de 2 møder, som hun havde haft med ikke, at der var anledning til mistanke om benbrud.

Det er Patientklagenævnets opfattelse, at reservelæge burde have fået mistanke om, at det drejede sig om et lårbensbrud, og at hun burde have undersøgt specifikt for dette. Hun burde endvidere, såfremt mistanken om knoglebrud var til stede, have bestilt et røntgenfoto af højre hofte, subsidiært anmodet om et ortopædkirurgisk tilsyn.

Patientklagenævnet finder herefter, at læge har handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard i forbindelse med undersøgelserne og behandlingen af den 16. og 26. juli 2001.

Det fremgår af journalen den 20. juli 2001 og afdelingslæge s udtalelse til sagen, at afdelingslæge aftalte med plejepersonalet, at skulle have en rollator, da hun havde store gangproblemer.

Den 25. juli 2001 anførte afdelingslæge i journalen i forbindelse med morgenkonferencen, at begyndte at skrige i forbindelse med fodterapeutisk behandling, og at hun nægtede at behandlingen blev gennemført begrundet med, at det gjorde ondt. havde dog tidligere på dagen sagt nej tak til smertestillende tabletter Pinex. Afdelingslæge anførte videre i journalen, at episoden afspejlede, hvor hysterioformt kunne reagere.
Det er nævnets opfattelse, at afdelingslæge den 20. juli 2001 i forbindelse med, at plejepersonalet foreslog, at blev forsynet med en rollator, burde have foretaget en klinisk undersøgelse af s højre hofte.

Nævnet skal bemærke, at det ikke er almindelig standard at forsyne en patient, der på baggrund af en sindslidelse fremviser bizar gangfunktion, med en rollator.

Det er endvidere nævnets opfattelse, at afdelingslæge den 25. juli 2001 i forbindelse med, at hun blev oplyst om, at havde skreget, da fodterapeuten tog fat i hendes fod, burde have foretaget en klinisk undersøgelse.

Patientklagenævnet finder herefter, at afdelingslæge ikke har handlet i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard i forbindelse med undersøgelsen og behandlingen af s smerteklager.