Klage over videregivelse af helbredsoplysninger og psykologerklæring udarbejdet til brug for dagpengesag

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere, at psykolog <****> den 23. juni 2000 har videregivet helbredsoplysninger om <****> til <****> Kommune, jf. lov om patienters retsstilling § 26, stk. 1, jf. § 23.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere, at psykolog <****> den 18. marts 2000 har videregivet helbredsoplysninger om <****> til <****> Kommune.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere psykolog <****> i forbindelse med udfærdigelsen af erklæringen af 18. marts 2000 om <****>.

 

Hændelsesforløb

var på grund af faderens selvmord blevet henvist til psykologhjælp.

Den 8. september 1999 indsendte psykolog anmodning om psykologhjælp til Kommune.

Samme dag underskrev en erklæring om, at Kommune måtte indhente helbredsmæssige oplysninger til brug for behandlingen af hendes dagpengesag.

Ved brev af 5. december 1999 til Kommune vedrørende arbejdsduelighed anførte , at kommunen ved tvivlspørgsmål om hendes helbredstilstand kunne henvende sig til psykolog .

var herefter i kriseterapi hos psykolog i perioden fra den 30. august 1999 til den 27. marts 2000.

Den 18. marts 2000 afgav psykolog efter anmodning en erklæring til Kommune vedrørende s tilbagevenden til arbejdsmarkedet. I erklæringen blev s psykiske symptomer gennem behandlingsforløbet beskrevet, og det blev anført, at hendes tilpasningsreaktion muligvis aktuelt var gået over i en depressiv tilstand, der foruden psykologbehandling også behøvede behandling med medicin.

Ved samtale med den 27. marts 2000 gjorde psykolog hende opmærksom på indholdet af denne erklæring.

Den 23. juni 2000 kontaktede Kommune psykolog vedrørende opfølgning på dagpengesag, idet s dagpenge ville udløbe den 31. juli 2000. Ved denne lejlighed videregav psykolog oplysninger om s psykiske forhold til kommunen, selvom den 17. april 2000 overfor psykologen havde frabedt sig dette.

Klagen

Der er klaget over følgende:

1. at psykolog s erklæring af 18. marts 2000 blev afgivet uden s samtykke.

Det er herved anført, at erklæringen blev afgivet på et tidspunkt, hvor behandlingsforløbet var afsluttet, og at udtrykkeligt havde frabedt sig, at psykologen afgav oplysninger om hende.

2. at psykolog ikke havde tilstrækkeligt grundlag for at fremkomme med de i erklæringen anførte vurderinger og diagnose.

har anført, at hun er uenig i vurderingerne og den stillede diagnose, og at erklæringen blev afgivet ca. 3 måneder efter at konsultationerne hos psykolog var ophørt.

3. at psykolog i erklæringen afgav urigtige oplysninger om, at var henvist fra egen læge til krisebehandling gennem sygesikringen.

har anført, at hun kun fra egen læge havde modtaget en mundtlig anbefaling, og at hun selv betalte for konsultationerne.

4. at psykolog fremkom med en vurdering af, at kunne behøve psykofarmakologisk behandling på trods af, at hun ikke havde kompetence hertil.

har anført, at denne udtalelse formentlig var medvirkende til, at hun af kommunen blev pålagt at konsultere en psykiater.

5. at psykolog trods anmodning fra om ikke at udtale sig til Kommune, alligevel i forbindelse med en opringning fra kommunen fremsatte en udtalelse den 23. juni 2000.

Nævnets afgørelse af 1. klagepunkt

Psykolog har ikke overtrådt lov om patienters retsstilling ved videregivelse af oplysninger om psykiske forhold vedrørende til Kommune til brug for hendes dagpengesag. Nævnet finder imidlertid, at det havde været hensigtsmæssigt, om psykolog havde gennemgået erklæringen med , før den blev afsendt.

Begrundelse:

Patientklagenævnet kan oplyse, at der efter lov om patienters retsstilling § 23 som udgangspunkt gælder tavshedspligt for psykologer om, hvad de under deres arbejde erfarer vedrørende en persons helbredsforhold. I henhold til samme lovs § 26, stk. 1, kan helbredsoplysninger m.v. til andre formål end behandling videregives med patientens samtykke. Det følger dernæst af lov om patienters retsstilling § 27, at der ved videregivelse af oplysninger efter § 26 skal foreligge et skriftligt samtykke fra patienten afgivet til den myndighed eller privatperson, der skal videregive oplysningerne, det vil i nærværende sag sige til psykolog .

Det fremgår af s anmodning om dagpenge fra den 8. september 1999 til Kommune, at hun ved sin underskrift gav samtykke til, at der kunne indhentes helbredsmæssige oplysninger til brug for behandling af dagpengesagen.

Det er nævnets opfattelse, at oplysninger om helbredsmæssige forhold omfatter oplysninger om psykiske forhold.

Det fremgår af skrivelse af 5. december 1999 fra til Kommune, at kommunen ved tvivlsspørgsmål vedrørende hendes helbredstilstand fremover kunne rette henvendelse til psykolog .

Det fremgår af psykolog s udtalelse af 9. december 2000 til Psykolognævnet, at hun ved brev af 8. marts 2000 af blev anmodet om at fremsende en psykologerklæring, og at havde givet samtykke hertil.

Nævnet har i forbindelse med nærværende klagesag modtaget samtykkeerklæring fra psykolog som bilag til hendes udtalelse af 29. juli 2001.

Nævnet lægger herefter til grund, at samtykkeerklæringen blev sendt til psykolog i forbindelse med s Kommunes anmodning den 8. marts 2000 til psykolog om psykologerklæring til brug for behandling af s dagpengesag.

Nævnet finder ud fra disse konkrete omstændigheder, at kravet om, at der skal foreligge et skriftligt samtykke fra patienten til den person, der skal videregive oplysninger, det vil sige psykolog , må anses for at være opfyldt.

Det fremgår af s journal den 23. juni 2000, at psykolog overfor kommunen tilkendegav, at den 17. april 2000 trak sit samtykke til videregivelse af helbredsoplysninger tilbage overfor psykolog .

Patientklagenævnet finder på det grundlag, at psykolog var berettiget til at videregive helbredsoplysninger om den 18. marts 2000 til Kommune, idet nævnet ikke finder grundlag for at antage, at havde trukket sit skriftlige samtykke til videregivelse tilbage overfor psykolog inden afgivelse af oplysningerne den 18. marts 2000.

Patientklagenævnet finder således, at psykolog var berettiget til at videregive oplysninger om psykiske forhold vedrørende til Kommune til brug for hendes dagpengesag. Nævnet finder imidlertid, at det havde været hensigtsmæssigt, om psykolog havde gennemgået erklæringen med , før den blev afsendt.

Nævnets afgørelse af 2., 3. og 4. klagepunkt

Psykolog har ikke overtrådt lov om psykologer i forbindelse med afgivelsen af erklæringen af 18. marts 2000.

Begrundelse

Det fremgår af s brev af 5. december 1991 til Kommune, at tvivlspørgsmål om hendes helbredstilstand kunne afklares ved henvendelse til psykolog .

Det fremgår af psykolog ´ udtalelse til sagen, at hun i perioden fra den 30. august 1999 frem til udfærdigelsen af lægeerklæringen den 18. marts 2000 havde i alt 18 samtaler med .

Det fremgår af erklæringen af 18. marts 2000, at psykolog efter anmodning fra Kommune, udfærdigede erklæringen vedrørende s tilbagevenden til arbejdsmarkedet. I erklæringen beskrev psykolog , hvilke psykiske symptomer, havde lidt af gennem behandlingsforløbet. Hun anførte, at fremviste en række psykiske krisesymptomer i form af blandt andet angst, vrede, koncentrationsbesvær, fortvivlelse og skyld, ligesom hun havde fysiske symptomer i form af anspændthed og mavesmerter.

Psykolog anførte i erklæringen endvidere, at s symptomer efterfølgende var afløst af en blandet angst- og depressionsreaktion, som foruden psykologbehandling muligvis også krævede medicinsk behandling.

Ifølge erklæringen konkluderede psykolog på baggrund af sygehistorien, samtalerne samt de øvrige oplysninger i sagen, at hun på daværende tidspunkt ikke kunne udtale sig om s tilbagevenden til arbejdsmarkedet, da dette ville afhænge af de efterfølgende behandlingsresultater.

Det er nævnets opfattelse, at en psykolog ved afgivelse af en erklæring skal anføre sin vurdering af patienten samt medtage de forhold, som hun finder relevante med henblik på at opfylde erklæringens formål.

Det er endvidere nævnets opfattelse, at psykolog på baggrund af 18 samtaler med havde et tilstrækkeligt grundlag til at udtale sig om dennes psykiske tilstand.

Nævnet finder ikke, at spørgsmålet om henvisningen til psykolog har betydning for sagen.

Nævnet finder samlet, at psykolog foretog en relevant undersøgelse og udspørgen af , og på baggrund heraf udfærdigede erklæringen af 18. marts 2000, der var relevant i forhold til det aktuelle formål, nemlig at sætte Kommune i stand til at danne sig et skøn.

Nævnets afgørelse af 5. klagepunkt

Psykolog har overtrådt lov om patienters retsstilling § 26, stk. 1, jf. § 23 ved den 23. juni 2000 at have videregivet oplysninger om psykiske forhold vedrørende til Kommune.

Begrundelse

Det fremgår af s journal den 23. juni 2000, at den 17. april 2000 havde meddelt psykolog , at hun ikke måtte videregive helbredsmæssige oplysninger, herunder oplysninger om psykiske forhold, om hende til Kommune i forbindelse med hendes ansøgning om dagpenge.

Det fremgår endvidere af journalen, at psykolog meddelte Kommune, at psykisk var meget dårlig, var angstneurotisk og havde tvangstanker, samt at under ingen omstændigheder ville tage medicin. Psykolog mente, at burde ses af en psykiater. Det fremgår ligeledes af journalen, at psykolog havde lovet ikke at udtale sig til Kommune, hvorfor notatet måtte betragtes som fortroligt.

Psykolog har til sagen oplyst, at hun den 23. juni 2000 af fik oplyst, at kommunens henvendelse til hende skete som led i opfølgningen på s dagpengesag. Psykolog har endvidere til sagen oplyst, at hun orienterede kommunen om, at havde trukket sit samtykke til hende til videregivelse af oplysningerne tilbage. Psykolog blev imidlertid af kommunen oplyst om, at der forelå et skriftligt samtykke fra til, at kommunen var berettiget til at indhente relevante oplysninger om hende i forbindelse med hendes dagpengesag.

Nævnet kan oplyse, at det følger af lov om patienters retsstilling § 23, jf. § 26, stk. 1, at patienten skal afgive samtykke til videregivelse af helbredsoplysninger til den sundhedsperson, der besidder oplysningerne, og som skal videregive dem.

Det er nævnets opfattelse, at psykolog burde have anmodet kommunen om en kopi af det angivne samtykke, forinden hun tog stilling til, om hun kunne videregive oplysninger om s forhold.

Nævnet har lagt vægt på, at psykolog var vidende om, at det samtykke, som havde afgivet, var tilbagekaldt af .

Nævnet finder på den baggrund, at psykolog ikke var berettiget til at videregive oplysninger om s psykiske forhold til kommunen den 23. juni 2000.