Anmodning om genoptagelse af klage over behandling af synsvækkelse

Patientklagenævnet kan ikke imødekomme <****>s anmodning om genoptagelse af sagen, hvor nævnet traf afgørelse den 16. oktober 2001.

Nævnets oprindelige afgørelse

Patientklagenævnet fandt ved sin afgørelse af 16. oktober 2001, at overlæge A havde overtrådt lov om patienters retsstilling § 7 ved sin information af i perioden fra den 2. juni til den 8. oktober 1999 på øjenafdelingen, . Nævnet fandt ikke, at overlæge A havde overtrådt lægeloven ved sin behandling af i perioden fra den 2. juni til den 8. oktober 1999 på øjenafdelingen, . Nævnet fandt imidlertid, at det havde været hensigtsmæssigt, om overlæge A allerede den 11. august 1999 havde iværksat behandling med binyrebarkhormon på baggrund af s kraftige synsnedsættelse i stedet for at afvente resultatet af CT-scanningen.

Anmodning om genoptagelse

Ved brev af 26. januar 2002 har anmodet nævnet om at genoptage sagen, idet han har medsendt en udtalelse fra og en artikel af overlæge B fra øjenafdelingen, , samt en øjenlægejournal, som ligger forud for behandlingen hos overlæge A, idet klager er af den opfattelse, at dette indeholder nye og væsentlige oplysninger.

Nævnets afgørelse af anmodningen

Patientklagenævnet kan ikke imødekomme s anmodning om genoptagelse af sagen, hvor nævnet traf afgørelse den 16. oktober 2001.

Begrundelse

Det fremgår af overlæge Bs udtalelse, at der er blevet tabt kostbart tid, før der blev indsat en specialistbehandling på øjenområdet, og set i bakspejlet ville en akut viderehenvisning fra øjenlæge A have været bedre. En optimal behandling ville således have været en oftalmologisk indsats på et tidligere tidspunkt.

Nævnet kan hertil oplyse, at ved en afgørelse af, om der er grundlag for at udtale kritik, vurderer nævnet, om de enkelte sundhedspersoner har handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard. Nævnet tager således ikke stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling (optimal behandling).

I overlæge Bs artikel er sygdommen forhøjet stofskifte beskrevet, herunder symptomerne på hævede og stirrende øjne, samt skelen. Endvidere beskrives de forskellige behandlingsmetoder blandt andet med binyrebarkhormon.

Det fremgår af nævnets afgørelse af 16. oktober 2001, at nævnet oplyste, at der ved lidelsen thyreoidearelateret orbitopati er forskellige behandlingsmuligheder, men at behandling med Prednisolon normalt først iværksættes, hvis øjenmuskelpåvirkningen ser ud til at give permanent skelen i udtalt grad, eller hvis hornhinden er truet af udtørring på grund af tilbagetrækning af det øvre øjenlåg. Behandlingen anvendes ligeledes, hvis synsnerven er truet, det vil sige, hvis der er påvirkning af synet i form af nedsat synsstyrke, påvirket synsfelt eller nedsat farvesans, eller hvis man ved en specialundersøgelse af bl.a. øjenbaggrunden (oftalmoskopi) kan se på synsnervespidserne, at synsnerven er ved at blive ramt.

Det fremgår endvidere af nævnets afgørelse af 16. oktober 2001, at overlæge A henviste til øjenafdelingen, , da det efter MR-scanningen den 8. oktober 1999 stod klart, at der var udtalte vævsfortykkelser med kompression af begge synsnerver. Nævnet fandt således ikke grundlag for at kritisere, at overlæge A ikke på et tidligere tidspunkt henviste til kirurgisk behandling på øjenafdelingen, .

Nævnet finder ikke, at den af klager fremsendte øjenlægejournal, der vedrører behandling af i perioden fra den 5. marts til den 1. juli 1999, indeholder oplysninger, der har betydning for sagen.

Nævnet finder på denne baggrund, at der er fremkommet nye oplysninger, men at disse ikke for sagens afgørelse er væsentlige oplysninger, der kan begrunde en fornyet realitetsbehandling i Patientklagenævnet.