Klage over, at tandregulering forårsagede kæbeledsproblemer

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere specialtandlæge <****> for hans behandling af <****> fra den 5. december 1995 til den 16. februar 2000 i <****> Kommunale Tandpleje

Hændelsesforløb

Den 5. december 1995 indledte specialtandlæge behandling af på grund af stort overbid (horisontale overbid). Der blev indledt behandling med en aftagelig ekspansionsplade til overkæben til at skabe mere plads i overkæben. Pladen blev indsat den 7. februar 1996.

Den 13. december 1996 fandt specialtandlæge , at ekspansionen af overkæben var tilstrækkelig.

Til fremadføring af underkæben og reduktion af det store horisontale overbid blev der den 17. januar 1997 indsat en aktivator (ad modum Ergenzinger).

Den 21. april 1997 fandt specialtandlæge , at det gik lidt langsomt med aktivatoren, og at den skulle omstilles. Den 4. juni 1997 blev den omstillede aktivator indsat.

Den 11. september 1997 var overbiddet nu normalt, men der var åbent bid i siderne (lateralt). Aktivatorbehandlingen blev stoppet (seponeret).

Den 10. oktober 1997 blev der indsat en aftagelig retentionsplade med facialslynge for at fastholde fortænderne i overkæben i deres stilling.

Den 9. marts 1998 fandt specialtandlæge , at overbiddet var 5.5 mm, og at pladen nu kun skulle bruges om natten.

Den 11. november 1998 blev der målt et overbid på 7 mm. brugte kun pladen om natten, og hun blev anmodet om at ophøre med brug af pladen, for at stabiliteten af den opnåede tandstilling kunne vurderes.

Den 15. januar 1999 var overbiddet på 8 mm, og der var tendens til, at underlæben blev ”fanget” bag fortænder i overkæben (læbefang). Specialtandlæge orienterede om mulighed for at trække 4+4 (første små kindtænder i overkæben) og 5 – 5 (anden små kindtænder i underkæben) ud og sætte fast apparatur på tænderne for at formindske overbiddet. oplyste, at hun havde knæklyde fra venstre kæbeled og let ømhed over leddet.

Den 21. januar 2000 var overbiddet på 9 mm. Det blev aftalt, at og hendes familie fik fjorten dages betænkningstid angående tandudtrækning og eventuel behandling med fast apparatur.

Den 16. februar 2000 oplyste s mor, at man ønskede fortsat behandling i privat regi for egen regning.

Klagen

Der er klaget over følgende:

• At den skinne, som bar i ½-1 år for at trække underkæben frem, bevirkede, at hun fik smerter og klikken/larm fra kæbeleddene, når hun tyggede. Skinnen har desuden medført udtalte forandringer i kæbeleddene i afsmalnede ledspalter, deformering af især venstre ledhoved og 1 cm vækstreduktion af venstre kæbe, således at er blevet skæv i ansigtet de sidste par år.

Nævnets afgørelse af klagen

Specialtandlæge har ikke overtrådt lov om tandlæger ved sin behandling af . Nævnet finder dog, at det havde været hensigtsmæssigt, om specialtandlæge , inden behandlingen påbegyndtes, havde diagnostiseret, at der kunne være tale om et asymmetrisk vækstmønster og havde informeret hjemmet om, at dette kunne medføre øget risiko for tilbagefald (rediciv) af underkæben i stabiliseringsperioden.

Begrundelse

s bidafvigelse bestod i en forskydning af sammenbiddet i siderne mod overbid i kombination med overbid på fortænderne i såvel horisontal retning som i vertikal retning. Denne tilstand medførte læbefang samt påbidning af ganeslimhinden bagved overkæbens fortænder.

Det er således nævnets vurdering, at der var indikation for tandregulering.

Det er videre nævnets vurdering, at specialtandlæge på det for behandlingen gunstigste tidspunkt udførte en relevant tandreguleringsbehandling af .

Tillige er det nævnets vurdering, at det af det materiale, som var anvendt i forbindelse med tilrettelæggelsen af behandlingen, fremgår, at ansigtsfotos forfra viser en lille begyndende skævhed (asymmetri) med henvisning til, at underkæbens midtpunkt er forskudt en anelse mod s højre side.

Videre fremgår det ifølge nævnets vurdering på det fremsendte OTP (røntgenoversigtsbillede, der gengiver tand, kæbe og ledforhold), at højre sides ledhoved (condyl) og kæbehøjde (ramushøjde) størrelsesmæssigt (længden) er en smule reduceret i forhold til venstre sides.

Det er nævnets opfattelse, at specialtandlæge på baggrund af disse fund burde have været opmærksom på, at der på sigt kunne være mulighed for en asymmetrisk udvikling af underkæben.

s mor har anført, at det anvendte funktionelle apparatur har bevirket smerter og klikken fra kæbeleddene, samt at der er opstået udtalte forandringer og destruktion i venstre sides kæbeled med ansigtsskævhed til følge.

Nævnet kan oplyse, at det anvendte apparaturs virkningsmekanisme kan relateres til det specifikke forhold, at når kæbeleddets ledhoved (condylen) med det funktionelle apparatur føres ud af ledskålen (fossa), opstår der en strækzone, som udløser vækst i kæbeleddet.

Nævnet kan oplyse, at hvor der på forhånd er tvivl om nedsat vækst i kæbeleddene (evt. asymmetrisk) foregår behandlingen næsten altid med funktionelt apparatur (aktivator), som i s tilfælde.

Videre kan nævnet oplyse, at en sådan behandling som regel ikke er forbundet med smerter og kun sjældent medfører kæbeledsknæk som følgetilstand.

Ifølge de i journalen indeholdte oplysninger opstod ingen af disse symptomer i behandlingens aktive fase, men opstod efterstående.

Det er således nævnets vurdering, at der blev udført relevant aktivatorbehandling af .

Der foreligger et efterfølgende optaget røntgenoversigtsbillede af tænder, kæber og kæbeled (OTP). Dette billede viser efter nævnets opfattelse en tydelig erosion på den anteriore del af selve ledhovedet i højre side. Det fremgår også, at der efterstående er foregået en remodellering (heling) i området.

Det er nævnets vurdering, at fundet tyder på, at der i højre kæbeled sandsynligvis er forekomst af samtidig betændelse af led og dets tilgrænsende knogle (osteoartritis). Dette kunne eventuelt forklare de opståede smerter og gener fra kæbeleddene.

Nævnet kan oplyse, at årsagen til en osteoartritis en ukendt, og det er nævnets opfattelse, at det ikke har været mulig for specialtandlæge at forudse dette.

Det er nævnets vurdering, at tilstedeværelsen af selve osteoartriten er uafhængig af aktivatorbehandlingen.

Nævnet finder således ikke fagligt belæg for at relatere nedbrydningen af ledhovedet som værende sekundær forårsaget af det funktionelle apparatur.

Sammenfattende finder nævnet ikke anledning til kritik af specialtandlæge , idet den foretagne behandling blev udført i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard. Nævnet finder dog, at det havde været hensigtsmæssigt, om specialtandlæge , inden behandlingen påbegyndtes, havde diagnostiseret, at der kunne være tale om et asymmetrisk vækstmønster og havde informeret hjemmet om, at dette kunne medføre øget risiko for tilbagefald (rediciv) af underkæben i stabiliseringsperioden.