Klage over manglende aflæggelse af sygebesøg hos 5 uger gammelt barn

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere vagtlæge <****> for hans behandling af <****> den 22. december 2001 ved telefonisk konsultation i lægevagten, jf. lægelovens § 6.

Hændelsesforløb

, der var 5 uger, havde feber og havde kastet op. Hendes mor kontaktede telefonisk den 22. december 2001 kl. 8.05 lægevagten i .

Der blev ikke på baggrund af telefonsamtalen foranlediget sygebesøg, idet vagtlæge vurderede, at dette ikke var nødvendigt.

I telefonsamtalen blev behandling med Panodil tillige drøftet.

Lægevagten blev igen kontaktet telefonisk den 23. december 2001, kl. 13.36. Det blev oplyst, at havde feber, udslæt på bryst og spiste normalt. Der blev herefter ordineret almindeligt sygebesøg. Den undersøgende læge fandt, at var grædende, havde let marmoreret hud, sitrede og havde petekkielignende elementer på bryst og i ansigt, og hun blev derfor indlagt akut.

Klagen

Der er klaget over følgende:

1. At vagtlæge ikke iværksatte undersøgelser af i forbindelse med, at hun havde 39 i feber, havde kastet op og var en smule forkølet.

2. At vagtlæge ordinerede børnepanodil uden at have undersøgt .

Forældrene har oplyst, at efterfølgende blev indlagt i en uge på grund af meningitisvirus.

Nævnets afgørelse af klagen

Vagtlæge har overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af den 22. december 2001.

Begrundelse

Den 22. december 2001 kl 08.05 talte s mor med vagtlæge i telefonen vedrørende sin 5 uger gamle datter, som havde 39 grader i feber, kastede op, og måske var forkølet.

Af journalen fremgår, at der var feber og opkastning i hele familien.

Ifølge moderens påstand forslog læge at give børnepanodil (mildt smertestillende og febernedsættende håndkøbsmedicin.)

Ifølge udtalelse fra læge blev de voksne og et større barn tilrådet indtagelse af Panodil, og særlig hvad angik tilrådede han ophør med amning, og indgift af små mængder væske, og herefter at se an, hvordan tilstanden ville udvikle sig de følgende timer. Ifølge læge spurgte moderen, om et så lille barn skulle have Panodil, hvilket blev benægtet fra hans side.

Der foreligger således modstridende oplysninger fra moderen og læge om, hvorvidt der blev udtalt, at kunne tåle Panodil.

Der foreligger ikke yderligere oplysninger i sagen, der kan understøtte den ene forklaring fremfor den anden. Patientklagenævnet har ikke mulighed for at få sagen yderligere belyst, da nævnet træffer afgørelse på skriftligt grundlag og i modsætning til domstolene ikke har mulighed for at afhøre vidner i forbindelse med behandlingen af sagen.

I et sådant tilfælde gælder et almindeligt retsprincip om, at tvivlen skal komme den indklagede til gode.

På denne baggrund finder nævnet ikke grundlag for at fastslå, at læge anbefalede at give børnepanodil.

Læge anfører endvidere, at patienter og forældre til børn opfordres til at kontakte lægevagten igen ved forværring af tilstanden.

Nævnet kan oplyse, at febrile børn er vanskelige at bedømme og stille diagnoser på, både for forældre og læger. Det skyldes blandt andet, at små børn ikke kan give udtryk for eventuelle symptomer som for eksempel ørepine, ondt i halsen eller mavepine.

Videre kan nævnet oplyse, at infektionssygdomme med feber er meget hyppige i barnealderen, og det er nødvendigt med en klinisk undersøgelse af barnet eventuelt suppleret med laboratorietest eller røntgenundersøgelse for at stille en diagnose.

Det er således nævnets vurdering, at det er relevant at undersøge børn med feber på meget vide indikationer, også uden andre sygdomstegn end feber. Udenfor egen læges åbningstid sker dette ved at vagtlægen aflægger sygebesøg i hjemmet eller ved at patienten bringes til lægevagtens konsultation for at blive klinisk undersøgt og vurderet.

Det er videre nævnets vurdering, at dette også bør være rutine trods travlhed, og forældrene må så i forbindelse med undersøgelsen nøje instrueres i, hvad de skal være opmærksomme på, for eksempel sløvhed og slaphed samt udslæt, ligesom de bør informeres om, hvordan de skal reagere i ventetiden, såfremt tilstanden forværres.

Ved den anden henvendelse til lægevagten 30 timer efter første opkald havde udviklet kliniske tegn på meningitis.

Da ikke blev klinisk undersøgt ved den første henvendelse den 22. december 2001 kl. 08.05, kan nævnet ikke vurdere, om der på dette tidspunkt var kliniske tegn på meningitis, eller om disse er udviklet i løbet af de følgende 30 timer.

Sammenfattende finder nævnet dog anledning til kritik af læge , idet hans behandling af den 22. december 2001 var under normen for almindelig anerkendt faglig standard, idet han på baggrund af telefonsamtalen burde have foranlediget klinisk undersøgelse af hende.