Klage over manglende behandling

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere praktiserende læge <****> for hendes behandling af <****> i perioden fra den 3. til den 17. januar 2002 i konsultationen.

Hændelsesforløb

Den 3. januar 2002 henvendte sig til praktiserende læge for kløe i navlen, gult sekret i næsen og da hun havde smerter ved vandladningen.

Den 9. januar 2002 opsøgte igen læge , fordi hun stadig havde kløe i navlen. Læge podede fra navlen med henblik på infektion. klagede endvidere over kløe i endetarmen, og at hun fortsat havde gult sekret i næsen samt hovedpine og småfeber, hvorfor læge på grund af mistanke om bihulebetændelse ordinerede et antibiotikum.

Den 11. januar 2002 var til konsultation hos læge , hvor hun ønskede at få foretaget en undersøgelse af afføringen for børneorm. Da der fortsat var smerter ved vandladning, blev der foretaget en undersøgelse af urinen med stiks.

Den 17. januar 2002 var igen i konsultationen hos læge . havde feber og vedvarende hoste. På mistanke om luftvejsinfektion ordinerede læge et antibiotikum.

Klagen

Der er klaget over følgende:

1. At ikke modtog korrekt behandling i forbindelse med, at hun havde haft feber i en uge, kløe i endetarmen og i navlen.

2. At lægen ikke iværksatte relevante undersøgelser, herunder blodprøver og en bakteriel urinprøve i forbindelse med, at havde smerter ved at lade vandet.

Nævnets afgørelse af klagepunkt 1 og 2.

Læge har ikke overtrådt lægeloven ved sin behandling af i perioden fra den 3. til den 17. januar 2002.

Begrundelse

Det fremgår af journalen den 3. december 2002, at henvendte sig til læge , da hun havde kløe i navlen. Ved undersøgelse af navlen var der en anelse fugt i bunden af den. Det blev anbefalet at vaske navlen med vand og sæbe, og der blev ordineret et middel mod svamp (lamisil). Endvidere klagede over, at hun havde gult sekret fra næsen, men da hun ikke havde feber, blev der ikke iværksat behandling, da det blev tolket som en almindelig forkølelse. Endelig klagede hun over smerter ved vandladningen, for hvilket læge efter undersøgelse af urinen (stiks) ordinerede et sulfapræparat.

Det er nævnets vurdering, at gener, der på lægefagligt grundlag kan betragtes, som helbredsmæssige betydningsløse, i almen praksis behandles uden forudgående eller ledsagede undersøgelser.

Nævnet kan oplyse, at såfremt huden i navle regionen er irriteret, er risikoen for svampeinfektion øget, hvorfor en behandling med vand og sæbe samt svampemiddel kan anvendes til at nedbringe irritationen.

Det er herefter nævnets vurdering, at det var i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard at behandle kløe i navlen med svampemiddel samt vand og sæbe.

Det fremgår af journalen den 9. januar 2002, at opsøgte læge , fordi svampemidlet havde været uden virkning på navlen. Der blev podet med henblik på infektion, og dyrkningen viste almindelige bakterier. Endvidere oplyste , at hun havde kløe i endetarmen, og læge ordinerede et ormemiddel. Da hun stadig havde gult sekret i næsen samt hovedpine og småfeber, ordinerede læge antibiotika på baggrund af mistanke om bihulebetændelse.

Nævnet kan oplyse, at kløe ved endetarmsåbningen kan være forårsaget af svamp eller eksem, hvilket kan skyldes overdreven eller manglende hygiejne. Endvidere kan det være forårsaget af børneorm.

Nævnet kan endvidere oplyse, at gul sekretion fra næsen ikke nødvendigvis er ensbetydende med bihulebetændelse, da tilblanding af betændelsesceller (hvide blodlegemer) også kan misfarve sekret. Såfremt sekretionen fortsætter, og patienten har feber, eventuelt smerter i kæberegionen er behandling med antibiotika relevant.

Ifølge journalen den 11. januar 2002 ønskede , at læge foretog en undersøgelse af hendes afføring for børneorm. Da hun stadig havde smerter ved vandladning, blev urinen på ny undersøgt, og undersøgelsen tydede på, at der var infektion, hvorfor læge igen ordinerede sulfa præparat.

Det fremgår af journalen den 17. januar 2002, at henvendte sig i konsultationen hos læge , da hun havde 38 i feber og vedvarende hoste. Ved undersøgelsen var der ømhed i højre side af området mellem brystkassens nedre rand og hoftebenskanten, normal lungeundersøgelse (st. p.: ia) og urinen blev kontrol undersøgt ved stiks, som ikke viste tegn på bakterier. På mistanke om længerevarende luftvejsinfektion ordinerede læge et antibiotikum.

Ifølge havde hun valgt ikke at tage den antibiotika, som læge havde ordineret ved konsultationen den 9. januar 2002.

Ifølge læge udtalelse havde hun den 17. januar 2002 mistanke om, at havde en mycoplasmainfektion.

Nævnet kan oplyse, at lungebetændelse forårsaget af mycoplasma er kendetegnet ved et langvarigt forløb og normal lungestetoskopi. Endelig bekræftelse af diagnosen fås på baggrund af en blodprøve samt eventuelt røntgen af lungerne, der trods den normale lungestetoskopi ofte viser endog ganske betydelige forandringer.

Det er nævnets vurdering, at det er i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard at behandle på baggrund af et skøn, idet en eventuelt afventen af blodprøvesvar kan forsinke behandlingen væsentligt.

Det fremgår af journalen den 3., den 11., den 16. og den 17. januar 2002, at havde fået undersøgt urinen ved hjælp af stiks.

Det er nævnets vurdering, at blev behandlet i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard for så vidt angående urinvejsinfektion, idet der ved stiks blev påvist såvel betændelsesceller (leucocytter sygdom) samt omdannelsesproduktet bakterie vækst (nitrit). blev i første omgang behandlet i 3 dage med Sulfametizol, hvilket i langt de fleste tilfælde er tilstrækkeligt. Ved kontrol 1 uge efter var der imidlertid fortsat tegn til bakterier, og blev på ny behandlet med Sulfametizol.

Nævnet kan oplyse, at det er relevant at anvende samme præparat i en situation, hvor der er vedvarende gener ved vandladning, idet der er stor sandsynlighed for, at det er den samme bakterie, der er involveret.

Det er nævnets vurdering, at det var i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard at behandle med Sulfametizol.

Nævnet finder herefter ikke anledning til kritik af læge , idet undersøgelser og behandling blev udført i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard.