Klage over afslag på tandregulering. Selvkorrektion efter fjernelse af tænder

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere tandlæge A for hendes information af <****> og hendes forældre i forbindelse med konsultation den 1. september 1998 i <****> Kommunale Tandpleje, jf. lov om tandlæger § 12.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere specialtandlæge B for hans behandling af <****> den 1. september 1998 og den 21. november 2001 i <****> Kommunale Tandpleje.

Hændelsesforløb

blev den 7. september 1995 undersøgt af specialtandlæge i Kommunale Tandpleje med henblik på tandreguleringsbehandling. Det blev besluttet, at hun skulle undersøges igen i 1996.

Den 28. februar 1996 blev der taget aftryk til modeller, og ved undersøgelse den 28. august 1996 fandt specialtandlægen, at 4 + 4 og 4 – 4 (første små kindtænder i over – og underkæben) skulle trækkes ud, hvilket skete indenfor den følgende måned.

Den 1. september 1998 fandt specialtandlæge B, at der var let trangstilling svarende til 3+ (hjørnetanden i højre side af overkæben), og at funktionen var tilfredsstillende. Han vurderede, at der ikke var behov for yderligere behandling.

Da fyldte 16 år, ophørte hun med behandling i Kommunale Tandpleje og fortsatte behandling hos privat tandlæge. Den 17. august 2001 skrev den private tandlæge til Kommunale Tandpleje, at havde gener fra 5+ (anden lille kindtand i højre side af overkæben), der sad i trangstilling.

Den 21. november 2001 blev undersøgt af specialtandlæge B, der fandt, at tandstillingen var uændret fra undersøgelsen i 1998. Der kunne derfor ikke tilbydes tandreguleringsbehandling i kommunalt regi.

s sædvanlige tandlæge var i hele perioden tandlæge A.

Klagen

Der er klaget over følgende:

• At specialtandlæge B ikke fandt grundlag for at tilbyde tandreguleringsbehandling, idet det blev fundet, at ikke opfyldte kriterierne for tandreguleringsbehandling i kommunalt regi.

Nævnets afgørelse af klagen

Tandlæge A har overtrådt tandlægelovens § 12 ved sin information til og hendes forældre i forbindelse med undersøgelsen den 1. september 1998.

Specialtandlæge B har ikke overtrådt tandlægeloven ved sin behandling af ved undersøgelse den 1. september 1998 og den 21. november 2001.

Begrundelse

Patientklagenævnet kan oplyse, at tandlæger i den kommunale tandpleje ved deres vurdering af, om der for en patient foreligger indikation for tandreguleringsbehandling, skal følge Sundhedsstyrelsens retningslinier herom.

Nævnet kan oplyse, at i henhold til Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 493 af 8. juni 1994 med bilag om “Regler for ortodontivisitation og ortodontiindikationer” afsnit I fremgår, at der skal være “risiko for skader på tænder og omgivende væv”, og at der skal være tale om “udpræget invertering…”, som kan give “Parodontale skader…”, og bekendtgørelsen omtaler desuden i afsnit III, at der skal være “risiko for psykosociale belastninger”, samt at “personens udseende afviger i en sådan grad, at det må anses for invaliderende” for at der er indikation for tandregulering i kommunalt regi.

Afgørelsen af, om der foreligger indikation for tandreguleringsbehandling, beror således på et skøn.

Det fremgår af journalen, at der ved behandlingens begyndelse blev taget studiemodeller samt profil-, og ortopantomografiske røntgenbilleder. Materialet blev analyseret, der blev angivet relevante diagnoser og lagt en behandlingsplan med angivelse af mål og metoder.

Det fremgår af journalen, at primært havde problemer med pladsmangel til de blivende hjørnetænder i over- og underkæben.

Det er nævnets vurdering, at der dermed blev foretaget relevante undersøgelser forud for eventuel iværksættelse af behandling.

Specialtandlægen udarbejdede med baggrund i et analysemateriale en behandlingsplan, der omfattede fjernelse af 4 små blivende tænder i kæbernes side - regioner (serieekstraktion 4+4/4-4).

Af journalen fremgår, at specialtandlægen den 19. april 1996 og den 28. august 1996 informerede og hendes moder om, hvad behandlingsplanen bestod i, samt hvad der var behandlingens præmisser. Der henvises til, at der efter fjernelse af de 4 små kindtænder forventes en vis selvkorrektion af de andre blivende tænder, og at en egentlig tandreguleringsbehandling med fastsiddende bøjle eventuelt kan komme på tale senere.

Nævnet kan oplyse, at det er normal praksis at opdele en behandling som s i faser, hvor man i første fase starter med at fjerne små kindtænder, og hvor man senere efter fuldt tandfrembrud af de øvrige tænder igen vurderer, om der af faglige grunde bliver behov for yderligere behandling (efterkorrektion med fastsiddende apparatur).

Det er derfor nævnets vurdering, at behandlingen således ikke blev påbegyndt med det sigte, at der under alle omstændigheder skulle indsættes fastsiddende tandreguleringsapparatur.

Videre kan nævnet oplyse, at der i nogle tilfælde, som var tilfældet med , nogle gange opstår så meget selvkorrektion af tandstillingen efter fjernelse af tænder og under tandskiftet, at der efterstående ikke bliver behov for yderligere terapi, medens det i andre tilfælde bliver nødvendigt med efterregulering med fastsiddende bøjle, hvis den endelige tandstilling ikke findes fagligt tilfredsstillende. Derfor er det på forhånd ikke altid muligt at vurdere, hvorvidt en efterkorrektion bliver nødvendigt.

Ifølge journalen blev der i samtalen med moder og alene omtalt en eventuel efterfølgende korrektion med fastsiddende apparatur.

Den 1. september 1998 på tidspunktet for eventuel påbegyndelse af behandlingen med de faste bøjler fandt specialtandlæge B, at der ikke var behov for yderligere behandling med indsættelse af faste bøjler.

Det er nævnets vurdering, at det af de fremsendte gipsmodeller fremgår, at hvis de indbyrdes fikseres i en indbyrdes position svarende til den okklusionsbeskrivelse, som er angivet i journalen den 1. september 1998, kan det ses, at sammenbidsforholdene i siderne er forskudt cirka en halv tandbredde mod overbid. Tilstanden er i øvrigt præget af, at overkæbens hjørnetand i højre side (3+) står udenfor tandrækken i en klemt position. Det skønnes dog, at den pågældende tand også på sigt vil stå stabilt også, selvom den ingen antagonist har. Ligeledes ses, at en lille kindtand i overkæbens højre side (5+) står lidt trangt samtidig med, at den kipper lidt ind mod ganen. Endvidere er overkæbens seksårstænder (6+6) kippet lidt fremad (mesial retning).

Det er nævnets opfattelse, at det drejer sig om mindre og acceptable afvigelser i biddet, som ikke i selv sig eller samlet indebærer nogen risiko aktuelt eller på sigt for fysiske skader eller psykosociale problemer.

Nævnet finder således ikke anledning til kritik af, at specialtandlæge B den 1. september 1998 og den 21. november 2001 vurderede, at der ikke var indikation for yderligere behandling.

Der fremgår imidlertid ikke oplysninger af journalen om, at og hendes forældre blev informeret om beslutningen om ikke at iværksætte egentlig tandreguleringsbehandling.

Det er nævnets vurdering, at hjemmet burde være informeret herom allerede efter undersøgelsen den 1. september 1998.

Ifølge aftalen om samarbejde mellem specialtandlæge B og Den Kommunale Tandpleje i Kommune er det den behandlende tandlæges ansvar at informere patient og dennes pårørende om gennemførelsen af behandlingsplanen til det skitserede mål.

Konstitueret klinikchef A har til sagen oplyst, at såfremt der ikke er særlig aftale herom informerer specialtandlægen direkte ved konsultationen, såfremt forældrene er til stede.

Da der foreligger aftale om fordeling af ansvar med hensyn til information er det på baggrund heraf nævnets vurdering, at ansvaret for information af og hendes forældre hvilede på tandlæge A, der i september 1998 var den tandlæge, der behandlede .

Nævnet finder derfor anledning til kritik af tandlæge A for ikke at have informeret hjemmet om, at der ikke ville blive iværksat egentlig tandreguleringsbehandling.

Nævnet finder således ikke anledning til kritik af specialtandlæge B for ikke i tilstrækkeligt omfang at have informeret hjemmet.