Klage over, at kiropraktisk behandling medførte diskusprolaps samt over manglende henvisning til læge.

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere kiropraktorerne <****> og <****> for deres behandling af <****> den 16., 21., 23. og 27. februar 2001 i <****>, jf. lov om kiropraktorer § 8.

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere kiropraktorerne <****> og <****> for deres behandling af <****> den 16., 21., 23. og 27. februar 2001 i <****>, jf. lov om kiropraktorer § 9, jf. bekendtgørelse om kiropraktorers pligt til at føre ordnede optegnelser (journalføring) § 4.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere kiropraktorerne <****> og <****> for deres manglende henvisning af <****> til egen læge den 16., 21., 23. og 27. februar 2001 i <****>.

Hændelsesforløb

var i perioden fra 1984 til september 1999 gentagne gange blevet undersøgt og behandlet for smerter i nakke og lænd i .

Den 29. december 2000 henvendte hun sig igen i klinikken med nakkesmerter strålende ud i højre skulder og arm.

Den 16. februar 2001 oplyste kiropraktor , at hun havde lændesmerter udstrålende til venstre ben. Kiropraktor vurderede, at smerterne stammede fra led- og muskelspændinger i området.

Kiropraktor fortsatte den 21. og 23. februar 2001 kiropraktisk manipulationsbehandling under diagnosen kronisk biomekanisk dysfunktionssyndrom i lænderyg og bækken med periodisk venstresidig iskiaspåvirkning.

Den 27. februar 2001 blev behandlet af kiropraktor , som var enig i kiropraktor s vurdering og behandling.

Den 15. marts 2001 henvendte sig til sin egen læge med stærke smerter i lænden med udstråling til venstre ben. Lægen kontaktede neurologisk afdeling, , og fik en aftale om, at kunne blive undersøgt i reumatologisk ambulatorium.

Det fremgår af journalen fra reumatologisk ambulatorium, at en speciallæge i fysiurgi og reumatologi den 19. marts 2001 undersøgte og fandt tryk på venstre 4. lumbale rod fra en prolaps, som samme dag blev bekræftet ved en CT-scanning.

Klagen

Der er klaget over følgende:
1. At kiropraktorerne ikke foretog korrekte undersøgelser og behandling af .

Det er herved anført, at mener, at behandlingerne forårsagede en diskusprolaps, som hverken blev konstateret eller behandlet.

2. At kiropraktorerne ikke fandt grundlag for at henvise til behandling hos hendes egen læge.

Nævnets afgørelse af 1. klagepunkt

Kiropraktorerne og har overtrådt § 8 i lov om kiropraktorer ved deres behandling af den 16., 21., 23. og 27. februar 2001 i .

Kiropraktorerne og har overtrådt § 9 i lov om kiropraktorer, jf. § 4 i bekendtgørelse om kiropraktorers pligt til at føre ordnede optegnelser (journalføring), i forbindelse med behandlingen af den 16., 21., 23. og 27. februar 2001 i .

Begrundelse

Det fremgår af journalen, at i perioden fra 1984 til 1999 gentagne gange var blevet behandlet med gode resultater i klinikken for smerter i nakke og lænd, som af og til strålede ud i forskellige kropsdele.

Af journalen fremgår det, at den 16. februar 2001 oplyste, at hun igen havde lændesmerter, denne gang med udstråling til venstre ben (radierende smerter). blev derfor behandlet under diagnosen "kronisk biomekanisk dysfunktionssyndrom (fejlfunktionssyndrom) i lænderyg og bækken med periodisk venstresidig iskias (udstrålende smerter i venstre ben)".

Af kiropraktorernes fælles udtalelse til sagen fremgår det, at de den 16. februar 2001 foretog en undersøgelse bestående af bevægepalpation, generel palpation af lænd og bækken og observation af haltende gang med aflastning af venstre ben. Disse undersøgelser viste nedsat bevægelighed af den nederste del af lænden og venstre bækkenled. Der var endvidere muskelspændinger i området.

Nævnet kan herved oplyse, at en systematisk objektiv undersøgelse som minimum bør bestå af en neurologisk undersøgelse af reflekser, muskelstyrke og følesans, samt af relevante ortopædiske prøver af lænd, bækken og ben.

Imidlertid er der i udskriften af journalen fra kiropraktorerne og ingen yderligere beskrivelse eller andre optegnelser af en systematisk objektiv undersøgelse. Ifølge kiropraktorernes fælles udtalelse til sagen var der desuden ikke samtaler med om andre undersøgelses- eller behandlingsmuligheder, idet hendes symptomer var tilbagevendende.

Det er herefter nævnets opfattelse, at de undersøgelser, som kiropraktorerne og foretog af den 16. februar 2001, samlet set ikke udgjorde en fyldestgørende objektiv, klinisk undersøgelse, men kun en delvis undersøgelse.

Endvidere fremgår det af kiropraktorernes fælles udtalelse til sagen samt af journalen fra , at ved alle behandlingerne blev behandlet med manipulation af lænden, og at hun den 19. marts 2001 i reumatologisk ambulatorium, fik konstateret en diskusprolaps ved venstre 4. lændehvirvel.

Nævnet kan hertil oplyse, at manipulation er den mest anvendte behandling blandt kiropraktorer, og at den ikke er kendt for at have væsentlige bivirkninger udover en kortvarig lokal ømhed.

Det er derfor nævnets opfattelse, at det ikke kan udelukkes, at den kiropraktiske behandling har medvirket til en forværring af en begyndende diskusprolaps. Men det er videre nævnets opfattelse, at diskusprolapsen (den venstresidige paramediane L 4 bruskskivebrok), som den 19. april 2001 blev beskrevet ved CT-skanningen på , formentlig havde været under udvikling længe og muligvis før eller siden ville have givet symptomer uanset den kiropraktiske behandling.

På denne baggrund finder nævnet, at kiropraktorerne og ved deres undersøgelse og behandling af den 16., 21., 23. og 27. februar 2001 handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard, idet de burde have foretaget en neurologisk undersøgelse af reflekser, muskelstyrke og følesans samt relevante ortopædiske prøver af lænd, bækken og ben.

Endelig kan nævnet oplyse, at det af § 4 i Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse af 26. november 1991 om kiropraktorers pligt til at føre ordnede optegnelser (journalføring) fremgår, at journalen blandt andet skal indeholde oplysning om de foretagne undersøgelser, diagnoser, den iværksatte behandling og hvem der har foretaget undersøgelse og behandling.

Imidlertid ses der i udskriften af journalen fra kiropraktorerne og ingen beskrivelse eller andre optegnelser af den objektive undersøgelse, som de i deres udtalelse til sagen anfører at have foretaget.

På denne baggrund finder nævnet, at kiropraktorerne og har foretaget en utilstrækkelig journalføring i forbindelse med deres undersøgelser og behandling af den 16., 21., 23. og 27. februar 2001 i .

Nævnets afgørelse af 2. klagepunkt

Kiropraktorerne og har ikke overtrådt lov om kiropraktorer ved deres manglende henvisning af til egen læge i forbindelse med behandlingen den 16., 21., 23. og 27. februar 2001 i .

Begrundelse

Nævnet kan oplyse, at en vurdering af, hvorvidt der er grundlag for at henvise en patient til videre undersøgelser på sygehus eller hos egen læge, bør foretages på et objektivt grundlag, det vil sige på baggrund af en systematisk, objektiv undersøgelse.

Imidlertid er det som nævnt under begrundelsen af afgørelsen af 1. klagepunkt nævnets opfattelse, at der ikke i kiropraktorerne og s journal er en beskrivelse af en systematisk objektiv undersøgelse.

Nævnet må herved lægge til grund, at kiropraktorerne og ved deres kliniske undersøgelse ikke tilegnede sig et tilstrækkeligt grundlag for at vurdere, at udviste begyndende symptomer på en diskusprolaps og derfor behøvede en henvisning til sin egen læge. Kiropraktorerne havde således ikke mulighed for at nå frem til, at der var indikation for en henvisning af til egen læge.

Idet nævnet allerede har fundet grundlag for at kritisere den utilstrækkelige undersøgelse af den 16. februar 2001 finder nævnet herefter, at der ikke tillige er grundlag for at kritisere, at kiropraktorerne og på baggrund af deres spinkle undersøgelsesfund ikke fandt grundlag for at henvise til videre undersøgelser hos egen læge.