Generel farlighed utilstrækkelig til at begrunde tvangsfiksering

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn i <****> den 26. marts 2002 om tvangsfiksering af <****> på psykiatrisk afdeling, <****> Sygehus i perioden fra den 11. marts 2002 kl. 22.25 til den 15. marts 2002 kl. 8.00.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer dog afgørelsen for så vidt angår de 3 tvangsfikseringer i perioden fra den 15. marts 2002 kl. 14.30 til den 18. marts 2002 kl. 8.00

var en 21-årig kvinde, der som barn havde været udsat for betydelige omsorgssvigt og krænkelser.

Aktuelt blev indlagt på Sygehus den 15. januar 2002, efter et selvmordsforsøg. Dagen efter blev hun overflyttet til psykiatrisk afdeling med henblik på videre behandling. Her var hendes tilstand de følgende måneder meget svingende med hyppige affektudbrud, ligesom hun ofte var i dårligt humør, selvforringende samt hyppigt plaget af mareridt.

Den 11. marts 2002 kl. 22.30 blev tvangsfikseret, efter at have taget kvælertag på et personalemedlem og forsøgt at kvæle sig selv med en plastpose. Dagen efter fandt personalet, at hun fortsat var farlig for sig selv og andre, hvorfor tvangsfikseringen blev opretholdt. Den 14. marts 2002 fandt lægerne, at kunne løsnes næste dag i dagtimerne. Fikseringen ophørte den 15. marts 2002 kl. 8.00, men samme dag blev hun atter tvangsfikseret fra kl. 14.30 til dagen efter kl. 9.10.

Fra den 16. marts 2002 kl. 14.30 til dagen efter kl. 8.10 samt fra kl. 14.35 til den 18. marts 2002 kl. 8.00 blev igen tvangsfikseret. For hver enkelt tvangsfiksering blev der udfyldt tvangsprotokol.

klagede over beslutningerne om tvangsfikseringerne til Det Psykiatriske Patientklagenævn i .

Klagen blev herefter behandlet den 26. marts 2002. Nævnet godkendte beslutningerne om tvangsfikseringerne med henvisning til, at var til fare for sig selv eller andre.

Vedrørende tvangsfikseringen i perioden fra den 11. marts 2002 kl. 22.25 til den 15. marts 2002 kl. 8.00.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at betingelserne for at tvangsfiksere den 11. marts 2002 kl. 22.25 var opfyldt, idet der var en nærliggende fare for, at hun selv eller andre ville lide skade på legeme eller helbred. Nævnet har lagt vægt på, at tog kvælertag på et personalemedlem og at hun forsøgte at kvæle sig selv ved at tage en plastpose over hovedet, ligesom hun trods indgivelse af beroligende medicin fortsat var urolig.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at tvangsfikseringen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har lagt vægt på, at man forinden fiksering med bælte forgæves havde forsøgt at berolige ved at tale hende til ro og ved at fastholde hende.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at udstrækningen af tvangsfikseringen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har lagt vægt på, at fortsat var urolig under de korterevarende løsninger af bæltet, idet det i journalen er anført, at hun den 12. marts 2002 fortsat var farlig for sig selv og andre. Den 13. marts 2002 er det endvidere anført, at hun i forbindelse med bad havde forsøgt at strangulere sig med bruseslangen, og den 14. marts 2002 er det anført, at tvangsfikseringen kunne afsluttes den følgende dag, men kun i dagtimerne.

Vedrørende tvangsfikseringerne i perioden fra den 15. marts 2002 kl. 14.30 til den 16. marts 2002 kl. 9.10, i perioden fra den 16. marts 2002 kl. 14.30 til den 17. marts 2002 kl. 8.10, samt i perioden fra den 17. marts 2002 kl. 14.35 til den 18. marts 2002 kl. 8.00.

Nævnet kan oplyse, at det fremgår af psykiatrilovens § 14, stk. 2, nr. 1, at tvangsfiksering efter denne bestemmelse kun må anvendes i det omfang det er nødvendigt for at afværge, at patienten udsætter sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred.

Nævnet kan endvidere oplyse, at det fremgår af bemærkningerne til psykiatrilovens § 14, stk. 2, nr. 1, at tvangsfikseringen i helhold til denne bestemmelse har karakter af et indgreb begrundet i nødværge eller nødret. Reglen omfatter ikke kun fiksering for at beskytte medpatienter, men også for at beskytte personale, besøgende og alle andre, der kommer på afdelingen, samt vedkommende selv. Reglen yder dermed også fornøden hjemmel for indgreb i tilfælde af selvbeskadigende adfærd. Der er tale om et farekriterium. For at faren kan anses som nærliggende, skal der være tale om en konkret, aktuel og påviselig fare. Det kræver derimod ikke, at faren allerede skal have manifesteret sig i en skadevoldende handling, før der kan gribes ind.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at betingelserne for at tvangsfiksere 3 gange i perioden fra den 15. marts 2002 kl. 14. 30 til den 18. marts 2002 kl. 8.00 ikke var opfyldt, idet der ikke på tidspunktet for beslutningen om tvangsfiksering var en nærliggende fare for, at selv eller andre ville lide skade på legeme eller helbred. Nævnet har lagt vægt på, at der i journalen henvises til, at man generelt anså, at kunne være til fare for andre.

Nævnet har desuden lagt vægt på, at det ikke af oplysningerne i sagen fremgår, at s tilstand på tidspunktet for de 3 tvangsfikseringer skulle være forværret siden det tidspunkt, hvor hun sidst var blevet løsnet. Nævnet finder det på denne baggrund ikke godtgjort, at betingelserne for tvangsfikseringerne var opfyldt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan på denne baggrund tiltræde den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn i Fyns Amt den 26. marts 2002 for så vidt angår godkendelse af tvangsfikseringen i perioden fra den 11. marts 2002 kl. 22.25 til den 15. marts 2002 kl. 8.00.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer dog afgørelse for så vidt angår tvangsfikseringerne i perioden fra den 15. marts 2002 kl. 14.30 til den 16. marts 2002 kl. 9.10, i perioden fra den 16. marts 2002 kl. 14.30 til den 17. marts 2002 kl. 8.10 samt i perioden fra den 17. marts 2002 kl. 14.35 til den 18. marts 2002 kl. 8.00.