Farlighed og helbredstilstand som begrundelse for manglende opsættende virkning

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn i <****> den 8. maj 2002 om tvangsbehandling af <****> på psykiatrisk afdeling, <****>.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn i <****> den 8. maj 2002 om tvangsfiksering af <****> på psykiatrisk afdeling, <****>.

er en nu 34-årig mand, der lider af bipolar affektiv sindslidelse (tidligere kaldt maniodepressiv sygdom). Han var senest indlagt herfor i 1999, da med en svær mani med psykotiske symptomer. Efter denne indlæggelse fortsatte behandling med det stemningsstabiliserende middel Valproat som forebyggelse mod kommende stemningssvingninger, men ophørte imidlertid med denne behandling nogle måneder før aktuelle indlæggelse.

Aktuelt blev tvangsindlagt den 21. april 2002 på psykiatrisk afdeling, , idet han hjemme forinden havde været aggressiv, truende og rastløs med uindfølelig adfærd. Han havde givet udtryk for, at han var Gud, og at han og ægtefællen skulle dø samme dag inden kl. 24. Han havde optrådt truende med kniv overfor sin tidligere hustru og sin nabo.

Ved indlæggelsen virkede manisk, opkørt, irritabel, livligt associerende med løftet stemningsleje, mente at han var gud og diktator og havde overherredømme i verden. Han virkede endvidere hallucineret. I afdelingen gik han nøgen rundt og virkede truende. Kl. 16 var han truende overfor en anden person og løb efter denne, ligesom han slog ud efter personale og medpatienter. Han blev herefter tvangsfikseret med bælte og håndremme, i øvrigt med assistance fra politi, ligesom der blev givet beroligende medicin. Brugen af remme blev ikke begrundet i journalen eller sygeplejekardex. Tvangsfikseringen blev ophævet den 8. maj 2002. Remmene blev dog løsnet den 30. april 2002, men genanlagt fra den 1. til den 3. maj 2002, idet var opkørt og truende.

Under indlæggelsens første dage blev det beskrevet, at manien var tiltagende, og at var motorisk meget urolig, drak utilstrækkeligt og havde sparsom vandladning som tegn på væsketab. Da s helbred blev fundet truet på denne baggrund, blev tvangsbehandling besluttet allerede 4 dage efter indlæggelsen, den 24. april 2002. Der blev besluttet tvangsbehandling med Zyprexa tablet 40 mg dagligt, subsidiært Cisordinol injektion 20 mg i.m. dagligt, samt Valproat tablet/injektion 3600 mg dagligt, senere 1500 mg dagligt, dosering i øvrigt efter serumkoncentrationsbestemmelse.

klagede over beslutningen om tvangsfiksering og tvangsbehandling til Det Psykiatriske Patientklagenævn i . Klagen vedrørende tvangsbehandling blev ikke tillagt opsættende virkning. Tvangsbehandling blev således påbegyndt den 25. april 2002 med Zyprexa tablet 40 mg og Valproat injektion 1500 mg.

Klagen blev herefter den 8. maj 2002 behandlet i Det Psykiatriske Patientklagenævn i . Nævnet godkendte beslutningen om tvangsfiksering og tvangsbehandling, herunder at klagen ikke blev tillagt opsættende virkning. Der blev som begrundelse for godkendelsen af fikseringen anført, at det var godtgjort, at det havde været nødvendigt at tvangsfiksere med såvel bælte og hånd- og fodremme for at afværge, at han udsatte sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred, idet han havde været truende og slået ud efter personale og medpatienter. Endvidere blev der lagt vægt på, at han under den fortsatte fiksering forsøgte at nikke skaller og bide mm.

For så vidt angik tvangsbehandlingen blev der som begrundelse anført, at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle , og at der var gjort, hvad der var muligt for at opnå hans frivillige medvirken til behandling. Vedrørende den manglende opsættende virkning af klagen lagde nævnet vægt på, at det var nødvendigt at gennemføre behandlingen omgående for ikke at udsætte s liv eller helbred for fare eller for at afværge, at han udsatte andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred.

Vedrørende tvangsbehandling:

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, da udsigten til hans helbredelse eller en betydelig afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har lagt vægt på, at han befandt sig i en psykotisk manisk tilstand med psykotiske symptomer i form af vrangforestillinger og hørehallucinationer psykotisk tilstand.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere ud fra en konkret vurdering, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har lagt vægt på, at gennem 4 dage blev forsøgt motiveret for frivillig behandling, før beslutning om tvangsmedicinering blev truffet. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at han var i en psykotisk tilstand med manglende væskeindtagelse, som på dette tidspunkt måtte anses som helbredstruende. Endvidere ville det efter nævnets opfattelse ikke have været muligt at behandle den beskrevne akutte, svære psykotiske tilstand uden at anvende antimanisk/antipsykotisk virkende medicin som en nødvendig del af behandlingen. Endelig har nævnet lagt vægt på, at det af tvangsprotokollen fremgår, at der primært blev besluttet tvangsbehandling med tablet og alternativt med injektion.

Betingelserne for tvangsbehandling var således opfyldt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at behandlingen opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger. Nævnet har lagt vægt på, at Zyprexa, Cisordinol og Valproat er almindeligt anvendte og vel afprøvede antipsykotiske lægemidler, ligesom de besluttede doseringer er sædvanlige.

Af psykiatrilovens 32, stk. 3, fremgår, at en klage over beslutning om tvangsbehandling har opsættende virkning, medmindre omgående gennemførelse af behandlingen er nødvendig for ikke at udsætte patientens liv eller helbred for væsentlig fare eller for at afværge, at patienten udsætter sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred.

Af bemærkningerne til revisionen af psykiatriloven i 1998 fremgår følgende: ”Justitsministeriet finder, at der bør skabes hjemmel til ikke at tillægge en klage opsættende virkning, hvis behandling er nødvendig for at afværge, at patienten udsætter andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred. Dette forslag er ikke alene begrundet i hensynet til andre, herunder personale og medpatienter, men også i hensynet til den pågældende patient selv. Dette skyldes bl.a., at alternativet til behandling i de fleste af disse tilfælde vil være anvendelse af andre former for tvang over for patienten i ventetiden, herunder navnlig tvangsfiksering og indgivelse af beroligende medicin”.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder i dette konkrete tilfælde, at det var berettiget, at klagen ikke blev tillagt opsættende virkning både med henvisning til s helbredstilstand og farlighed. Nævnet har lagt vægt på, at kun havde sparsom urinudskillelse og ikke havde taget væske til sig, og det er nævnets opfattelse, at der var tale om en helbredstruende, eventuelt livstruende tilstand. Af journalen fremgår endvidere, at begrundelsen for ikke at give klagen opsættende virkning var en vurdering af s nærliggende væsentlige overhængende farlighed. Det fremgår videre, at der erfaringsmæssigt var tale om langvarige bæltefikseringer, og at der herunder havde været behov for gentagne beroligende injektioner, der nærmede sig behandling, hvorfor det blev anset for mindre indgribende at iværksætte behandlingen uden opsættende virkning.

Vedrørende tvangsfiksering:
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at betingelserne for at tvangsfiksere den 21. april 2002 var opfyldt, idet der var en nærliggende fare for, at han selv eller andre ville lide skade på legeme eller helbred. Nævnet har lagt vægt på, at forinden var truende overfor et personalemedlem og løb efter denne, ligesom han slog ud efter personale og medpatienter. Nævnet finder det endvidere godtgjort, at betingelserne for at anlægge hånd- og fodremme var til stede på tidspunktet for fikseringen, idet han slog ud efter personale og medpatienter.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at tvangsfikseringen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har lagt vægt på, at man forinden fiksering med bælte forgæves havde forsøgt at berolige ved indgivelse af en beroligende indsprøjtning.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder derimod, at udstrækningen af tvangsfikseringen ikke opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har lagt vægt på, at der frem til den 25. april 2002 er daglige begrundelser for den fortsatte fiksering, idet i denne periode var fortsat udskældende, agiteret, truende, råbende og svær motorisk urolig. Den 26. april 2002 fremgår der intet i journalen vedrørende begrundelsen for den fortsatte fiksering, og af kardex fremgår, at havde været klar og vågen, taget Stesolid, at han ikke havde været truende og havde været ude af fodremme uden problemer. Af journalnotatet fra den 27. april 2002 fremgår ligeledes intet om begrundelsen for den fortsatte fiksering. Af kardex fremgår, at han var korrigerbar og senere, at han var rolig og tildels afdæmpet, men dog fortsat diskussionslysten. Af journalnotatet fra den 28. april 2002 fremgår, at s tilstand var noget svingende imellem talende med sig selv, til andre tider noget urolig, men at der var en trend i klar stabiliserende retning. Nævnet finder det på denne baggrund ikke tilstrækkeligt godtgjort, at betingelserne for den fortsatte tvangsfiksering efter den 26. april 2002 var opfyldt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan på denne baggrund tiltræde den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn i den 8. maj 2002 om tvangsbehandling af på psykiatrisk afdeling, .

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn i den 8. maj 2002 om tvangsfiksering af på psykiatrisk afdeling, .