Medicinsk behandling ikke tvangsmæssig

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder delvist den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn i den 16. august 2002 om medicinsk behandling af på psykiatrisk afdeling, , idet nævnet finder, at der ikke var tale om tvangsbehandling.

Sagsnummer:

0234804

Offentliggørelsesdato:

20. januar 2003

Speciale:

Psykiatri

Faggruppe:

Læger

Type:

Behandling

Kategori:

Vejledende og principielle afgørelser (før 1/1-2011)

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder delvist den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn i <****> den 16. august 2002 om medicinsk behandling af <****> på psykiatrisk afdeling, <****>, idet nævnet finder, at der ikke var tale om tvangsbehandling.

er en 56-årig kvinde, der siden 1975 adskillige gange har været indlagt på psykiatriske afdelinger, herunder på og , for hvad der er vurderet enten som en manio depressiv psykose (stemningssindssygdom) eller en paranoid skizofreni. Hun har i en årrække via praktiserende læge været i behandling med en mindre dosis antipsykotisk medicin.

Aktuelt var indlagt fra den 3. til den 29. november 2001 på psykiatrisk afdeling, , for en skizoaffektiv psykose af manisk type. Hun blev af en vagtlæge indlagt akut i psykotisk tilstand præget af vrangforestillinger af forfølgelseskarakter. Hun blev ved indlæggelsen vurderet psykotisk præget af vrangforestillinger, hurtigkørende tankegang og megalomane forestillinger. Hun var uden sygdomserkendelse.

Den igangværende behandling med Litarex (et stemningsstabiliserende middel) blev fortsat, og der blev herudover, ifølge journalen med patientens accept, påbegyndt behandling med det antipsykotiske præparat Serenase.

Af journalnotat fra den 29. november 2001 fremgår, at der ved udskrivning af blev drøftet videreførelse af den medikamentelle behandling efter udskrivelsen.

klagede efterfølgende den 17. juni 2002 over medicineringen, som hun mente var foregået ved tvang, til Det Psykiatriske Patientklagenævn i .

Klagen blev herefter den 16. august 2002 behandlet i Det Psykiatriske Patientklagenævn i . Nævnet fandt det usikkert, om der var tale om tvangsbehandling i psykiatrilovens forstand og fandt således ikke grundlag for at kritisere hospitalets vurdering. For så vidt det måtte lægges til grund, at der var tale om tvangsbehandling, fandt nævnet, at betingelserne for tvangsbehandling var til stede og kunne således godkende, at blev tvangsbehandlet.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan oplyse, at det af Psykiatrilovens § 1, stk. 2, fremgår, at ved tvang forstås anvendelse af foranstaltninger, som patienten modsætter sig. Nævnet kan endvidere oplyse, at det af bemærkningerne til loven fremgår, at en foranstaltning anses for frivillig, hvis patienten udtrykkeligt samtykker, uanset at patienten ikke besidder den fornødne habilitet til, at samtykket i andre retlige sammenhænge ville blive accepteret som gyldigt. Det fremgår videre, at frivillighedsbegrebet dog rækker videre, idet en foranstaltning også anses for frivillig - eller rettere ikke-tvungen - hvis patienten hverken verbalt eller i sin adfærd protesterer mod foranstaltningen, men f.eks. forholder sig passiv.

Af bemærkningerne til loven fremgår desuden, at der dog ikke stilles store krav til en tilkendegivelses klarhed, før en protest fra patientens side må antages at foreligge med den virkning, at man må afstå fra at gennemføre den påtænkte foranstaltning, medmindre betingelserne for tvangsmæssig gennemførelse er til stede. Indvilliger en patient med beklagelse eller resignation, foreligger der frivillighed. Det samme gælder, hvis patienten ved en korrekt vejledning og information lader sig overbevise eller blot overtale til at medvirke. Det er imidlertid næppe muligt generelt at angive, hvornår tilfælde inden for det gråzoneområde, der kan betegnes som "frivillig tvang", antager karakter af tvang i lovens forstand. Som vejledende retningslinie gælder, at det er tvang, hvis en foranstaltning søges gennemført, selv om patienten giver udtryk for en protest eller modstand, der ikke frafaldes eller opgives.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at der ikke var tale om tvangsbehandling. Nævnet har lagt vægt på, at det af journalnotatet fra den 5. november 2001 fremgår, at ikke satte spørgsmål ved den aktuelle medicinering, selv om hun anførte at Serenase var noget gift. Af journalen fra den 9. november 2001 fremgår, at hun var indstillet på for nuværende at få medicin, men bestemt også at blive trappet ud hurtigst muligt, og at det blev anført overfor hende, at hun skulle fortsætte med medicinen i hvert fald i et halvt år, men på det pågældende tidspunkt skulle have lidt mindre litium, da hendes selitium var lidt højt to dage tidligere, hvilket hun var indforstået med. Af et senere notat (dato ikke angivet) fremgår, at hun klagede over vældig meget, herunder at hun endnu ikke havde fået sin medicin. Af notatet fra den 14. november 2001 fremgår, at ønskede nogle medicinændringer, som blev imødekommet, men intet for så vidt angår medicineringen med Serenase.

Af journalen fra den 22. november 2001 fremgår, at var tilfreds med den aktuelle medicinering, bortset fra morgen Serenasen, der herefter blev seponeret, således at der alene blev givet Serenase om natten. Af sygeplejekardex fra den 24. november 2001 fremgår, at hun tog på weekend og om morgenen var kommet og havde spurgt efter sin medicin, samt havde fået medicin med til om søndagen. Af sygeplejekardex fra den 27. november 2001 fremgår, at hun havde spurgt om Serenase kunne nedsættes, men blev henholdt til lægesamtale, hvilket hun nødtvunget accepterede. Den 29. november 2001 fremgår det af journalen, at hun gerne ville ud af Serenasen, og at det blev aftalt, at denne blev trappet ned til 4 mg dagligt. Det fremgår endvidere, at hun på dette tidspunkt blev udskrevet. Nævnet finder det herefter ikke godtgjort, at der var tale om tvangsbehandling i psykiatrilovens forstand, men finder derimod, at der var tale om en frivillig medicinsk behandling.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan på denne baggrund delvis tiltræde den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn i den 16. august 2002.