Klage over tvangsbehandling, evt. som depot

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn i <****> den 18. juni 2002 om tvangsbehandling af <****> på psykiatrisk afdeling, <****>.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder dog, at grundlaget for at indlede tvangsbehandling med depotmedicin ikke var til stede.

er en 34-årig mand, der siden 1999 har været indlagt 4 gange på psykiatrisk afdeling på grund af en psykotisk tilstand med vrangforestillinger (paranoid skizofreni). Under indlæggelserne har han været i behandling med antipsykotisk medicin med god effekt på tilstanden.

blev aktuelt tvangsindlagt på behandlingsindikation den 31. maj 2002, da han atter var psykotisk med vrangforestillinger. Han mente således, at han af kongehuset, PET, statsministeren og muligvis USA var blevet pålagt at skrive en bog på 2400 sider, idet en af hans forfædre havde beskyldt kongehuset for at bestå af biseksuelle individer. Han havde fremsendt regninger til de nævnte instanser, hvilket han mente ville indbringe et trecifret millionbeløb.

Lægerne vurderede, at var psykotisk og tidvist anspændt og forpint. Han blev derfor søgt motiveret for og tilbudt antipsykotisk medicin (tablet Zyprexa 10 mg dagligt) fra den 1. juni 2002. var imidlertid vedvarende afvisende over for dette og fremtrådte uden sygdomsfornemmelse. Der blev derfor truffet beslutning om tvangsbehandling den 13. juni 2002 i form af tablet Zyprexa 10-30 mg dagligt, subsidiært injektion Cisordinol 5-20 mg dagligt, eventuelt med overgang til injektion Cisordinol Depot 100-200 mg hver eller hveranden uge.

klagede over beslutningen om tvangsbehandlingen til Det Psykiatriske Patientklagenævn i . Klagen blev tillagt opsættende virkning.

Klagen blev herefter den 18. juni 2002 behandlet i Det Psykiatriske Patientklagenævn, som godkendte beslutningen om tvangsbehandlingen, dog med bemærkning om, at daglige injektioner gennem en uge skulle være forbundet med fysisk magtanvendelse, før lægerne kunne anvende depotmedicin.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, da udsigten til hans helbredelse eller en betydelig afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har lagt vægt på, at befandt sig i en psykotisk tilstand, præget af vrangforestillinger af storhedskarakter. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at var forpint og uden sygdomserkendelse.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har lagt vægt på, at gennem 14 dage blev forsøgt motiveret for frivillig behandling, før beslutning om tvangsmedicinering blev truffet. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at tidligere havde modtaget antipsykotisk medicin med god effekt på tilstanden, og at der blev truffet beslutning om tvangsbehandling med tablet Zyprexa, subsidiært injektion Cisordinol, eventuelt med overgang til injektion Cisordinol Depot 100-200 mg hver eller hveranden uge.

Betingelserne for tvangsbehandling var således opfyldt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at behandlingen opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger.

Nævnet har lagt vægt på, at Zyprexa og Cisordinol er almindeligt anvendte og vel afprøvede antipsykotiske lægemidler, ligesom de besluttede doseringer er sædvanlige.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder imidlertid ud fra en konkret vurdering, at beslutningen om eventuel anvendelse af Cisordinol i depotform ikke opfyldte kravet om mindst indgribende behandlingsform på det tidspunkt, hvor beslutningen om tvangsbehandling blev truffet.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn skal oplyse, at beslutning om, hvorvidt en patient skal tvangsmedicineres med depotmedicin bør foretages på grundlag af en vurdering af patientens aktuelle tilstand på beslutningstidspunktet.

Nævnet har lagt vægt på, at baggrunden for beslutningen om en eventuel tvangsbehandling med depotmedicin ikke er beskrevet i journalen eller overlægens udtalelse til sagen. Således fremgår det ikke, at peroral tvangsbehandling med tablet eller mikstur ikke er mulig, ligesom det ikke fremgår, at daglige injektioner ville være særligt angstvoldende for eller forbundet med vedvarende daglig fysisk magtanvendelse.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan på denne baggrund delvist tiltræde den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn i den 18. juni 2002, idet Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at grundlaget for at indlede tvangsbehandling med depotmedicin ikke var til stede på tidspunktet for beslutningen.