Klage over, at speciallæge i ortopædkirurgi ikke havde anført korrekte konklusioner i speciallægeerklæring

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere speciallæge i ortopædkirugi <****> i forbindelse med hans udfærdigelse af speciallægeerklæring af 1. februar 2002 til et forsikringsselskab om <****>, jf. lægelovens § 8.

 

Hændelsesforløb

Den 13. oktober 2000 var ved at slagte og skar sig herved i venstre hånd. viklede herefter noget omkring fingrene for at standse blødningen, og senere fik han en forbinding på. Han søgte ikke på noget tidspunkt læge for sin skade og var ikke sygemeldt, fordi uheldet skete i hans efterårsferie. Sårene helede op uden infektion.

Efterfølgende har været generet af, at pegefingeren er blevet følelsesløs samt en konstant murren i denne finger. Endvidere er følesansen i langefingerens nederste del ændret. Dette har givet ham problemer med finmotorikken på venstre hånd. Hånden er desuden blevet meget kulde- og varmefølsom.

s forsikringsselskab på grund af de nævnte symptomer efter uheldet ønskede en speciallægevurdering blev den 18. januar 2002 undersøgt af speciallæge i ortopædkirurgi , som den 1. februar 2002 afgav erklæring herom.

Speciallæge fandt ifølge sin erklæring af 1. februar 2002, at der ikke var overensstemmelse mellem s sygehistorie og de anførte gener samt objektive kliniske fund. Speciallæge konkluderede, at det var usandsynligt, at havde pådraget sig en svær nervelæsion ved ulykken.

Klagen

Der er klaget over følgende:

- At de konklusioner, der fremgår af speciallæge s erklæring af 1. februar 2002, ikke er korrekte.

har blandt andet anført, at konklusionerne er ufuldstændige, mangelfulde og forvanskede til ukendelighed i forhold til hans forklaring.

Nævnets afgørelse af klagen

Speciallæge har overtrådt lægelovens § 8, stk. 1 ved sin udfærdigelse af speciallægeerklæring vedrørende .

Begrundelse

Nævnet kan oplyse, at en læge ved en afgivelse af lægeerklæringer skal anføre sin vurdering af patienten og i erklæringen medtage de forhold, som lægen finder relevante med henblik på at opfylde formålet med erklæringen. Modtageren af en lægeerklæring skal således kunne danne sig et skøn på baggrund af erklæringens oplysninger. Det skal af erklæringen fremgå, på hvilken måde lægen har opnået sin viden.

Nævnet skal bemærke, at der ingen journaloptegnelser findes i forbindelse med s håndskade, da han ikke konsulterede læge efter uheldet.

Af speciallæge s erklæring fremgår det, at han foretog en objektiv undersøgelse af s pegefinger og langefinger på venstre hånd. Det fremgår endvidere, at i samtlige svar oplyste om en ændret følesans på hele pegefingeren.

Det fremgår af speciallæge s udtalelse til sagen, at han ikke fandt det sandsynligt, at de 2 følenerver til oversiden af fingeren var beskadigede, fordi der ved en objektiv vurdering bør være forskel på henholdsvis over- og undersiden af fingeren.

Nævnet finder, at det burde have fremgået specifikt af både den objektive vurdering og af konklusionen i speciallægeerklæringen, at der var foretaget og beskrevet en separat undersøgelse af underside og overside af begge fingre. Således ville det have været tydeligere, hvilke objektive forskelle der lå til grund for konklusionen.

Ifølge § 1 i Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 212 af 20. juni 1935 må en erklæring ikke indeholde oplysninger om sygdomme eller forhold, som lægen ikke har fornødent lægeligt kendskab til.

Det fremgår af speciallægeerklæringen, at speciallæge på baggrund af s forklaring om ulykken samt på baggrund af sin undersøgelse fik mistanke om at med overlæg havde påført sig skader i fingrene (patomimi).

Nævnet skal bemærke, at en lægeerklæring hviler på lægens skøn. Det er imidlertid nævnets opfattelse, at der såfremt en ikke-psykiatrisk fagperson i en speciallægeerklæring fremkommer med udtalelser om alvorlige psykiatriske diagnoser, skal være et tilstrækkeligt grundlag herfor. Der bør således foreligge omstændigheder, der bestyrker en sådan mistanke.

Det fremgår endvidere af erklæringen, at speciallæge fandt det påfaldende, at ikke søgte behandling efter skaden. Hertil skal nævnet bemærke, at det er den lægefaglige konklusionen uvedkommende, om opsøgte læge eller ej ved den oprindelige skade.

På denne baggrund finder nævnet, at speciallæge ikke har levet op til den almindelige anerkendte faglige standard i forbindelse med sin udfærdigelse af speciallægeerklæring af 1. februar 2002.