Klage over overflytning fra én intensiv afdeling til en anden

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere læge <****> for hans behandling af <****> den 2. januar 2002 på medicinsk afdeling, <****>.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere overlæge <****> for hans behandling af <****> den 4. januar 2002 på intensiv afdeling, <****>.

Hændelsesforløb

, der havde tiltagende åndedrætsbesvær samt gennem ca. en uge trykken i brystet, blev den 2. januar 2002 indbragt til skadestuen, , med lægeambulance, efter en uge tidligere at have følt trykken i brystet og derefter være faldet og havde slået nakken og højre side af brystkassen. Hun havde efterfølgende haft smerter i brystet med tiltagende åndenød.

I ambulancen blev målt en pulsfrekvens på 170 og et blodtryk på 90/60 samt en iltmætning i blodet på 63, der ved indgift af ilt (7 liter/minut) steg til 89.

Den 2. januar 2002 kl. 12.36 blev der i skadestuen målt en puls på 170 og et blodtryk på 100/60. Temperaturen var 36 og var bleg og sløv.

Læge , medicinsk afdeling, , blev tilkaldt og blev overflyttet til hjerteafdelingen.

Læge mistænkte blodprop i lungerne som årsag til åndedrætsbesværet, men en undersøgelse (lungeskintigrafi) sandsynliggjorde ikke dette. , der endvidere havde fået påvist forhøjet blodsukker, blev behandlet med saltvand, insulin, penicillin og Digoxin.

s sløvhed og åndedrætsbesvær bedredes ikke, hvorfor læge tilkaldte akut tilsyn fra narkoseafdelingen. Narkoselægen lagde straks et rør i s luftrør med henblik på behandling i respirator, og den 2. januar 2002 kl. 17.30 blev hun overflyttet til intensivafdelingen.

Ud over respirator blev behandlet for dårligt kredsløb med Dopamin, Noradrenalin, Cordarone, Verapamil samt el-stød over hjertet og vanddrivende behandling.

På intensiv afdeling mente lægerne, at havde en dobbeltsidig lungebetændelse, hvilket blev bekræftet ved røntgenundersøgelse af lungerne.

s tilstand bedredes, og den 4. januar 2002 blev det på morgenkonferencen under ledelse af overlæge besluttet, at hun på grund af overbelægning i afdelingen skulle overflyttes til intensiv afdeling på et andet sygehus, idet det skønnedes, at hun var den patient i afdelingen, der bedst tålte transporten.

Klagen

Der er klaget over følgende:

1. at lægerne på medicinsk afdeling, , ikke behandlede korrekt den 2. januar 2002.

Det er hertil blandt andet anført, at hele dagen lå med en lav ilprocent, uden at hun blev tilset af en narkoselæge.

2. At lægerne på intensivafdeling, , ikke behandlede korrekt, idet de vurderede, at hun kunne overflyttes til et andet hospital på trods af, at hun var i en dårlig tilstand.

Nævnets afgørelse af 1. klagepunkt

Læge , medicinsk afdeling, , har ikke overtrådt lægeloven ved sin behandling af den 2. januar 2002.

Begrundelse

Det fremgår af journalen, at læge , medicinsk afdeling, , tilså den 2. januar 2002 kl. 12.36, hvor han optog sygehistorie og foretog en objektiv undersøgelse. Han fandt, at var somnolent, hvilket vil sige, at hun var sløv og hurtigt faldt hen, men at hun kunne vækkes.

Patientklagenævnet kan oplyse, at en tilstand af somnolens hos en patient kan have mange forskellige årsager, blandt andet et lavt iltindhold i blodet, højt blodsukker og blødning i hjernen.

Det fremgår videre af journalen, at læge foretog en lungeundersøgelse med stetoskop, der indicerede, at havde betydelige forandringer på begge lungefelter, som kunne give mistanke om både lungebetændelse og vand på lungerne. Undersøgelse for, om s fald havde medført ribbensbrud eller synlige skader på hovedet, var negative.

Det fremgår videre af journalen, at der blev taget et hjertekardiogram, som ikke viste tegn på, at havde en blodprop i hjertet, men derimod at hun havde en hurtig uregelmæssig puls på 177, hvilket kunne tyde på, at hun havde forkammerflimmer (atrieflimren). Hun havde endvidere betydelig forhøjet blodsukker.

Ifølge journalen blev herefter behandlet akut med ilt, og der blev givet hurtigtvirkende insulin i blodårerne samt 1 liter saltvand.

Det fremgår videre, at læge herefter foranledigede, at fik foretaget en såkaldt lungeskintigrafi for at afklare, om en blodprop i lungerne (lungeemboli) var årsagen til hendes tilstand. Lungeskintigrafien viste ikke tegn på, at der var en blodprop i lungerne, men støttede mistanken om, at der var lungebetændelse i begge lunger, hvorefter der blev foretaget en bloddyrkning og en undersøgelse af urinen for infektion samt påbegyndt behandling med penicillin i blodårerne.

Det fremgår, at der herefter blev foretaget en fornyet blodanalyse af arterieblodet (A-punktur), som viste at iltindholdet i blodet var faldet til 80 procent, samt at kuldioxidindholdet i blodet var stigende og blodets surhed faldende, hvorefter hun blev behandlet med Digoxin i blodårerne og der blev tilkaldt akut telefonisk hjælp fra narkoseafdelingen med henblik på respiratorbehandling.

Patientklagenævnet kan oplyse, at forkammerflimmmer er et uspecifikt fund, idet forkammerflimmer kan optræde i forbindelse med blandt andet lungebetændelse og vand på lungerne samt ved andre akutte tilstande, og at det med henblik på behandling af denne tilstand er relevant at forsøge at nedsætte pulsfrekvensen ved at behandle med Digoxin i årene.

Det er Patientklagenævnets opfattelse, at de symptomer, som frembød, gjorde det vanskeligt at stille en diagnose, men at læge relevant overvejede flere forskellige konkurrerende årsager til tilstanden, blandt andet blodprop i lungen, ukontrolleret sukkersyge (ketoacidose), blødning uden på hjernens hinde, lungebetændelse og hjertesvigt, samt at han iværksatte relevante akutte undersøgelses- og behandlingstiltag.

Patientklagenævnet finder på denne baggrund ikke grundlag for at fastslå, at læge har handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard i forbindelse med behandlingen af den 2. januar 2002.

Nævnets afgørelse af 2. klagepunkt

Overlæge , intensiv afdeling, , har ikke overtrådt lægeloven i forbindelse med, at han den 4. januar 2002 vurderede, at kunne overflyttes til intensiv afdelingen på et andet sygehus.

Begrundelse

Det fremgår af en reservelæges udtalelse til sagen, at der ved morgenkonferencen den 4. januar 2002 i overensstemmelse med afdelingens instruks blev planlagt overflytning af en patient, da der var overbelægning, og at det blev skønnet, at var den patient i afdelingen, som bedst tålte transport.

Det fremgår af den ledende overlæges udtalelse til sagen, at overlæge deltog i morgenkonferencen i relation til beslutningen om at overflytte til intensiv afdelingen på et andet sygehus.

Det fremgår af overlæge s udtalelse til sagen, at anledningen til overflytningen af var en akut pladsmangel, som netop den 4. januar 2001 var specielt aggraverende, idet afdelingen skulle flytte til en midlertidig lokalisation i en opvågningsstue med dårlige pladsforhold, og at der forinden nøje var taget stilling til, hvilke patienter der var flytbare.

Patientklagenævnet kan oplyse, at overflytning af patienter mellem intensive afdelinger på grund af pladsproblemer er relativt hyppigt forekommende. Beslutningen om, hvilke patienter, der bedst tåler overflytning, hviler på et lægeligt skøn. Ifølge overlæge s udtalelse af 19. juni 2002 er overflyttelser fra intensivterapiafsnit en velkendt foretagelse, idet ca. hver 6. patient på et eller andet tidspunkt overflyttes på grund af overbelægning.

Nævnet kan endvidere oplyse, at en tilstand, som den befandt sig i, med hjertesvigt som følge af dobbeltsidig lungebetændelse, er en relativt ofte forekommende tilstand, som regelmæssigt behandles på alle intensive afdelinger i Danmark.

Det er Patientklagenævnets opfattelse, at overlæge foretog et forsvarligt og rimeligt skøn, da han vurderede, at lige så kvalificeret kunne behandles på intensivafdelingen på et andet sygehus som på intensiv afdeling, .

Patientklagenævnet finder herefter ikke anledning til at fastslå, at overlæge handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard i forbindelse med, at han på morgenkonferencen den 4. januar 2002 besluttede, at skulle overflyttes til intensiv afdeling på et andet sygehus.