Klage over rodbehandling med rodfyldningsoverskud

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere tandlæge <****> for hendes behandling af <****> i perioden fra december 1995 til den 17. april 1997 på Tandklinikken <****>, jf. lov om tandlæger § 12.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere tandlæge <****> for hendes behandling af <****> i perioden fra den 12. maj til den 18. november 1997 på Tandklinikken <****>

Hændelsesforløb
fik ved undersøgelse den 6. december 1995 konstateret karies i 1+1 (de store fortænder i overkæben). På 1+ var der karies på begge tandflader (mesial- og distalfladen), der vender ud mod nabotænderne. Tandlægen plomberede tænderne.

Tandlæge undersøgte de følgende 2 år 3 gange med ½ års mellemrum. Den 13. maj 1996 blev der lagt plastlak (duraphat) på skærekanten (incisalkanten) af 1+. Der blev ved disse 3 undersøgelser ikke registreret karies.

Den 12. maj 1997 var der voldsom tandpine i 1+, og på et røntgenbillede kunne der ses tegn på rodspidsbetændelse. Tandlæge påbegyndte derfor rodbehandling af 1+.

Den 29. maj 1997 blev 1+ rodfyldt, og den 12. juni blev der lagt en plastfyldning i tanden. Den 18. november 1997 blev der taget et røntgenbillede af 1+.

Den 23. oktober 1998 var hos anden tandlæge, der fandt, at 1+ var misfarvet. Der blev anbefalet påsætning af en metalkeramikkrone, da en blegning af tanden ville svække tanden yderligere. Den 5. november 1999 blev der hos den nye tandlæge lagt en plastfyldning i 1+.

fik den 23. marts 2000 med plast påsat et tandsmykke, en ”stjerne”, på 1+.

Den 6. juni 2000 meldte afbud til blegning af 1+.

Klagen
Der er klaget over følgende:

• at tandlægen ikke behandlede tanden korrekt, idet det nu har vist sig, at den er revnet og kan brække.

har oplyst, at en tandlæge ved undersøgelse i maj 2001 fandt, at tanden var revnet, hvorfor det blev anbefalet, at påsætte en krone.

Nævnets afgørelse af klagepunktet
Tandlæge har overtrådt tandlægelovens § 12 ved sin behandling af i perioden fra december 1995 til den 17. april 1997.

Tandlæge har ikke overtrådt tandlægeloven ved sin behandling af i perioden fra den 12. maj til den 18. november 1997.

Begrundelse
Ifølge journalen konstaterede tandlæge ved undersøgelse den 6. december 1995 karies i begge de centrale fortænder i overkæben, 1+1. Tandlæge plomberede samme dag den ene af tandfladerne (distalfladen) på 1+4 , og som fyldningsmateriale blev anvendt plastfyldningsmaterialet ”Charisma®”.

Nævnet kan oplyse, at dette præparat er registreret og godkendt til anvendelse ved både fortands- og kindtandsfyldninger.

Videre kan det oplyses, at karies er en tandsygdom, der skyldes sygdomsfremkaldende bakteriebelægninger, der ligger uforstyrret på tandoverfladen i lang tid.

Den 14. december 1995 blev den anden tandflade (mesialfladen) på 1+2 plomberet med samme fyldningsmateriale.

Ifølge journalen noterede tandlæge ved den sidste undersøgelse den 17. april 1997: ”…Us…Caries ÷…Pudset fyldningskanter i ok-front”. Der blev altså ikke registreret behandlingskrævende tilstande i tandsættet.

Den 12. maj 1997 henvendte sig til tandlæge med en voldsom tandpine i 1+, og tandlægen konstaterede, at der var betændelse ved rodspidsen (paronditis apikalis akuta 1+).

Det er nævnets vurdering, at røntgenbillede optaget den 12. maj 1997 viser, at begge plastfyldninger i 1+ er defekte. Der kan ses spalter ved fyldningerne specielt i den del af fyldningerne, der vender op mod tandkødet (den gingivale del).

Det er videre nævnets vurdering, at spalterne kan være opstået ved flere af de arbejdsfaser, der er ved plastbehandling, men spalterne er sandsynligvis opstået på grund af ufuldstændig syreætsning, hvilket har betydet, at plasten ikke er vedhæftet (adapteret) til tandemalje.

Nævnet kan oplyse, at det kan være svært i behandlingssituationen at afgøre, om syreætsningen er tilstrækkeligt eller ej. Derfor skal tandlægen ved de efterfølgende undersøgelser være meget omhyggelig ved sin undersøgelse for at opdage eventuelle spalter mellem plastfyldning og tandemalje.

Det er imidlertid nævnets vurdering, at spalterne i 1+ på begge tandflader (mesial- og distalflader) var så store, at de må have eksisteret igennem længere tid og videre, at de burde have været diagnosticeret i hvert fald ved den seneste undersøgelse den 17. april 1997, hvor tandlæge også pudsede plastfyldningerne i overkæbefronten.

Det er nævnets vurdering, at spalterne var årsagen til, at der opstod akut betændelse i 1+.

Sammenfattende finder nævnet derfor anledning til kritik af tandlæge , idet den foretagne behandling i perioden fra december 1995 til den 17. april 1997 ikke blev udført i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard.

Ved undersøgelsen den 12. maj 1997 blev det konstateret, at der var betændelse ved rodspidsen (paronditis apikalis akuta 1+), og tandlæge valgte straks at påbegynde rodbehandling (kanalbehandling).

Nævnet finder, at det var i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard at foretage rodbehandling, når der var opstået akut betændelse i en tandnerve.

Nævnet kan oplyse, at en sådan rodbehandling ikke altid lader sig færdiggøre i én behandlingsseance. Ved en rodbehandling tilstræbes det sædvanligvis at udrense og fylde rodkanalerne til rodspidsen eller til 1-1½ mm fra denne.

Den 29. maj 1997 valgte tandlæge , at rodfylde tanden med et rodfyldningsmateriale (AH26/guttaperka), der er godkendt til rodfyldning af rodkanaler. Efterfølgende røntgenoptagelse af tanden den 29. maj 1997 viste imidlertid, at der var rodfyldningsoverskud ved rodspidsen af 1+, som tegn på, at der var presset rodfyldningsmateriale ud i det omkringliggende væv under rodfyldningen.

Nævnet kan oplyse, at denne situation kan være svær at undgå, hvis der er en direkte åbning igennem rodspidsen.

Røntgenoptagelse fra den 12. maj 1997 viste, at der var en relativ stor åbning gennem rodspidsen på 1+, hvilket forklarer, at der blev presset rodfyldningsmateriale ud i det omkringliggende væv.

Nævnet kan videre oplyse, at når rodfyldningsmaterialet bliver presset ud gennem rodspidsen til det omkringliggende væv, vil materialet forblive i vævet, idet det er uopløseligt i vævsvæske. Rodfyldningsmaterialet kan kun fjernes ved et operativ indgreb.

Nævnet kan oplyse, at rodfyldningsoverskud resulterer i en langsommere og dårligere heling, men kirurgisk behandling afventes normalt, indtil der opstår problemer fra det pågældende område. Tanden følges i så fald radiologisk.

Tandlæge valgte at observere tilstanden omkring rodspidsen på 1+, og den 18. november 1997 noterede hun i journalen, at der var pæn heling ved 1+.

Nævnet kan endelig oplyse, at i en rodbehandlet tand er både emalje og tandben (dentinen) mere skrøbelig og bliver dermed oftere udsat for brud. Desuden vil en rodbehandlet tand ofte blive misfarvet som følge af nedbrydningen af affaldsstoffer fra tandens nerve.

Sammenfattende finder nævnet, at tandlæge s behandling af i perioden efter den 12. maj 1997 blev udført i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard.