Klage over praktiserende læges manglende lægebesøg

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere praktiserende læge <****> for hans behandling af <****> den 4. februar 2002, jf. lægelovens § 6.

Hændelsesforløb

, der var 89 år, faldt den 23. januar 2002 i hjemmet og slog sin hofte samt fik en flænge i hovedet.

Via lægevagten kom på skadestuen, , hvor hun blev syet med 4 sting i baghovedet. På grund af smerterne i venstre hofte blev der taget et røntgenbillede, som ikke viste tegn på brud.

Den 30. januar 2002 kontaktede s veninde hendes egen læge , da hun ikke mente, at kunne klare sig selv. Læge kontaktede derfor hjemmeplejen med henblik på vurdering og eventuel aflastning.

Den 1. februar 2002 konsulterede læge for at få fjernet stingene.

Hjemmesygeplejersken ringede den 4. februar 2002 til læge , fordi havde sværere ved at bevæge sig, hun kunne ikke støtte på benet og klagede over ondt i hoften. Smertestillende medicin havde ikke hjulpet, og læge foreslog stærkere smertestillende medicin.

Senere samme dag hævede s ben og drejede udad, hvorfor hjemmesygeplejersken igen ringede til læge , som ikke fandt det nødvendigt med et akut besøg hos , da han havde set hende lige før weekenden, og hun ikke var faldet igen. Da var utryg ved at være alene, drøftede de mulighed for aflastningsplads, men dette var ikke muligt. Derfor måtte hjemmeplejen øge besøgene for en periode. Desuden bestilte hjemmesygeplejersken nødkaldeanlæg, nøglebox, bækkenstol, kørestol og badestol.

Den 6. februar 2002 kontaktede s nabo telefonisk læge s sekretær på grund af s ben. Hjemmesygeplejersken tilså endvidere den 6. februar 2002 og bad fysioterapeuten om hjælp, da hun konstaterede, at s tilstand ikke havde ændret sig.

Den 7. februar 2002 kontaktede fysioterapeuten telefonisk læge , da hun ikke kunne gennemføre genoptræningen af på grund af smerter. Hun foreslog derfor at få indlagt på geriatrisk afdeling (afdeling for ældre) med henblik på genoptræning. Læge henviste til indlæggelse samme dag.

Den 10. februar 2002 kom på aflastning, da hjemmehjælpen havde fundet hende med en plasticpose over hovedet i et forsøg på at begå selvmord. Efter aftale med vagtlægen og kom hun derfor til aflastning på .

Den 25. februar 2002 blev indlagt på geriatrisk afsnit,. Samme dag fik hun taget en nyt røntgenbillede af venstre hofte, som viste brud på lårbenshovedet (collum femoris). Brudenderne var forskubbet, så lårbenet var skubbet opad og godt 1 cm bagud.

Næste dag den 26. februar 2002 blev overflyttet til og blev samme dag opereret med en hemialloplastic, hvorved et kunstigt lårbenshoved (ultimaprotese) blev sat ind i lårbenet.

Operationen forløb uden problemer, og røntgenbilleder viste god stilling af leddet.

s niece har den 7. maj 2002 oplyst, at er afgået ved døden.

Klagen

Der er klaget over følgende:

• At læge ikke fandt grundlag for lægebesøg, til trods for at hjemmeplejen anmodede herom.

Det er herved anført, at den 23. januar 2002 faldt, og det først var ved anden røntgenundersøgelse den 25. februar 2002, at bruddet blev konstateret.

Nævnets afgørelse af klagen

Praktiserende læge har overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af den 4. februar 2002.

Begrundelse

Det fremgår af journalen, at den 23. januar 2002 faldt, og at hun samme dag blev undersøgt på skadestuen, . Der blev foretaget en røntgenundersøgelse af venstre hofte, og undersøgelsen viste ikke tegn på brud.

Det fremgår videre af journalen, at s veninde den 30. januar 2002 telefonisk kontaktede læge , idet hun var af den opfattelse, at ikke kunne klare sig alene i hjemmet. Læge kontaktede hjemmeplejen med henblik på tilsyn og eventuel aflastning.

Videre fremgår det af journalen, at den 1. februar 2002 konsulterede læge for at få fjernet sting efter sårbehandling i hovedet. I journalen er det noteret, at kom gående ind med gangstativ, men der er intet noteret vedrørende en decideret undersøgelse af hoften.

Af journalen fremgår videre, at læge den 4. februar 2002 blev telefonisk kontaktet af hjemmesygeplejersken, idet havde tiltagende besvær med at bevæge sig, og at hun på grund af smerter ikke kunne støtte på venstre ben. Læge ordinerede stærkere smertestillende medicin.

Det fremgår af hjemmesygeplejerske udtalelse af 2. april 2002 til sagen, at hun anmodede læge om at tilse , men at han ikke fandt grundlag herfor, da røntgenundersøgelsen ikke havde vist tegn på brud.

Det fremgår ligeledes af journalen, at hjemmesygeplejersken senere samme dag atter kontaktede læge med henblik på lægebesøg hos på grund af hoftesmerter. Læge afslog lægebesøg, idet han henholdt sig til, at røntgenundersøgelsen den 23. januar 2002 ikke havde vist tegn på brud, samt at der ikke i den mellemliggende tid havde været hændelser, der kunne begrunde en mistanke om, at der var sket en forværring. Endvidere havde han tilset den 1. februar 2002.

Det fremgår af notat i sygeplejejournal og hjemmesygeplejerske s udtalelse af 6. september 2002 til sagen, at hun oplyste læge om, at s venstre ben var udadroteret.

Nævnet kan oplyse, at ældre mennesker har nemmere ved at pådrage sig et knoglebrud, og at brud af lårbenshalsen er blandt de hyppigste. I oplagte tilfælde vil det påvirkede ben fremtræde forkortet og udadroteret, og røntgenundersøgelse vil bekræfte diagnosen. Undertiden forskydes brudfladerne ikke umiddelbart, og benet vil fremtræde normalt. Patienten kan eventuelt støtte på benet, og røntgenundersøgelse vil ikke nødvendigvis afsløre abnorme forhold. Et sådant brud beskrives som indkilet. Et indkilet brud kan efterfølgende forskydes og derefter frembyde tegn som beskrevet hos .

Nævnet finder, at hjemmesygeplejerskens henvendelse den 4. februar 2002, hvor hun detaljeret oplyste om s tilstand, herunder at benet var udadroteret, burde have medført, at læge specifikt havde overvejet om undersøgelsen den 23. januar 2002 med sikkerhed havde udelukket brud.

Nævnet finder således, at læge burde have været mere lydhør over for en sundhedsfaglig uddannet persons gentagne henvendelser, og som konsekvens heraf have aflagt et besøg.