Klage over mangelfuld behandling af blodansamlig i lysken efter KAG

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere sygeplejerske <****> for hans behandling af <****> den 3. januar 2002 på medicinsk afdeling, <****>.

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere overlæge <****> for hans behandling af <****> den 3. og 4. januar 2002 på medicinsk afdeling, <****>, jfr. lægelovens § 6, stk. 1.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere reservelæge <****> for hendes behandling af <****> den 3. og 4. januar 2002 på medicinsk afdeling, <****>.

Hændelsesforløb

Den 17. december 2001 blev indlagt på medicinsk afdeling, , med smerter i brystet og mistanke om blodprop i hjertet. Det sidste blev afkræftet, men da i nogen tid har haft smerter ved brystet og åndenød besluttede man under indlæggelsen at foretage en udredning af hjertets funktion.

Den 3. januar 2002 midt på dagen fik foretaget en koronarangiografi (KAG - en undersøgelse, hvor man gennem indførelse af kateter i pulsåren i lysken får en billedmæssig fremstilling af hjertets størrelse og funktion).

Den 3. januar 2002 kl. 18.30 blev det konstateret, at havde en stor blodansamling under huden i lysken ved indstiksstedet, hvor man tidligere på dagen havde lavet KAG. Overlæge ordinerede herefter kompression og smertestillende behandling med morfin efter behov.

Senere på aftenen kl. ca. 21.00 klagede fortsat over spænding og smerter svarende til blodansamlingen. Overlæge fastholdt sine ordinationer fra tidligere på aftenen.

I nattens løb havde fortsat smerter i lysken, og kl. 4.00 om morgenen fik hun infusion af blodtryksstabiliserende væske, ligesom der blev bestilt 4 portioner blod med henblik på senere transfusion. Blodtrykket rettede sig på den givne behandling.

Den 4. januar 2002 kl. ca. 7.30 blev tilset af reservelæge . Hun adviserede kort efter en læge på kardiologisk afdeling, som kl. 8.00 fandt chokeret og døende med udsættende vejrtrækning, hvorfor hun iværksatte hurtig blodtransfusion og overflytning til karkirurgisk afdeling, , hvor man ved en operation lukkede hullet i pulsåren i lysken. Efterfølgende optrådte der organsvigt fra nyre, tarm og lever, og døde på den 4. februar 2002.

Klagen

Der er klaget over følgende:

1. At sygeplejerske ikke anførte i journalen/kardex, at s datter havde oplyst, at hendes moder havde en blødningstendens (den 3/1-02).

2. At reservelæge om natten mellem den 3. og 4. januar 2002 ikke iværksatte intensiveret overvågning og behandling, da man fra sygeplejeside meldte om stort hæmatom og begyndende choktilstand "klamt svedende og lavt blodtryk".

3. At bagvagt overlæge om natten mellem den 3. og 4. januar 2002 ikke iværksatte intensiveret overvågning og behandling, da sygeplejerskerne meldte om stort hæmatom og begyndende choktilstand "klamt svedende og lavt blodtryk", men i stedet ordinerede morfin.

Nævnets afgørelse af 1. klagepunkt

Sygeplejerske har ikke overtrådt lov om sygeplejersker ved sin behandling af den 3. januar 2002 på .

Begrundelse

Det fremgår af journalen fra den 23. december 2001, at tidligere under indlæggelsen havde haft et hæmatom på halsen. Desuden fremgår det af journalen, at fik blodfortyndende medicin (antikoagulationsbehandling).

Da det således fremgik af journalen, at tidligere havde haft blødningskomplikationer, finder nævnet, at det ikke er udtryk for manglende omhu og samvittighedsfuldhed fra sygeplejerske s side, at han ikke anførte dette i sygeplejekardex.

Nævnets afgørelse af 2. klagepunkt

Reservelæge har ikke overtrådt lægeloven ved sin behandling af den 3. og 4. januar 2002 på .

Begrundelse

Det fremgår af journalen, at reservelæge blev kontaktet telefonisk den 3. januar 2002 mellem kl. 20.30 og 21.00 vedrørende s kliniske tilstand. På grund af travlhed og opkaldets uopsættelige karakter henviste hun afdelingen til at kontakte bagvagten overlæge .

Videre fremgår det af journalen, at reservelæge på ny blev kontaktet senere på natten omkring kl. 4.00-4.30, da s kliniske tilstand var forværret og bedømt kritisk. Reservelæge fandt ved undersøgelsen af , at der var en vis omfangsforøgelse af benet opadtil på låret, og at der nok havde været en lille udvikling bedømt udfra tidligere indtegning af omfanget af blodansamlingen i højre lyske. Desuden fandtes at være bleg, kold og svedende med et lavt blodtryk på 87/51. Reservelæge kontaktede telefonisk bagvagt overlæge og orienterede ham om situationen. Man enedes om, at s tilstand skyldtes smerter og blodansamlingen i lysken (hæmatomet). Der blev givet infusion af HAES (blodlignende væske) til stabilisering af kredsløbet, ligesom der blev bestilt forlig på 4 portioner blod, hvoraf der sidenhen blev givet en portion. Denne behandling fik blodtrykket til at stige til omkring 100 mm Hg systolisk. Smerterne blev behandlet med morfin. Med den anførte behandling skønnedes tilstanden at være blevet stabiliseret.

Det fremgår af journalen, at i forbindelse med ovennævnte forløb blev flyttet til afdelingens modtagestue til intensiv observation.

Videre fremgår det af journalen, at reservelæge etablerede kontakt til kardiologisk speciallæge den 4. januar 2002 om morgenen.

Nævnet finder således samlet, at reservelæge har handlet i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard ved behandlingen af den 3. og 4. januar 2002.

Nævnets afgørelse af 3. klagepunkt

Overlæge har overtrådt lægelovens § 6, stk. 1 ved sin behandling af den 3. og 4. januar 2002 på .

Begrundelse

Det fremgår af journalen, at overlæge første gang tilså den 3. januar omkring kl. 18.30 under aftenstuegang. havde kort forinden første gang klaget over smerter i højre lyske, og der var tilkommet hævelse i lysken. Overlæge skønnede, at kompression i form af anlæggelse af ispose og sandsæk var tilstrækkelig.

Videre fremgår det af journalen, at overlæge på ny tilså omkring kl. 21.30. Overlæge fandt ved undersøgelsen af , at hæmatomet var tiltaget lidt i størrelse, at hun havde smerter, men i øvrigt fortsat var upåvirket. Overlæge ordinerede herefter morfin og fortsat kompression.

Nævnet er af den opfattelse, at overlæge i den givne situation burde have ordineret længerevarende (10-15 minutters) manuel kompression i højre lyske med det formål at opnå standsning af den åbenbart pågående blødning. Nævnet finder dog, at overlæge ordinerede relevant smertestillende behandling, ligesom observationen af efter nævnets opfattelse var tilstrækkelig.

Det fremgår af journalen, at overlæge senere på natten blev telefonisk kontaktet af reservelæge og orienteret om s tilstand. Det fremgik, at reservelæge skønnede, at smerterne var det væsentligste problem. Der var enighed om at give smertestillende medicin samt bestille og give blodtransfusion for en sikkerheds skyld. Herefter blev overlæge ikke yderligere kontaktet.

Det er nævnets vurdering, at ovennævnte forløb var fuldt forenelig med en sent opstået blødning, udgået fra den tidligere punktur af den højre lårpulsåre, som var pågået de efterfølgende ca. 10 timer, indtil blodtabet ud i låret havde haft et sådan omfang, at der var sket en alvorlig svækkelse af kredsløbet, og var blevet chokeret.

Nævnet kan i den forbindelse oplyse, at dette er en velbeskrevet, omend sjælden, komplikation til kranspulsåreundersøgelser udført fra lysken, hvor blødningen kan have et sådan omfang, at kredsløbet kan svækkes, og der indtræffer en chocktilstand, som er potentiel livstruende.

Nævnet er af den opfattelse, at denne situation frembød indikation for akut kirurgisk lukning af punkturstedet i pulsåren, hvilket overlæge burde have foranlediget.

Nævnet finder således samlet, at overlæge ikke behandlede i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard.