Klage over forkert udført operation samt manglede samtykke til den ændrede operation

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere de læger fra ortopædkirurgisk afdeling, <****>, som i perioden fra den 21. januar 2001 til den 31. januar 2002 var involverede i behandlingen og informationen af <****>.

 

Hændelsesforløb

, der igennem ca.10 år havde fået tiltagende gener fra begge knæ, især højre, blev den 4. december 2000 undersøgt i s reumatologiske ambulatorium.

havde belastningssmerter i højre knæ og følelse af et ustabilt led, og i flere tilfælde var højre knæskal gledet ud til siden.

Der blev foretaget en røntgenundersøgelse af begge knæ med specialundersøgelse af knæskallerne, som viste normale forhold.

På mistanke om læsion af den inderste menisk blev der udført en MR-scanning af højre knæ, hvor knæskallen sporede normalt og hvor der blev påvist normale forhold vedrørende brusken, men der fandtes forandringer i den bagerste del af den inderste menisk.

Den 22. januar 2001 var til undersøgelse i ortopædkirurgisk ambulatorium, , hos 1. reservelæge, der informerede hende om resultatet af MR-undersøgelsen.

1. reservelæge forklarede , at den eneste mulighed for at afklare årsagen til generne yderligere var en kikkertundersøgelse af knæet, men han understregede, at denne ikke nødvendigvis ville afsløre abnorme forhold.

indvilgede i at få udført en kikkertundersøgelse af højre knæ.

Denne undersøgelse blev udført i fuld bedøvelse og blodtomhed den 31. maj 2001 af afdelingslæge , som fandt at knæskallen sporede udadtil med tilsvarende forandringer af brusken på knæskallen og lårbensknoen. For at få knæskallen til at spore bedre udførtes en såkaldt lateral release.

Efter operationen ordinerede afdelingslæge fysioterapi, der startede den 10. juli 2001.

Behandlingen hjalp ikke på s gener, idet smerterne tiltog og tendensen til ledskred af knæskallen forværredes. Der forsøgtes knæbandagering, men uden tilfredsstillende resultat, hvorfor det den 27. november 2001 blev besluttet at foreslå en ny operation.

Denne operation blev imidlertid aflyst, fordi man først ville forsøge intensiv muskeltræning af især lårets muskler for at se, hvorvidt dette bedrede s symptomer.

Klagen

Der er klaget over følgende:

1. at operationen den 31. maj 2001 blev udført, uden at havde givet det fornødne samtykke hertil.

Det er i den forbindelse bl.a. anført, at havde fået den opfattelse,

at formålet med indgrebet alene var at finde ud af, hvad der var galt med knæet, og at inden indgrebet blev udført tilkendegav, at der ikke måtte foretages noget større indgreb i knæet.

2. at operationen den 31. maj 2001 ikke blev udført korrekt.

Det er bl.a. anført, at der blev foretaget en såkaldt patellarelease, som ikke bør foretages på hypermobile patienter.

3. at efterbehandlingen var utilstrækkelig og forsinket.

Nævnets afgørelse af klagen

De læger på ortopædkirurgisk afdeling, , som i perioden fra den 21. januar 2001 til den 31. januar 2002 var involverede i behandlingen af , har handlet i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard.

De læger på ortopædkirurgisk afdeling, , som i perioden fra den 21. januar 2001 til 31. januar 2002 var involverede i behandlingen af , har ikke overtrådt lov om patienters retsstilling.

Begrundelse

Det fremgår af beskrivelsen af MR-scanningen foretaget den 10. januar 2001, at der var normale forhold, bortset fra nogen mistanke om læsion af den inderste menisk bagtil i knæet.

Det fremgår af journalen den 22. januar 2001, at 1. reservelæge i forbindelse med optagelsen af sygehistorien fik oplyst, at havde haft hyppige tilfælde, hvor knæskallen næsten var gået af led (patella subluksationer), samt at hun havde smerter i mange dage efter et sådant tilfælde. Ved den objektive undersøgelse fandt 1. reservelæge ifølge journalen, at knæet var uden ansamling, men at der var udtalt ømhed omkring knæskallen og på den inderste ledlinie, samt at knæet virkede stabilt.

Det fremgår videre af journalen, at 1. reservelæge informerede om de overvejelser han gjorde sig, og at han tilbød at lave en kikkertundersøgelse til videre undersøgelse og behandling af hendes tilstand (diagnostisk artroskopi), idet man ikke med sikkerhed kunne stille en entydig diagnose.

Det fremgår af journalen fra den 31. maj 2001, at afdelingslæge forud for operationen aftalte med , at man i forbindelse med operationen ville gøre det nødvendige, medmindre der blev tale om et større operativt tiltag.

Det fremgår af operationsbeskrivelsen fra den 31. maj 2001, at afdelingslæge ved kikkertundersøgelsen fandt, at knæskallen havde en tendens til at spore mod udsiden (lateralt), og at der var forandringer på brusken på knæskallen forenelige med en såkaldt lateralisering af denne. I det indre ledkammer fandtes menisken uden tegn til læsion, men der var uregelmæssig brusk på lårbenskuglen, som blev rettet til. I det ydre ledkammer var brusk og menisk intakte, ligesom begge korsbånd var normale. Med hjælp af kikkertudstyret blev der derefter foretaget en såkaldt perkutan lateral release.

Det fremgår videre af journalen den 31. maj 2001, at knæet skulle skånes den første uge efter indgrebet, og at der herefter skulle iværksættes knætræning, samt at der blev ordineret ambulant fysioterapi.

Patientklagenævnet kan oplyse, at man ved en såkaldt lateral releaseoperation løsner den del af ledkapslen som strammes op på udsiden af knæskallen når knæet bøjes. Herved opnås i de fleste tilfælde en afslapning af knæskallen som ikke længere trækkes mod udsiden af knæet under dettes bøjning. Når der iagttages lidelser med tendens til lateralisering af knæskallen indledes der almindeligvis med at udføre en lateral release. Har dette indgreb ikke den forventede succes, er det almindelig lægefaglig praksis at tilbyde næste trin i behandlingen, en såkaldt ventro-medialisering af tuberositas tibia.

Det er nævnets opfattelse at en lateral release almindeligvis må anses for være et mindre indgreb.

Det er i klagen anført, at operationen har forværret s tilstand og forøget den såkaldte Q-vinkel fra 20 til 30 grader, samt at en patellarealease ikke bør foretages på patienter, der er hypermobile.

Patientklagenævnet skal bemærke, at det er en anatomisk umulighed, at den såkaldte Q-vinkel øges ved en lateral release, men at den derimod almindeligvis vil reduceres.

Nævnet skal endvidere bemærke, at der vedrørende den påklagede periode i sagens akter ikke findes oplysninger om, at har erkendt hypermobile led.

Patientklagenævnet finder herefter, at det på baggrund af de anførte klager forud for indgrebet og på baggrund af de journalførte iagttagelser ved indgrebet var i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard at foretage en lateral releaseoperation, samt at selve operationen i henhold til operationsbeskrivelsen blev udført i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard.

Nævnet finder videre, at det foretagne indgreb var omfattet af det samtykke som afdelingslæge forud for operationen havde indhentet og journalført.

Ifølge journalen blev den 22. juni 2001 undersøgt i fysioterapien, hvorefter der blev iværksat instruktion og træning. Træningen i fysioterapien fortsatte frem til den 31. januar 2002.

Det er nævnets opfattelse, at påbegyndelse af den fysioterapeutiske træning 3 uger efter indgrebet ikke kan anses for en kritisabel forsinkelse.

Det fremgår videre af journalen, at i perioden fra den 22. juni 2001 til den 31. januar 2002 fik foretaget undersøgelser og jævnligt modtog instruktion og træning.

Patientklagenævnet finder på denne baggrund ikke anledning til at fastslå, at de læger fra ortopædkirurgisk afdeling, , som var involverede i behandlingen af i perioden fra den 21. januar 2001 til den 31. januar 2002, har handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard.