Klage over mangelfuld undersøgelse af neurologiske symptomer

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere overlæge A for hans behandling af <****> den 5. januar 2001 på neurologisk afdeling, <****>, jf. lægelovens § 6.

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere overlæge B for hans behandling af <****> den 18. maj 2001 på neurologisk afdeling, <****>, jf. lægelovens § 6.

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere overlæge C for hans behandling af <****> den 20. september 2001 på neurologisk afdeling, <****>, jf. lægelovens § 6.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere de øvrige læger på neurologisk afdeling, <****>, der var involveret i behandlingen af <****> i perioden fra den 8. til den 20. december 2001.

Hændelsesforløb

Den 8. december 2000 blev indlagt på neurologisk afdeling, , på grund af pludselig opstået kraftesløshed i benene og besvær med at styre benene under gang. Han havde desuden haft ufrivillig vandladning. Ved indlæggelsen viste den objektive undersøgelse, at havde diffus kraftnedsættelse i begge ben uden sideforskel og nedsat følsomhed ved berøring og stik på begge ben samt ufrivillig vandladning.

Der blev endvidere foretaget en neurofysiologisk undersøgelse (ENG), som viste normale forhold, mens en MR-scanning af rygsøjlen foretaget den 20. december 2000 viste gigtforandringer omkring flere ryghvirvler samt forandringer i rygmarven. Trods dette fund blev den 22. december 2000 udskrevet med bemærkning om, at der ikke var forandringer af rygmarven.

Den 1. januar 2001 blev genindlagt på neurologisk afdeling, , med samme symptomer som ved den foregående indlæggelse. Den 5. januar 2001 udskrev overlæge A ham dog atter med journalbemærkning om, at det drejede sig om diskrete gener fra de påviste forandringer i rygmarven (syringomyeli) samt en ikke ubetydelig psykisk overbygning.

Den 12. maj 2001 blev på ny indlagt på neurologisk afdeling, , denne gang på grund af forværring af symptomerne med gangbesvær og ufrivillig vandladning. Den 18. maj 2001 udskrev overlæg B ham dog til intensiv fysioterapi og med henvisning til inkontinensklinikken.

Den 20. september 2001 oplyste overlæge C i neurologisk afdelings ambulatorium, , om, at der var tale om en nervebetændelse (polyneuropati) af ukendt årsag og uden behand-lingsmuligheder. bad derfor om at blive vurderet på en anden neurologisk afdeling og blev henvist til neurologisk afdeling, .

Her blev han den 29. november 2001 forundersøgt, og lægerne vurderede, at hulrumsdannelsen i rygmarven, der var påvist ved MR-skanning i , var årsagen til hans forværrede symptomer. Endvidere mente lægerne, at der muligvis forelå en karmisdannelse som baggrund for dannelsen af hulrummet i rygmarven, og en fornyet MR-skanning den 17. december 2001 samt en kar-kontrastundersøgelse (spinal-angiografi) den 27. december 2001 bekræftede dette (spinal arteriove-nøs malformation).

Den 31. december 2001 blev opereret med godt resultat.

Klagen

Der er klaget over følgende:

• At de læger på neurologisk afdeling, , som var involveret i behandlingen af i perioden fra den 8. december 2000 til den 20. september 2001 ikke foretog tilstrækkelige undersøgelser og korrekt behandling af ham.

Det er herved anført, at først efter ¾ år fik stillet diagnosen ’nervebetændelse’ og blev behandlet herfor, men at det senere viste sig, at han ikke havde nervebetændelse.

Nævnets afgørelse af klagen

Overlæge A har overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af den 5. januar 2001 på neurologisk afdeling, .

Overlæge B har overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af den 18. maj 2001 på neurologisk afdeling, .

Overlæge C har overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af den 20. september 2001 på neurologisk afdeling, .

De øvrige læger på neurologisk afdeling, , der var involveret i behandlingen af i perioden fra den 8. til den 20. december 2001, har ikke overtrådt lægeloven.

Begrundelse

Det fremgår af journalen, at lægerne ved indlæggelsen den 8. december 2000 hverken fandt, at havde afvigende fodsålsreflekser eller abnormt livlige dybe reflekser på benene. Imidlertid fandt de nedsat kraft og føleforstyrrelser i begge ben samt vandladningsforstyrrelser med vandlad-ningstrang og enkelte tilfælde med ufrivillig vandladning.

Nævnet kan oplyse, at ovenstående fund ikke er typiske for skade i centralnervesystemet, men at kraftnedsættelse samt føle- og vandladningsforstyrrelser kan være symptomer på påvirkning af rygmarven. Det er endvidere velkendt, at påvirkning af den nederste del af rygmarven (conusområdet) kan give en blanding af udfald fra centralnervesystemet og udfald fra nerverødder.

Det er herefter nævnets opfattelse, at ved sin første indlæggelse på neurologisk afdeling, , viste en blanding af symptomer og tegn på perifer og central beskadigelse af nervesyste-met med imperiøs vandladning, slappe pareser, dyb arefleksi og distalt sensibilitetstab i begge ben.

Endvidere er det nævnets opfattelse, at den kliniske mistanke i en sådan situation er conus-nær læsion med beskadigelse af den nederste del af rygmarven og de nederste nerverødder. Det var derfor i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard, at lægerne på baggrund af fundene iværksatte neurofysiologiske undersøgelser.

Af journalen fremgår det videre, at den neurofysiologiske undersøgelse foretaget den 14. december 2000 ikke viste sikker påvirkning af perifere nerver, men en undersøgelse af de evokerede potentia-ler (SEP) viste forlænget latens til svarene over hjernen (forlænget latens til de kortikale svar på begge sider).

Nævnet kan i denne forbindelse oplyse, at forlængede latenser er et tegn på rygmarvsskade, hvorved en eventuel klinisk mistanke om conus-nær proces yderligere styrkes.

Endvidere fremgår det af journalen, at lægerne på baggrund af de kliniske fund tillige ordinerede MR-scanninger af centralnervesystemet. Scanningen af rygmarven den 20. december 2000 viste gigtforandringer omkring flere ryghvirvler samt forandringer, som var mest udtalte i den nedre del af rygmarven (conus) mellem 9. brysthvirvel og 2. lændehvirvel, hvor der var dannet et hulrum (syrinx), udenom hvilket rygmarven lå som en tynd bræmme.

Det er herefter nævnets opfattelse, at MR-scanningen bekræftede, at der var tale om conus-nær proces, selv om syrinxdiagnosen ikke var korrekt.


Imidlertid fremgår det videre af journalen, at til trods for beskrivelsen af hulrumsdannelsen i rygmarven fra billeddiagnostisk afdeling blev udskrevet med oplysning om, at der ikke var foran-dringer i rygmarven.

Det er herefter nævnets opfattelse, at burde have været henvist til vurdering på neurokirurgisk afdeling på det tidspunkt, hvor begge undersøgelser forelå, idet begge undersøgelser tydede på påvirkning af rygmarven.

Det fremgår imidlertid ikke af journalen, hvornår begge resultater forelå, men undersøgelserne er refereret i journalen den 2. januar 2001, da blev indlagt på neurologisk afdeling for anden gang.

Under denne indlæggelse blev billederne fra de foretagne MR-scanninger af rygmarven ifølge overlæge D´s udtalelse til sagen atter ophængt til konference med henblik på fornyet vurdering, men der ses ingen konklusion på konferencen i journalen, og billeddiagnostisk afdeling har ikke givet fornyet beskrivelse.

Nævnet finder herefter, at overlæge A burde have henvist til neurokirurgisk afdeling til vurdering af mulighederne for operativ behandling i stedet for at have udskrevet ham den 5. januar 2001, idet han på dette tidspunkt både klinisk, laboratoriemæssigt og billedmæssigt i december 2000 viste tegn på en conus-nær proces. Hulrumsdannelse i rygmarvens nederste del var ikke en tilstrækkelig forklaring på s neurologiske rodudfald med slappe pareser og arefleksi.

Det er således nævnets vurdering, at de neurologiske observationer burde have medført henvisning til neurokirurgisk vurdering af behandlingsmulighedeme, selv om det radiologiske svar var delvist vildledende.

På samme baggrund finder nævnet, at overlæge B den 18. maj 2001 og overlæge C den 20. september 2001 burde have henvist til vurdering på neurokirurgisk afdeling i stedet for at udskrive eller planlægge afslutning af ham.

Nævnet finder herefter at overlæge A´s, overlæge B´s og overlæge C´s behandling af henholdsvis den 5. januar, 18. maj og 20. september 2001 var under almindelig anerkendt faglig standard.