Klage over manglende tilsyn med psykiatrisk patient

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere de læger på psykiatrisk afdeling, <****>, der var involveret i behandlingen af <****> i perioden fra den 31. januar til den 26. februar 2001.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere de sygeplejersker på psykiatrisk afdeling, <****>, der var involveret i behandlingen af <****> i perioden fra den 31. januar til den 26. februar 2001.

Hændelsesforløb

Den 31. januar 2001 blev , som led af en maniodepressiv lidelse og flere gange tidligere havde forsøgt at begå selvmord, indlagt på psykiatrisk afdeling, på grund af tvangstanker og selvmordstanker. Han var på indlæggelsestidspunktet i antipsykotisk behandling.

Den 5. februar 2001 vurderede lægerne, at s tilstand var bedre, idet han nu tog afstand fra selvmordstankerne. Han blev derfor flyttet til åbent afsnit. Den 9. februar 2001 øgede lægerne behandlingen med antipsykotisk medicin. Efter et weekendbesøg den 10. og 11. februar 2001, udtrykte s ægtefælle ønske om behandling med elektrochok, der tidligere havde haft god effekt på hans tilstand.

Den 14. februar 2001 var s tilstand rimelig stabil, og han tog fortsat afstand fra selvmordstanker. Da lægerne forventede, at han kunne være hjemme hver weekend, blev han flyttet til åbent 5-døgnsafsnit.

Den 20. februar 2001 drøftede lægerne behandling med elektrochok, idet de havde indtryk af, at var tiltagende depressiv.

Den 25. februar 2001 vendte tilbage til afdelingen efter weekenden. Han var forpint og rastløs samt plaget af selvmordsimpulser. Efter en samtale med vagthavende læge blev der ordineret fast vagt. Det var dog ikke muligt at skaffe en fast vagt, hvorfor blev overvåget af personalet.

Dagen efter om morgenen blev vækket af sygeplejerske , som talte med ham. Hun kontrollerede endvidere, at han efterfølgende sad i dagligstuen, mens hun delte medicin ud. Hun gik herefter ind for at rapportere til det øvrige personale. Da hun kom ud, var gået. Hun gik umiddelbart ud for at se efter ham og alarmerede herefter kollegerne. Personalet kontaktede lægerne, som ringede til politiet. Kl. 10.30 blev personalet kontaktet af politiet, som oplyste, at havde begået selvmord ved at kaste sig ud foran et tog.

Klagen

Der er klaget over følgende:

• at personalet ikke førte tilstrækkeligt tilsyn med i perioden fra den 31. januar til den 26. februar 2001.

Nævnets afgørelse af klagen

De læger på psykiatrisk afdeling, , der var involveret i behandlingen af i perioden fra den 31. januar til den 26. februar 2001, har ikke overtrådt lægeloven.

Nævnet finder dog, at det havde været hensigtsmæssigt, om lægerne om formiddagen den 26. februar 2001 havde foranstaltet aflåsningen af hoveddøren til sengeafsnittet, indtil var blevet vurderet af en læge. Da det ikke har været muligt for Patientklagenævnet at finde frem til den ansvarlige læge, sendes afgørelsen til afdelingens administrerende overlæge , til orientering.

De sygeplejersker på psykiatrisk afdeling, , der var involveret i behandlingen af i perioden fra den 31. januar til den 26. februar 2001, har ikke overtrådt lov om sygeplejersker.

Begrundelse

Det fremgår af journalen, at havde en kendt maniodepressiv lidelse (bipolær affektiv sindslidelse) gennem 15 år og tidligere havde været indlagt 6 gange, hvorunder han flere gange havde forsøgt at begå selvmord ved indtagelse af overdosis af medicin eller ved at skære sig i håndledene. I forbindelse med en indlæggelse i 1987 havde han fået behandling med elektrochok med god virkning og var herefter sat i forebyggende behandling med Lithium. Frem til aktuelle indlæggelse var han i antipsykotisk behandling med Lithium, Lexotan og Serenase.

Det fremgår endvidere af journalen, at fra distriktspsykiatrien blev indlagt på psykiatrisk afdeling, den 31. januar 2001. Grundet risiko for nyt selvmordsforsøg blev han primært indlagt på skærmet/lukket sengeafsnit. Ved indlæggelsen gav han udtryk for tvangstanker, selvmordstanker og forpinthed. Efter tre dages indlæggelse vurderede lægerne, at tilstanden var bedre, idet tog afstand fra selvmordstankerne. Han blev derfor overflyttet til åbent afsnit den 5. februar 2001. 4 dage senere blev behandlingen med Serenase øget, hvilket imidlertid medførte bivirkninger, der var belastende for og hans familie under et weekendbesøg den 10. og 11. februar 2001. s ægtefælle udtrykte ønske om, at han blev behandlet med elektrochok, der tidligere havde virket godt. Behandlingen med Serenase blev herefter afsluttet med henblik på at få et reelt vurderingsgrundlag for elektrochokbehandling.

Den 14. februar 2001 vurderede lægerne ifølge journalen og overlæge s udtalelse til sagen, at s tilstand var rimelig stabil, idet han blandt andet tog afstand fra selvmordstanker. Han blev derfor overflyttet til åbent 5-døgnsafsnit, idet lægerne forventede, at han kunne være hjemme hver weekend. Dagen efter vurderede lægerne endvidere, at var i neutralt stemningsleje, og at han tog fuldstændig afstand fra selvmordstanker.

Den 19. februar 2001 oplyste ifølge journalen, at weekenden hjemme stort set var gået godt, og han spurgte igen til behandling med elektrochok. Dagen efter drøftede lægerne på afdelingens konference muligheden for behandling med elektrochok, idet man havde indtryk af, at var tiltagende depressiv. Som forberedelse til en sådan behandling påbegyndte lægerne herefter aftrapning af præparatet Lexotan. Den 25. februar 2001 vendte tilbage til afdelingen efter endnu et weekendbesøg i hjemmet. Han var urolig, forpint og rastløs, plaget af selvbebrejdelser og selvmordsimpulser i retning af at ville springe ud fra en høj bygning eller ud foran et tog. Efter en samtale med den vagthavende læge blev der ordineret fast vagt ud fra den betragtning, at selvmordsimpulserne kunne melde sig igen. Imidlertid kunne der ikke skaffes en fast vagt, hvorfor i stedet blev overvåget af personalet på åbent afsnit.

Ifølge sygeplejerske s udtalelse til sagen indebar overvågningen konstant opsyn undtagen ved toiletbesøg og ved ophold på egen stue.

Det fremgår af sygeplejekardex og af sygeplejerske s udtalelse til sagen, at hun om morgen den 26. februar 2001 vækkede . Hun talte desuden med ham, da han havde spist morgenmad, og hun havde ikke indtryk af, at han var i en overhængende selvmordsfare. Hun kontrollerede jævnligt, at han sad i dagligstuen, mens hun delte medicin ud. Hun gik herefter ind for at rapportere til det øvrige personale om hans tilstand. Da hun kom ud, var gået. Hun gik ud for at lede efter ham og alarmerede herefter kollegerne.

Ifølge udtalelse fra overlæge opdagede personalet i løbet af få minutter, at havde forladt afdelingen, hvorefter personalet kontaktede lægerne, som ringede til politiet. Et personalemedlem ledte efter ham på de øverste etager, og hospitalets portør blev bedt om at lede efter ham i kælderen. Dette skete omkring kl. 9.00. 1 ½ time senere orienterede politiet afdelingen om, at havde begået selvmord ved at kaste sig ud foran et tog.

Nævnet kan oplyse, at mellem 5 % og 15 % af selvmord indtræffer hos patienter, der er indlagt på psykiatrisk afdeling eller netop udskrevet herfra. I disse tilfælde sker selvmordet hyppigst under orlov eller når patienten med eller uden personales viden har forladt afdelingen.

Nævnet kan endvidere oplyse, at patienter lidende af stemningssydom kan være vanskelige at vurdere, fordi disse kan være tilbøjelige til at dissimulere, det vil sige skjule eller underdrive deres symptomer og fremtræde mindre nedtrykte, end de i virkeligheden er. Såkaldt agiteret depression præget af angst og rastløshed er særlig pinefuld. Patienternes stemningsomslag kan ændre sig næsten fra minut til minut og eventuelt udvikle sig i en såkaldt depressiv raptus med desperate selvmordshandlinger præget af målbevidsthed ofte i form af drastiske sikre metoder.

Af administrerende overlæge s udtalelse til sagen fremgår det, at personalet, når der ikke kan skaffes fast vagt, må handle ud fra de muligheder, der foreligger i den konkrete situation. Ofte overvåges patienten af personalet, indtil der kan etableres fast vagt.

Det fremgår af sygeplejerske s udtalelse til sagen, at personalet på baggrund af s tilstand om morgen den 26. februar 2001 besluttede at lade afdelingens bagdør forblive låst, da s værelse lå tæt på denne.

Ifølge udtalelse fra overlæge er dørene på åbent afsnit låst om natten, men ikke om dagen. Det fremgår endvidere, at hele personalegruppen den 26. februar 2001 var orienteret om og opmærksom på s tilstand, og at de observerede ham så tæt som muligt.

På denne baggrund finder nævnet, at sygeplejerskerne og lægerne under de givne omstændigheder observerede så omhyggeligt, det var muligt.

Nævnet finder dog, at det havde været hensigtsmæssigt, om lægerne om formiddagen den 26. februar 2001 havde foranstaltet aflåsningen af hoveddøren til sengeafsnittet, indtil var blevet vurderet af en læge. Da det ikke har været muligt for Patientklagenævnet at finde frem til den ansvarlige læge, sendes afgørelsen til afdelingens administrerende overlæge , til orientering.