Klage over tvangsbehandling, herunder med depotpræparat, samt over sagsbehandlingen i Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn i <****> den 11. oktober 2002 om tvangsbehandling af <****> på <****>.

er en 27-årig mand, der i 1999 kortvarigt var indlagt på på grund af psykotiske symptomer. Han hørte dengang stemmer, var angst og urolig og blev behandlet med antipsykotisk medicin (Cisordinol), hvorpå symptomerne angiveligt svandt.

I forlængelse af at den 12. november 2001 blev sigtet for forsøg på manddrab, var han indlagt fra den 4. til den 2. december 2001 på , fra den 12. december 2001 til den 10. januar 2002 på psykiatrisk afdeling, , og igen fra den 10. januar til den 18. marts 2002 på , hvor der blev foretaget en mentalobservation. I forbindelse med denne blev det konkluderet, at han under observationen var præget af sindssygdom, herunder at han i betydelig grad var affektspændt og latent aggressiv med påfaldende garderet kontaktform, legemlige vrangforestillinger af storhedskarakter samt påvirkningsoplevelser, ligesom hans tænkning blev fundet forstyrret i svær grad. Undersøgelsen pegede på, at der var tale om en skizofren lidelse. Retslægerådets responsum anbefalede dom til anbringelse på .

Den 18. marts 2002 undveg fra og blev herefter efterlyst. Da han blev fundet nogle dage senere, blev han anbragt i , hvor han opholdt sig, indtil han - i henhold til en retskendelse - den 3. juli 2002 blev overflyttet til .

Aktuelt og under den efterfølgende indlæggelse på blev s tilstand yderligere forværret. Han fremtrådte usamlet, præget af svær uro og var om natten højt råbende på sin stue. Han fremtrådte forpint og havde betydelige problemer med at sove om natten. Han skulle have hjælp til at strukturere sin dagligdag og hans værelse var i svær uorden, ligesom han havde svært ved at kontrollere sig selv og ikke tålte korrektioner fra personalet. Endvidere var der holdepunkter for, at hans tankegang var præget af psykotiske forestillinger med tydelig sammenblanding af fantasi og virkelighed samt tankeforstyrrelser.

På baggrund af den forværring, der var indtrådt efter indlæggelsen i blev der den 24. september 2002 ordineret antipsykotisk medicin i form af Trilafon mixtur 4 mg givet to gange dagligt. blev herefter frem til den 1. oktober 2002 tilbudt denne behandling to gange dagligt, men var vedvarende afvisende herfor.

Den 1. oktober 2002 blev der besluttet tvangsbehandling med Trilafon mixtur givet 2 gange dagligt, stigende til 24 mg to gange dagligt, subsidiært injektion Trilafon 5 mg én gang dagligt, stigende til 20 mg én gang dagligt.

klagede over beslutningen om tvangsbehandling til Det Psykiatriske Patientklagenævn i . Klagen blev tillagt opsættende virkning.

Klagen blev herefter den 11. oktober 2002 behandlet i Det Psykiatriske Patientklagenævn i . Afdelingen havde i erklæringen til nævnet anført, at såfremt daglig injektion af Trilafon skulle blive resultatet af tvangsmedicineringen, ønskede afdelingen efter 14 dages injektion at overgå til injektion Trilafon decanoat 108 mg hver 14. dag, eventuelt stigende til 216 mg hver 14. dag. Nævnet godkendte beslutningen om tvangsbehandling med mixtur og daglige injektioner, men fandt ikke, at der forelå oplysninger, der kunne begrunde en overgang til injektion Trilafon Dekanoat 108 mg hver 14. dag. På mødet deltog en overlæge fra afdelingen, om end ikke den overlæge, der havde besluttet tvangsindgrebet.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, da udsigten til hans helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har lagt vægt på, at han befandt sig i en psykotisk tilstand, hvor han sammenblandede fantasi og virkelighed, var tankeforstyrret og urolig i betydelig grad, ligesom han fremtrådte usamlet og forpint.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har lagt vægt på, gennem 1 uge blev forsøgt motiveret for frivillig behandling, før beslutning om tvangsmedicinering blev truffet. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at han tidligere havde modtaget antipsykotisk medicin med god effekt på tilstanden.

Betingelserne for tvangsbehandling var således opfyldt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at behandlingen opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger. Nævnet har lagt vægt på, at Trilafon er et almindeligt anvendt og vel afprøvet antipsykotisk lægemiddel, ligesom den besluttede dosering er sædvanlig.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder ud fra en konkret vurdering, at Trilafon i depotform ikke opfyldte kravet om mindst indgribende behandlingsform på det tidspunkt, hvor beslutningen om tvangsbehandling blev truffet. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det ikke af sagens materiale fremgår, at i særlig grad ville opleve tvangsbehandlingen angstprovokerende eller for, at det ville blive nødvendigt med daglige injektioner under ikke ubetydelig magtanvendelse, ligesom det ikke er godtgjort, at peroral behandling ikke kunne gennemføres. Det er således nævnets vurdering, at der ikke var holdepunkter for at antage, at peroral behandling og behandling med daglige indsprøjtninger var ugennemførlig, og det er nævnets opfattelse, at disse to behandlingsformer som udgangspunkt er mindre indgribende end behandling med et præparat i depotform, samt at depotpræparater i videst muligt omfang bør undgås.

har endvidere anført, at han mener, at der er begået en række sagsbehandlingsfejl ved behandlingen af sagen i Det Psykiatriske Patientklagenævn i , herunder at det ikke var den behandlende overlæge, der var til stede, og at afgørelsen blev truffet på et utilstrækkeligt grundlag, idet der ikke blevet taget hensyn til de positive oplysninger om , og idet oplysninger fra kardex ikke blev medinddraget.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan oplyse, at det af bekendtgørelse nr. 938 af 15. december 1998 om forretningsorden for de psykiatriske patientklagenævn § 6 fremgår, at nævnets formand ved sagens modtagelse påser, at de nødvendige oplysninger er medsendt, herunder en angivelse af, hvad der klages over, en udskrift af tvangsprotokollen, en erklæring fra vedkommende overlæge samt behandlingsplanen. Af § 9 fremgår, at den læge, der har besluttet tvangsindgrebet så vidt muligt skal være til stede ved klagens behandling i nævnet.

Nævnet finder på det foreliggende ikke grundlag for at fastslå, at der er begået sagsbehandlingfejl ved behandlingen af sagen i Det Psykiatriske Patientklagenævn i . Nævnet finder således ikke, at Det Psykiatriske Patientklagenævn i udfra det oplyste traf afgørelse på et utilstrækkeligt grundlag, ligesom nævnet finder, at der alene kan stilles et krav om, at den læge, der besluttede tvangsindgrebet, så vidt muligt skal være til stede ved klagens behandling i nævnet.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan på denne baggrund tiltræde den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn i den 11. oktober 2002.