Klage over tvangsmedicinering, tvangsfiksering samt indgivelse af beroligende medicin

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn i den 17. september 2002 om tvangsbehandling, tvangsfiksering og indgivelse af beroligende injektion af på psykiatrisk afdeling, .

Sagsnummer:

0338305

Offentliggørelsesdato:

20. maj 2003

Speciale:

Psykiatri

Faggruppe:

Læger

Type:

Behandling

Kategori:

Vejledende og principielle afgørelser (før 1/1-2011)

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn i <****> den 17. september 2002 om tvangsbehandling, tvangsfiksering og indgivelse af beroligende injektion af <****> på psykiatrisk afdeling, <****>.

er en nu 50-årig mand, som i 1972 første gang var indlagt på psykiatrisk afdeling på grund af skizofreni. Siden 1991 havde han flere gange været indlagt på psykiatrisk afdeling, med diagnosen skizoaffektiv psykose af manisk type. Han havde tidligere været behandlet med Trilafon og Lithium med god effekt på tilstanden.

blev aktuelt tvangsindlagt på behandlingsindikation den 27. august 2002, idet han havde været tiltagende manisk med vrangforestillinger og under tiden truende. Under indlæggelsen fandt lægerne ham præget af løftet stemningsleje, øget psykomotorisk tempo og storhedsforestillinger om at være i nærkontakt med Gud og at have fundet den syvende verden. Han fremtrådte flere gange udskældende og truende. Lægerne forsøgte fra indlæggelsestidspunktet at motivere ham for antipsykotisk medicin, og han modtog i en periode Trilafon, dog uden særlig effekt. Fra den 3. september 2002 opstod der igen gradvis forværring af hans tilstand med yderst sparsom søvn, ligesom han blev tiltagende hurtigtkørende, anspændt, hyperaktiv og indblandende med let vakt aggression.

Den 11. september 2002 fandt lægerne herefter indikation for indgivelse af beroligende medicin med tvang, blandt andet for at modvirke risiko for delirøs udvikling. Der blev derfor givet injektion Zeldox 20 mg i.m., hvilket dæmpede s tilstand noget i det efterfølgende døgn.

Den 13. september 2002 havde han igen ikke sovet, ligesom han var anspændt, urolig og truende, både verbalt og med fagter. Lægerne var ikke i stand til at tale ham til ro, og han ville ikke frivilligt gå til sin stue. Da man forsøgte at føre ham til stuen, var han yderligere truende, hvilket førte til tvangsfiksering på grund af farlighed fra kl. 9.15 til kl. 12.05.

nægtede fortsat behandling med antipsykotisk medicin, hvorefter der samme dag blev truffet beslutning om tvangsbehandling med tablet Zyprexa 10-50 mg dagligt, subsidiært injektion Trilafon 10-50 mg dagligt.

klagede over beslutningerne om tvangsbehandling, indgivelse af beroligende injektion samt tvangsfikseringen til Det Psykiatriske Patientklagenævn i . Klagen blev tillagt opsættende virkning, for så vidt angår tvangsbehandlingen.

Klagen blev herefter den 17. september 2002 behandlet i Det Psykiatriske Patientklagenævn i , som godkendte samtlige beslutninger.

Vedrørende beslutningen om indgivelse af beroligende injektion den 11. september 2002:



Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan oplyse, at det af psykiatrilovens § 17, stk. 2, fremgår, at lægen kan bestemme, at en meget urolig patient med tvang skal have et beroligende middel, hvis det er af afgørende betydning for bedring af patientens tilstand. Af bemærkningerne til psykiatriloven fremgår det, at indgivelse af beroligende medicin dels kan være påkrævet af helbredsgrunde, dels kan være mindre vidtgående end fysisk fastholdelse eller fiksering af patienten gennem en længere periode.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at betingelserne for at indgive beroligende medicin den 11. september 2002 var opfyldt, idet det var nødvendigt at bringe til ro med henblik på bedring af hans tilstand. Nævnet har lagt vægt på, at ifølge journalen var affektpræget og latent aggressiv, og at han blev vred og højtråbende på mindste foranledning. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at han stort set ikke havde sovet i 4 døgn, og at lægerne skønnede, at indgivelse af beroligende medicin var nødvendigt på grund af risikoen for udvikling af livstruende delir.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at indgivelsen af beroligende medicin opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har lagt vægt på, at man forinden havde forsøgt at begrænse og korrigere s aktiviteter samt forsøgte at tale ham til ro og tilbyde ham beroligende medicin til frivillig indtagelse.

Vedrørende beslutningen om tvangsfikseringen den 13. september 2002:



Nævnet kan oplyse, at det fremgår af psykiatrilovens § 14, stk. 2, nr. 1, at tvangsfiksering må anvendes i det omfang det er nødvendigt for at afværge, at patienten udsætter sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred.

Nævnet kan endvidere oplyse, at det fremgår af bemærkningerne til psykiatrilovens § 14, stk. 2, nr. 1, at tvangsfikseringen i helhold til denne bestemmelse har karakter af et indgreb begrundet i nødværge eller nødret. Reglen omfatter ikke kun fiksering for at beskytte medpatienter, men også for at beskytte personale, besøgende og alle andre, der kommer på afdelingen, samt vedkommende selv. Reglen yder dermed også fornøden hjemmel for indgreb i tilfælde af selvbeskadigende adfærd. Der er tale om et farekriterium. For at faren kan anses som nærliggende, skal der være tale om en konkret, aktuel og påviselig fare. Det kræver derimod ikke, at faren allerede skal have manifesteret sig i en skadevoldende handling, før der kan gribes ind.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at betingelserne for at tvangsfiksere den 13. september 2002 var opfyldt, idet der var en nærliggende fare for, at han selv eller andre ville lide skade på legeme eller helbred. Nævnet har lagt vægt på, at ifølge journalen var affektspændt og fór rundt i opholdsrummet med gestikulationer, der virkede skræmmende for medpatienterne. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at han, da personalet forsøgte at korrigere hans adfærd, blev tiltagende anspændt og udskældende.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at tvangsfikseringen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har lagt vægt på, at man forinden fiksering med bælte forgæves havde forsøgt at berolige ved at tale ham til ro, føre ham til sin stue, og ved fysisk magt forsøgt at fastholde ham.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at udstrækningen af tvangsfikseringen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har lagt vægt på, at blev tvangsfikseret kl. 9.15, og at han ifølge sygeplejekardeks blev løsnet kl. 12.05, da han var faldet til ro.

Vedrørende beslutningen om tvangsbehandling den 13. september 2002:



Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, da udsigten til hans helbredelse eller en betydelig afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har lagt vægt på, at fra indlæggelsens start befandt sig i en psykotisk tilstand med tiltagende mani og vrangforestillinger, og at han var præget af løftet stemningsleje, øget psykomotorisk tempo og storhedsforestillinger. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at hans tilstand fra den 3. september 2002 blev gradvis værre med yderst sparsom søvn, samt at blev tiltagende hurtigtkørende, anspændt og hyperaktiv adfærd med let vakt aggression.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har lagt vægt på, at gennem 15 dage blev forsøgt motiveret for frivillig behandling, før beslutning om tvangsmedicinering blev truffet. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at tidligere havde modtaget antipsykotisk behandling med god effekt på tilstanden, og at der blev truffet beslutning om tvangsbehandling med tablet Zyprexa, subsidiært injektion Trilafon.

Betingelserne for tvangsbehandling var således opfyldt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere ud fra en konkret vurdering, at behandlingen opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger. Nævnet har lagt vægt på, at Zyprexa og Trilafon er almindeligt anvendte og vel afprøvede antipsykotiske lægemidler, ligesom de besluttede doseringer er sædvanlige, om end maksimumsdoseringen for Zyprexa dog er relativ høj.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn skal bemærke, at anbefalet maksimumsdosering for Zyprexa er 5-20 mg dagligt, om end højrere dosering op til 50 mg dagligt i dag ikke er ualmindelig, specielt ved behandling af patienter, som gennem flere år har været i behandling med antipsykotisk medicin.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan på denne baggrund tiltræde den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn i den 17. september 2002.