Klage over manglende tandreguleringsbehandling

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere specialtandlæge <****> for hans behandling af <****> i perioden fra den 16. december 1998 til den 5. oktober 2000 i <****>.

Hændelsesforløb

Den 16. december 1998 blev undersøgt af specialtandlæge (ortodontist) i Kommunale Tandpleje med henblik på tandreguleringsbehandling. Der var mangel af 2+ (lille fortand i højre side af overkæben), og specialtandlæge foreslog en interceptiv behandling, hvor man ved at trække 02+ (den lille fortand i højre side i mælketandsættet) ”guidede” 3+ (hjørnetanden i højre side af overkæben) ind på pladsen for den manglende 2+.

Den 10. februar 1999 oplyste familien, at de ikke kunne acceptere ovenstående plan. Den 2. november 1999 oplyste s mor, at 02+ nu var løs, og den 15. december 1999 oplyste moren, at nu havde tabt 02+.

Den 5. oktober 2000 blev igen undersøgt af specialtandlæge . Han fandt, at 3+ var næsten frembrudt (erupteret), og fandt, at den af sig selv ville komme helt på plads på pladsen for 2+. Som følge af dette kunne der ikke tilbydes tandreguleringsbehandling.

Nogle måneder senere påbegyndte på eget initiativ en tandreguleringsbehandling hos privat specialtandlæge.

Klagen

Der er klaget over følgende:

• At tandlægerne i ikke fandt grundlag for at iværksætte tandreguleringsbehandling i kommunalt regi.

Nævnets afgørelse af klagen

Specialtandlæge har ikke overtrådt tandlægeloven, idet han i perioden fra den 16. oktober 1998 til den 5. oktober 2000 ikke foretog en fejlagtig risikovurdering, da han vurderede, at der for ikke forelå indikation for tandreguleringsbehandling i kommunalt regi.

Begrundelse

Patientklagenævnet kan oplyse, at tandlæger i den kommunale tandpleje ved deres vurdering af, om der for en patient foreligger indikation for tandreguleringsbehandling, skal følge Sundhedsstyrelsens retningslinier herom, der findes i et bilag med regler for ortodontivisitation og ortodontiindikationer til Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 493 af den 8. Juni 1994 om Kommunal tandpleje. Bekendtgørelsen omtaler indledningsvis, at tandregulering kan tilbydes for ”at forebygge og behandle”…”forudsigelige eller eksisterende risici for fysiske skader og/eller psykosociale belastninger. I afsnit III vedrørende risiko for psykosociale belastninger er anført, at personens udseende afviger i en sådan grad, at det må anses for invaliderende.

Afgørelsen af, om der foreligger indikation for tandreguleringsbehandling, beror på et skøn.

Det fremgår af journalen den 16. december 1998, at blev visiteret af specialtandlæge , der foreslog, at 2+ skulle trækkes ud, og at 3+ skulle føres ind på pladsen for 2+.

Ifølge journalen den 10. februar 1999 ønskede s forældre på ingen måde, at 3+ skulle erstatte den manglende 2+.

Det fremgår videre af journalen den 5. oktober 2000, at blev undersøgt af specialtandlæge , da 3+ var næsten frembrudt og han vurderede, at den ville komme på plads af sig selv.

Studiemodeller og ansigtsfoto viser, at der var tale om afvigelser i fortandstillingen i overkæben, men at disse ikke kan betegnes som invaliderende.

Det er på denne baggrund nævnets opfattelse, at specialtandlæge ikke anlagde en fejlagtig risikovurdering ved sin visitation af , idet det er nævnets vurdering, at s tandstilling, hvor der manglede én fortand, ikke indebar en væsentlig risiko for fysiske skader og/eller psykosociale belastninger.

Patientklagenævnet finder således, at specialtandlæge handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin visitation af den 16. december 1998 og den 5. oktober 2000.