Information og samtykke samt journalføring heraf

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere tandlæge <****> for hendes behandling af <****> i forbindelse med indgivelse af ansøgning af 3. maj 2002 efter lov om patienters retsstilling § 9, stk. 4.

Hændelsesforløb

, der er psykisk udviklingshæmmet, havde siden 1989 konsulteret tandlæge . Undersøgelse og behandling kunne kun foregå, når han var i fuld bedøvelse (generel anæstesi).

Det fremgår af Tandklinikkens journal den 8. marts 2002, at Tandklinikken var blevet telefonisk kontaktet af personalet på det bosted, hvor boede, som havde bedt om en tid, da var begyndt at spise/bide i alt blandt andet stole, armlæn m.v.

Den 8. marts 2002 tilskrev klinikleder, tandlæge , advokat , der er værge for og anmodede om samtykke til gennemførelse af den behandling, som ved den følgende undersøgelse blev fundet mest hensigtsmæssig herunder eventuelle tandudtrækninger.

Tandlæge orienterede i brevet om, at det ikke var muligt at give mere specifik information forlods eller at drøfte behandlingsplanen under narkoseforløbet.

Den 25. marts 2002 skrev advokat tilbage, at han var indforstået med at blev undersøgt og behandlet i fuld bedøvelse, men at han, forinden behandlingen blev foretaget, ønskede at tage stilling til eventuelle tandudtrækninger og andre behandlinger, som var indgribende for herunder kosmetisk indgribende. Han oplyste i den forbindelse, at det praktisk kunne lade sig gøre ved, at han fik oplyst tidspunktet for undersøgelsen, og han så ville drage omsorg for, at han kunne kontaktes telefonisk. Subsidiært ville han være til stede under undersøgelsen.

Ved brev af 5. april 2002 informerede tandlæge advokat om, at undersøgelsen ville finde sted den 23. april 2002 kl. 9.30. Hun informerede samtidig om, at man ikke kunne tilbyde at ringe op under behandlingen, men at advokat var velkommen til at møde op sammen med .

Det fremgår af journalen den 23. april 2002, at mødte præmedicineret til behandling med 2 ledsagere fra bostedet, men at advokat udeblev. Derefter aflyste tandlæge behandlingen i narkose.

Tandlæge har i sin udtalelse til sagen af 15. august 2002 anført, at den ene af s ledsagere kontaktede advokat den 23. april 2002 for at høre, om han var på vej. Advokat oplyste, at han ikke ville møde op, men at han kunne træffes på sin pind for yderligere kontakt og anmodede om, at undersøgelsen i narkose blev iværksat. Narkoselægen fandt imidlertid, at det ikke var hensigtsmæssigt at risikere 2 narkoseseancer, hvis advokat var uenig i behandlingsplanen. Tandlæge ringede derfor til advokat , som ifølge sekretæren sad i møde, hvorfor tandlæge blev bedt om at afvente et opkald fra ham. Tandlæge blev efter en ½ time kontaktet af advokat , som blev orienteret om, at behandlingen var blevet aflyst.

Den 3. maj 2002 skrev tandlæge til embedslægeinstitutionen for , idet hun indledningsvist anførte, at henvendelsen ønskedes behandlet i henhold til lov om patienters retsstilling § 9, stk. 4. Tandlæge orienterede om hændelsen den 23. april 2002, og om at personalet på s bosted havde klaget over, at han igennem 1-11/2 måned havde bidt meget hårdt sammen og bidt desperat i lagner som for at kompensere en smerte fra tænderne.

Tandlæge orienterede endvidere om, at man tidligere havde haft problemer med, at advokat modsatte sig at give tilsagn til fuld behandling efter tandlægeligt skøn, idet han, når det gjaldt tandudtrækning eller andre tandbehandlinger, som kosmetisk ville være skæmmende, ønskede telefonopringning imens lå bedøvet. Dette havde man tidligere været imødekommende overfor, men man havde dårlig erfaring dermed, idet advokat var vanskelig at træffe og tillige insisterede på at bevare tænder, som efter tandlægens skøn skulle trækkes ud. Som følge heraf havde tandlæge bedt ham om at møde op ved sidste aftalte narkose den 23. april 2002 efter, at han pr. brev selv havde foreslået dette som alternativ til løbende telefonkontakt.

Afslutningsvist anmodede tandlæge embedslægeinstitutionen om en plan til at komme videre.

Ved brev af 17. maj 2002 anmodede embedslægen for advokat om at give tandlæge tilladelse til at gennemføre den tandbehandling, der ud fra et tandlægefagligt synspunkt var påkrævet af hensyn til s helbred, eller at møde frem til næste tandbehandling, som ønsket af tandlægerne.

Klagen

• at tandlæge ubegrundet vurderede, at der var fagligt grundlag for at indgive ansøgning til embedslægeinstitutionen i henhold til lov om patienters retsstilling § 9, stk. 4.

Nævnets afgørelse af klagen

Tandlæge har ikke overtrådt lov om patienters retsstilling ved sin behandling af i forbindelse med indgivelsen af ansøgning til embedslægeinstitutionen efter lov om patienters retsstilling § 9, stk. 4.

Begrundelse

Af lov om patienters retsstilling § 6 fremgår, at behandling som udgangspunkt ikke må indledes eller fortsættes uden patientens informerede samtykke.

Af lov om patienters retsstilling § 9, stk. 1 fremgår endvidere, at de nærmeste pårørende eller værgen kan give informeret samtykke, når patienten varigt mangler evnen til at give informeret samtykke til behandling. Skønner sundhedspersonen, at de nærmeste pårørende eller værgen, jf. § 9, stk. 1, forvalter samtykket på en måde, der åbenbart vil skade patienten eller behandlingsresultatet, kan sundhedspersonen i medfør af § 9, stk. 4, gennemføre behandlingen, såfremt vedkommende embedslægeinstitution giver sin tilslutning hertil. Det er således embedslægeinstitutionen, der vurderer, om de nærmeste pårørende eller værgen forvalter samtykket på en måde, der åbenbart vil skade patienten eller behandlingsresultatet.

Det er nævnets vurdering, at der forelå et behandlingsbehov hos , da tandlæge den 3. maj 2002 rettede henvendelse til embedslægeinstitutionen, idet ifølge de oplysninger tandlæge havde fået fra personalet på hans bosted, var begyndt at spise/bide i alt, blandt andet stole, armlæn o.s.v., hvilket kunne tyde på smerter fra mundhulen.

Nævnet kan oplyse, at det er almindeligt kendt, at psykisk udviklingshæmmede patienter kan have behov for undersøgelse og behandling i narkose. Tandlægen kan først, når patienten er lagt i narkose, foretage en egentlig undersøgelse for derefter under samme narkose at iværksætte en eventuel tandbehandling. Endvidere kan psykisk udviklingshæmmede patienter have svært ved at opretholde en god mundhygiejne med deraf følgende risiko for udvikling af parodontose og huller i tænderne, selvom patienten får hjælp til tandbørstning af hjælpepersonale. Dette medfører, at disse psykisk udviklingshæmmede patienter ofte har kronisk tandkødsbetændelse (gingivitis chr), der ubehandlet kan udvikle sig til parodontose (parodontitis). Ved ubehandlet parodontose, mister tænderne den tandbærende knogle, og resultatet bliver et invaliderende tandtab.

Herudover kan nævnet oplyse, at belægning på tænderne desuden kan fremkalde karies i tænderne. Karies er en sygdom, der skyldes sygdomsfremkaldende bakteriebelægninger, der ligger uforstyrret på tandoverfladen i lang tid. Når bakteriebelægningerne fjernes eller forstyrres grundigt, går en igangværende kariesproces i stå eller standses helt. Det er derfor vigtigt, at psykisk udviklingshæmmede med jævnlige intervaller får tænderne grundigt renset ved professionel hjælp for at få standset det igangværende kariesangreb, så det ikke bliver nødvendigt med fyldningsbehandling.

Det er nævnets vurdering, at det ikke er hensigtsmæssigt, at en patient er under narkose i længere tid end højst nødvendigt. I forbindelse med narkosen overtager lægen patientens vejrtrækning, og samtidig påvirker lægen patientens kredsløb med forskellige former for medicin. Selv om lægen har undersøgt patienten før narkosen, så kan der under narkosen/efter narkosen opstå uventede komplikationer, og der tales om en teoretisk risiko på 0,5 % for dødsfald, som følge af narkose hos raske patienter. Psykisk udviklingshæmmede patienter må betragtes som risikopatienter, eftersom de ikke er i stand til at give udtryk for symptomer ved begyndende komplikationer i forbindelse med narkosebehandling. Som led i narkosebehandlingen får patienten ført et rør (tube) ned igennem mundhulen/næsen til luftrøret, for at lægen derved kan overtage patientens vejrtrækning. Dette rør (tube) kan irritere slimhinderne i luftvejene, og ved længere narkosetid, er der risiko for en forbigående skade på slimhinderne til efterfølgende gene for patienten. Det er derfor almindelig praksis, at patienten først bedøves, når alt er klar, for at undgå længere narkosetid end absolut højst nødvendigt.

Under hensyn til, at der forelå et behandlingsbehov hos , ved tandlæge henvendelse til embedslægeinstitutionen for, den 3. maj 2002 og under hensyn til, at det ikke er hensigtsmæssigt, at en patient er under narkose i længere tid end højst nødvendigt, finder nævnet ikke anledning til at kritisere, at tandlæge indgav en ansøgning til embedslægeinstitutionen efter lov om patienters retsstilling § 9, stk. 4, da s værge advokat den 23. april 2002, hvor s mødte præmedicineret op i , udeblev og alene var at træffe pr. telefon.