Tvangsfiksering iværksat af plejepersonalet godkendt på grund af nærliggende fare

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved <****> den 11. september 2002 om tvangsfiksering af <****> i perioden fra den 24. august 2002 kl.  20 til den 25. august 2002 kl. 12.05 på Psykiatrisk afdeling.

er en 39-årig mand, som er født og opvokset i , og som siden 1989 har haft ophold i Danmark med status af humanitær flygtning. har i sin tidlige voksenalder været fængslet af politiske grunde og været udsat for tortur. Han har ikke nogen uddannelse og er tidligere søgt revalideret, men modtager nu førtidspension af psykiatriske grunde.

har i perioden fra 1993 til 1997 haft dom til behandling på grund af hærværk og vold. Forud herfor blev der foretaget mentalobservation. Han har flere gange været indlagt på psykiatrisk afdeling, , hvor man i 1997 fandt, at han led af en skizotypisk lidelse.

Den 23. juni 2002 blev indlagt på psykiatrisk afdeling, , i varetægtssurogat, sigtet for to tilfælde af grov vold og et tilfælde af simpel vold. Under indlæggelsen fandtes ikke sikkert psykotisk, men var tidvist følelsesmæssigt påvirket med grådlabilitet og vredesudbrud, ligesom han fremsatte klager over personalet, som han mente var racistiske. var under denne indlæggelse en enkelt gang kortvarigt bæltefikseret i forbindelse med en korporlig konflikt med en medpatient.

Den. 25. juli 2002 blev overflyttet til Psykiatrisk afdeling som følge af en mellemamtslig aftale. Ved overflytningen forelå en kendelse om mentalundersøgelse.

Under indlæggelsen på Psykiatrisk afdeling fandt man fortsat ikke tegn på sindssygdom, men var præget af rastløshed og en selvhenførende og periodevis rethaverisk oplevelsesmåde, hvilket navnlig manifesterede sig i relation til det personalemedlem, der som hans kontaktperson havde til opgave dels at bistå ham, dels at påse, at han fulgte afdelingens almindelige husorden. I forbindelse hermed reagerede i nogle situationer med verbale temperamentsudbrud.

modtog ikke fast medikamentel behandling, men fik tilbudt beroligende medicin i form af Nozinan tabletter 50 mg ved behov samt Rivotril tabletter 0,5 mg ved behov.

Aktuelt fandtes den 24. august 2002 under ophold i afdelingens lukkede have i færd med at udøve, hvad personalet i sygeplejekardex betegnede som ”kiropraktiske greb” på en liggende medpatients hoved. Kontaktpersonen tilkaldte afsnittets øvrige personale med henblik på at undgå en personlig konfrontation med og gjorde ham herefter opmærksom på, at han skulle ophøre hermed, idet manipulation af denne art ikke var tilladt i afdelingen, da det kunne skade medpatienten.

Herefter rejste sig ifølge kardex resolut og udtrykte sin utilfredshed med at blive forhindret i at udføre, hvad han betegnede som ”massage”, hvorefter han med kraftige, svingende armbevægelser, opkørt og højttalende, forlod den lukkede have. I afsnittets dagligstue forsøgte han herefter ifølge sygeplejekardex blandt medpatienterne at skabe en konfrontationsstemning overfor kontaktpersonen. blev herefter flere gange anmodet om at gå til sin stue, hvilket han sluttelig accepterede. Flere medpatienter, som ligeledes tilkendegav deres utilfredshed, fulgte efter.

Det fremgår videre af sygeplejekardex, at herefter blev skærmet på stuen, men at han derefter igen påbegyndte en enetale, og at han af personalet blev opfattet som truende i sin adfærd og skubbede til kontaktpersonen med begge hænder på dennes brystkasse.

Det fremgår videre af kardex, at en anden patient i afdelingen var så påvirket af situationen, at han ville komme til hjælp. Personalet trykkede derefter alarm, da de fandt situationen uoverskuelig og udviste en truende adfærd, samtidig med at den føromtalte medpatient blandede sig. Det lykkedes ifølge kardex medpatienten at forcere 3 medlemmer af personalet, hvorefter han lagde 2 hænder på skuldrene af s kontaktperson. Medpatienten blev derefter fulgt ind på sin egen stue, og til sit værelse. Derefter ankom alarmholdet, og , der ifølge kardex på dette tidspunkt stadig var truende i sin adfærd, blev bæltefikseret. Det fremgår, at han lagde sig frivilligt i bæltet. Plejepersonalet tilkaldte derefter vagthavende læge, som ordinerede, at bæltefikseringen skulle opretholdes.

I forbindelse med bæltefiksationen tilkendegav med gestikulationer, at han ønskede at dreje halsen om på kontaktpersonen, ligesom han nogle timer senere i forbindelse med vagtafløsning med andre gestikulationer markerede, at han ville skyde det pågældende personalemedlem. faldt efter kort tid til ro og sov frem til næste morgen.

var, da han vågnede næste morgen, noget højrøstet og vredladen, da han ikke straks blev løsnet af bæltet. Dette skete kl. 12.15 efter samtale med afdelingens overlæge.

påklagede beslutningen om tvangsfiksering til Det Psykiatriske Patientklagenævn i .

Klagen blev herefter behandlet i Det Psykiatriske Patientklagenævn ved den 11. september 2002. Nævnet underkendte beslutningen om tvangsfiksering. Der blev som begrundelse anført, at nævnet på baggrund af lægeerklæringen og de oplysninger, som fremkom på mødet ikke fandt det godtgjort, at tvangsfiksering var nødvendig for at afværge, at personalet blev udsat for en nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred. Nævnet lagde vægt på, at i den pågældende situation alene blev beskrevet som verbalt aggressiv og højtråbende. Nævnet fandt ikke, at konkret og påviseligt havde været til fare for personalet. Endelig fandt nævnet ikke, at Psykiatrilovens bestemmelse om mindste middels princip blev overholdt, idet nævnet skønnede, at kunne være blevet bragt til ro ved samtale med et andet personalemedlem end hans kontaktperson eller ved tilbud om beroligende medicin.

Sundhedsvæsnets Patientklagenævn kan oplyse, at det fremgår af psykiatrilovens § 14, stk. 2, nr. 1, at tvangsfiksering kan anvendes i det omfang, det er nødvendigt for at afværge, at en patient udsætter sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred. Det fremgår af forarbejderne til loven, at tvangsfiksering her har karakter af et indgreb begrundet i nødværge eller nødret. Reglen omfatter ikke kun fiksering for at beskytte medpatienter, men også for at beskytte personale, besøgende og alle andre, der kommer på afdelingen, samt vedkommende selv. Reglen yder dermed også fornøden hjemmel for indgreb i tilfælde af selvbeskadigende adfærd. Der er tale om et farekriterium. For at faren kan anses som nærliggende, skal der være tale om en konkret, aktuel og påviselig fare. Det kræves derimod ikke, at faren allerede skal have manifesteret sig i en skadevoldende handling, før der kan gribes ind.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn skal bemærke, at psykiatrilovens regler vedrørende tvangsfiksering skal fortolkes i overensstemmelse med ovenstående principper, hvad enten det drejer sig om tvangsfiksering på en retspsykiatrisk afdeling eller på en anden psykiatrisk afdeling.

Som et moment ved bedømmelsen af, om en patient i den konkrete situation udgør en nærliggende fare for sig selv eller andre, kan tidligere erfaringer med eventuel voldelig adfærd fra patientens side indrages.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at betingelserne for at tvangsfiksere den 24. august 2002 var opfyldt, idet der var en nærliggende fare for, at andre ville lide skade på legeme eller helbred. Nævnet har herved lagt vægt på, at var opkørt, truende og konfronterende i sin adfærd, og at han korporligt skubbede til sin kontaktperson. Der opstod herved efter nævnets opfattelse en konkret, aktuel og påviselig fare, idet dels fysisk truede et personalemedlem, dels forsøgte at medinddrage medpatienter ved at skabe en konfrontationsstemning mod kontaktpersonen.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at tvangsfikseringen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har lagt vægt på, at man forinden fiksering med bælte forgæves havde forsøgt at berolige ved at føre ham til hans stue.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at plejepersonalet på egen hånd kunne beslutte at fiksere , da det efter nævnets opfattelse af hensyn til andres sikkerhed ville være uforsvarligt at afvente tilsyn fra en læge. Nævnet skal bemærke, at der umiddelbart efter fikeseringen blev tilkadt en læge, som traf beslutning om tvangsfiksering med bælte.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at udstrækningen af tvangsfikseringen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har lagt vægt på, at efter tvangsfikseringen var iværksat fortsat var truende overfor personalet, indtil det næste dag blev vurderet, at han var rolig og afdæmpet og ikke i affekt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved den 11. september 2002.