Klage over manglende akut behandling af diskusprolaps

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere afdelingslæge A for hans behandling af <****> den 7. oktober 2002 på reumatologisk afdeling, <****>, jf. lægelovens § 6.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere afdelingslæge B for hans behandling af <****> den 6. oktober 2002 på reumatologisk afdeling, <****>.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere de læger på reumatologisk afdeling, <****> , der var involveret i behandling af <****> i perioden fra den 1. til den 7. oktober 2002.

Hændelsesforløb

blev indlagt på reumatologisk afdeling, , den 1. oktober 2002 med henblik på intensiveret fysioterapeutisk behandling af gener fra en tidligere konstateret diskusprolaps svarende til 5. lændehvirvel. (median L5-prolaps). havde haft gradvist tiltagende lænderygsmerter med udstråling til højre ben samt lidt nedsat kraft i højre ben i form af vanskeligheder ved hælgang. Ved indlæggelsen den 1. oktober 2002 blev undersøgt af en reservelæge, der konstaterede nedsat kraft på højre side ved hælegang.

Ved en konference i afdelingen den 2. oktober 2002 blev det besluttet at bede om neurokirurgisk tilsyn den 7. oktober 2002 på grund af utilstrækkelig effekt af den fysioterapeutiske behandling.

Den 5. oktober 2002 havde haft en episode, hvor hun ikke kunne tømme blæren, og der var udtømt 450 ml urin ved hjælp af engangskateter via urinrøret.

blev den 6. oktober 2002 undersøgt af en reservelæge, der fandt uændret nedsat kraft svarende til højre ankel og let nedsat kraft svarende til højre knæ, normal. Engangskaterisation viste 300 ml urin i blæren. Reservelægen kontaktede vagthavende afdelingslæge B på neurokirurgisk afdeling, , og forelagde sygehistorien. Ifølge afdelingslægen tilrådede han akut CT-skanning.

Den 7. oktober 2002 havde uændrede symptomer. En lægeundersøgelse viste blandt andet mindre god knibeevne svarende til endetarmsmusklen. Den stuegangsgående læge konfererede med bagvagten på neurokirurgisk afdeling, , der anbefalede akut skanning (CT-skanning). Skanningen, som blev foretaget samme dag, viste en discusprolaps svarende til 5. lændehvirvel (median L5-prolaps).

Senere samme dag blev billederne fra CT-skanningen vurderet af afdelingslæge A på neurokirurgisk afdeling, , der ikke fandt indikation for akut behandling, men at neurokirurgisk afdeling skulle kontaktes på ny ved yderligere symptomer.

Den 11. oktober 2002 blev overflyttet til neurokirurgisk afdeling, , hvor man fandt, at sygehistorien og undersøgelsesresultaterne var forenelig med en 2 uger varende påvirkning af den forlængede marv (cauda equina), hvorfor der var indikation for akut operation. Operation med fjernelse af prolapsen blev foretaget samme dag, men resulterede ikke i en bedring af s tilstand.

blev 2 uger efter operationen tilbageflyttet til reumatologisk afdeling, , til genoptræning. Ved udskrivelsen fra reumatologisk afdeling, , den 28. november 2002 havde smertebetingede problemer med at klare trappegang til 2. sal samt sparsom normal vandladning, hvorfor hun måtte tømme blæren med kateter 5 gange dagligt.

Klagen

Der er klaget over følgende:

• At den 6. oktober 2002 ikke modtog en korrekt behandling, da man på vurderede, at det ikke var nødvendigt at behandle akut.

Det er herved anført, at på fik vandladningsproblemer, hvorfor man ringede til , som afviste at behandle . Det er endvidere anført, at først den 11. oktober 2002 opdagede, at skulle opereres.

Nævnets afgørelse af klagen

Afdelingslæge A har overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af den 7. oktober 2002 på reumatologisk afdeling, , jf. lægelovens § 6.

Afdelingslæge B har ikke overtrådt lægeloven ved sin behandling af den 6. oktober 2002 på neurologisk afdeling, .

De læger på reumatologisk afdeling, , der var involveret i behandling af i perioden fra den 1. til den 7. oktober 2002, har ikke overtrådt lægeloven.

Begrundelse

Det fremgår af journalen, at den 1. oktober 2002 blev indlagt på reumatologisk afdeling, , til behandling af lumbal diskusprolaps, som var konstateret ved en skanning i juni 2002. Diskusprolapsen havde givet anledning til langvarige ryg- og bensmerter. blev samme dag undersøgt af en reservelæge, der blandt andet fandt nedsat kraft på højre side ved hælgang, normal følesans omkring endetarmsåbningen (ridebukseområdet) og normal kraft af endetarmens lukkemuskel.

Videre fremgår det af journalen den 2. oktober 2002, at det ved konference blev besluttet, at der skulle rekvireres neurokirurgisk tilsyn med henblik på vurdering af, om der var grundlag for operation. Den 5. oktober 2002 kunne ikke tømme blæren, hvorfor der ved hjælp af et kateter blev udtømt 450 ml urin. blev den 6. oktober 2002 undersøgt af en reservelæge, der fandt uændret nedsat kraft svarende til højre ankel, let nedsat kraft svarende til højre knæ, normal følesans omkring endetarmsåbningen og normal kraft svarende til endetarmsmusklen. Senere på dagen viste en engangskaterisation 300 ml urin i blæren. Reservelægen kontaktede herefter telefonisk vagthavende, afdelingslæge B, på neurokirurgisk afdeling, og forelagde sygehistorien.

Ifølge journalen på reumatologisk afdeling, , fandt afdelingslæge B ikke indikation for at fremskynde det planlagte neurokirurgiske tilsyn.

Ifølge afdelingslæge B’s udtalelse af 16. december 2002 til sagen, tilrådede han akut CT-skanning af den nedre del af lændehvirvelsøjlen, og han oplyste, at når undersøgelsen forelå, ville han gerne se patienten.

Der foreligger således uoverensstemmelse mellem journalen og afdelingslæge B’s udtalelse til sagen. Det er herefter ikke muligt for nævnet med tilstrækkelig sikkerhed at fastlægge indholdet af den telefoniske kontakt mellem reumatologisk afdeling og afdelingslæge B.

Nævnet kan oplyse, at i situationer, hvor det ikke muligt at fastlægge faktum, gælder der et almindeligt retsprincip om, at tvivlen skal komme den indklagede til gode.

På baggrund heraf finder nævnet det ikke godtgjort, at afdelingslæge B handlende under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved den telefoniske henvendelse den 6. oktober 2002.

Endvidere fremgår det af journalen, at en læge fra reumatologisk afdeling, , den 7. oktober 2002 atter rettede henvendelse til den neurokirurgiske bagvagt på neurologisk afdeling, . Det var afdelingslæge A, der besvarede henvendelsen, og han tilrådede på baggrund af sygehistorien, at der blev iværksat akut CT-skanning, og at der skulle rettes henvendelse på ny, når undersøgelsesresultatet forelå.

Ligeledes fremgår det af journalen, at der samme dag blev foretaget en akut CT-skanning, og at undersøgelsen viste en median prolaps på 5. lændediskus. Billederne blev sendt til afdelingslæge A, der på baggrund af prolapsens størrelse og det faktum, at der ikke var problemer omkring endetarmslukkemusklen, ikke fandt indikation for akut neurokirurgisk vurdering.

Nævnet kan oplyse, at der ved nyopstået urinretention hos en person med en billedmæssig påvist diskusprolaps bør foretages en akut neurokirurgisk vurdering, hvis der ikke er helt specielle forhold, der taler mod cauda equina påvirkning (tryk på nervebundet i lænden), for eksempel at prolapsen er lokaliseret langt ude til siden (foraminal eller ekstrem lateral prolaps).

På baggrund heraf finder nævnet, at afdelingslæge A som følge af undersøgelsesresultatet fra CT -skanningen og sygehistorien burde have foretaget en akut vurdering af , uagtet at cauda equina syndromet ikke var komplet.

Nævnet finder endvidere, at de i behandlingen involverede læger på reumatologisk afdeling, , handlede i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard, idet lægerne relevant rådførte sig med neurologisk afdeling, , da s symptomer blev forværret.