Klage over brud på tavshedspligt

Patientklagenævnets afgørelse af 6. august 2002Patientklagenævnet fandt ved sin afgørelse af 6...

Sagsnummer:

0339617

Offentliggørelsesdato:

20. juli 2003

Juridisk tema:

Tavshedspligt

Speciale:

Ortopædkirurgi

Faggruppe:

Læger

Type:

Behandling

Kategori:

Vejledende og principielle afgørelser (før 1/1-2011)

Patientklagenævnets afgørelse af 6. august 2002 Patientklagenævnet fandt ved sin afgørelse af 6...

Patientklagenævnets afgørelse af 6. august 2002


Patientklagenævnet fandt ved sin afgørelse af 6. august 2002, at overlæge havde overtrådt § 26, jf. § 23, i lov om patienters retsstilling i forbindelse med, at han udfærdigede en erklæring til Kommune til brug for kommunens vurdering af s erhvervsegnethed. Nævnet lagde ved sin afgørelse vægt på, at disse oplysninger måtte antages at have været væsentlige for Kommunes fortsatte behandling af sagen. Nævnet fandt imidlertid, at overlæge forinden videregivelsen burde have forsøgt at indhente s samtykke til videregivelsen.

Anmodningen om genoptagelse



Ved brev af 7. oktober 2002 har Den Almindelige Danske Lægeforening (Lægeforeningen) som repræsentant for overlæge anmodet Patientklagenævnet om at genoptage sagen. Lægeforeningen har herved anført, at overlæge i den foreliggende sag handlede helt i overensstemmelse med retsgrundlaget på området for videregivelse af helbredsoplysninger til de sociale myndigheder, idet det ikke var påkrævet, at skulle forsøge at indhente samtykke fra , da fremsendte en statusattest (LÆ 125) til kommunen, når kommunen havde anmodet herom.

Lægeforeningen har henvist til, at § 12, stk. l og 3, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område har følgende formulering:

"Stk 1. En myndighed kan forlange, at personer, myndigheder m.v., der har kendskab til forholdene, giver oplysninger, der er eller må anses for nødvendige for at behandle en sag. Dette gælder også oplysninger om en persons rent private forhold eller andre fortrolige oplysninger, ligesom myndigheden kan indhente lægejournaler, sygehusjournaler eller udskrifter heraf.



Stk 3. Myndigheden skal forsøge at få samtykke til at indhente oplysninger efter stk. 1."

Lægeforeningen har endvidere anført, at de almindelige bemærkninger til forslag til lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (L 228 1996-97, fremsat den 16. april 1997 og vedtaget ved Lov nr. 453 af 10. juni 1997) blandt andet har følgende formulering vedrørende § 12:

"3.6 Oplysninger, der er nødvendige for at afgøre sagen

I §§ 10 til 12 fastsættes regler, der drejer sig om at skaffe oplysninger, der er nødvendige for at træffe afgørelserne. Der er - med sproglige justeringer - tale om at videreføre regler, som findes i bistandsloven, lov om social pension m.v.

Det gælder med hensyn til, at en ansøger har pligt til at medvirke til at få de nødvendige oplysninger frem (§ 10), at en myndighed kan kræve, at andre myndigheder eller personer giver oplysninger (§ 12)…”

”Det understreges i § 12, at også når en myndighed efter reglerne har ret til uden samtykke at skaffe oplysninger fra andre, skal myndigheden forsøge at få et samtykke fra den, som oplysningerne handler om. Der kan imidlertid være situationer, hvor myndigheden har brug for oplysningerne, men er klar over, at samtykke ikke vil blive givet. Det kan fx være i børnesager eller uansøgt førtidspension, hvor det er nødvendigt for myndigheden at træffe en afgørelse og dermed nødvendigt at indhente de relevante oplysninger. I disse tilfælde må myndigheden se bort fra ønsket om i videst muligt omfang at indhente samtykke.

Lægeforeningen har endvidere henvist til de specielle lovbemærkninger til § 12, hvor det blandt andet er anført:

"Til § 12

Det er fortsat den myndighed, der behandler sager efter den sociale lovgivning, der kan indhente oplysninger som nævnt i stk. l. Det betyder, at bestemmelsen omfatter kommunen, amtskommunen, de sociale nævn, Den Sociale Sikringsstyrelse og Den Sociale Ankestyrelse…”

”Det præciseres i stk. 3 , at myndigheden skal forsøge at få et samtykke fra den, som sagen vedrører, og myndigheden skal oplyse om konsekvenserne af et manglende samtykke. En sådan konsekvens kan fx være, at sagen behandles på det foreliggende grundlag, hvilket kan indebære, at ansøgeren får afslag på hjælp eller får en mindre hjælp. Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 3.6.

……."

Lægeforeningen har på den baggrund anført, at det hermed er godtgjort, at det ene og alene er den sociale myndighed, som har ansvaret for, at der foreligger et samtykke fra borgeren/patienten.

Lægeforeningen har endvidere anført, at socialministeriets vejledning nr. 90 af 7. juni 2000 om lov om retssikkerhed og administration på det sociale område i punkt 105 har følgende formulering:

"105. § 12 er et eksempel på, at det ved lov er bestemt, at en myndighed kan kræve oplysninger fra andre, som herved ikke er bundet af deres tavshedspligt efter forvaltningsloven. Retten til efter § 12 at indhente oplysninger fra andre myndigheder og private er også et eksempel på undtagelsen i forvaltningslovens §§ 28 og 29 om, at det følger af en lovbestemmelse, at oplysningen kan indhentes. Efter disse bestemmelser må fortrolige oplysninger ikke gives videre til en anden forvaltningsmyndighed, og i ansøgningssager må der ikke indhentes oplysninger fra en anden forvaltningsmyndighed eller fra andre dele af forvaltningen.

En anden undtagelse er § 26, stk. 2, i lov om patienters retsstilling. Se punkt 107. "

Lægeforeningen har således anført, at det af ovennævnte punkt 105 udtrykkeligt fremgår, at en læge ikke kan pålægges eller have pligt til at skulle indhente samtykke fra en patient ved fremsendelsen af en statusattest (LÆ 125) til den sociale myndighed i en kommune.

Lægeforeningen har endvidere oplyst, at vejledningens punkt 107 har følgende formulering:

”Lægeoplysninger

107. Som hovedregel må myndighederne kun indhente oplysninger om sygehusophold, der har betydning ved vurderingen af en ansøgers aktuelle helbredstilstand og arbejdsevne. Nødvendige oplysninger om sygehusophold bør tilvejebringes ved, at der indhentes relevante foreliggende journaloplysninger fra sygehuset.

Reglerne om sundhedspersoners (lægers, tandlægers m.fl.) videregivelse af fortrolige oplysninger findes i § 26 i lov om patienters retsstilling. Hovedreglen er, at fortrolige oplysninger kun må udleveres, hvis patienten giver samtykke. Hvis der er fastsat regler i anden lovgivning - fx retssikkerhedslovens § 12 - kan der videregives oplysninger, men kun hvis oplysningen må antages at have væsentlig betydning for sagsbehandlingen hos den myndighed, der skal have oplysningen. "

Lægeforeningen har i den forbindelse anført, at det af ovennævnte punkt 107 må anses for godtgjort, at en læge ikke kan pålægges eller have pligt til at skulle indhente samtykke fra en patient ved fremsendelsen af en statusattest (LÆ 125) til den sociale myndighed i kommunen.

Lægeforeningen har endvidere anført, at det i vejledningens punkt 108 direkte er anført, hvilke sociale myndigheder, der kan anvende § 12. Punkt 108 har følgende formulering:

"Hvilke myndigheder kan bruge § 12

108. Det er myndigheder, der behandler sager efter den sociale lovgivning, der kan indhente oplysninger, dvs. at bestemmelsen omfatter kommuner, amtskommuner, de sociale nævn, Den Sociale Sikringsstyrelse og Den Sociale Ankestyrelse."

Lægeforeningen har anført, at det således udtrykkeligt fremgår af ovennævnte lov, lovbemærkninger og vejledning, at det er den sociale myndighed, som har en lovhjemmel til at indhente journaloplysninger hos en læge, og at det er den sociale myndighed, som ene og alene har ansvaret for, at der foretages en vurdering af, hvorvidt det vil være muligt at opnå et samtykke fra den borger, som ansøger om eller i forvejen modtager en social ydelse.

Lægeforeningen har anført, at det må anses for godtgjort, at en læge ved fremsendelse af en statusattest (LÆ 125) til den sociale myndighed ikke i en sådan situation skal ind i en problematik om indhentelse af samtykke fra patienten. Samtykke-problematikken ligger ene og alene hos den sociale myndighed.

Begrundelse for genoptagelse



Patientklagenævnet fandt ved sin afgørelse af 6. august 2002, at overlæge burde have forsøgt at indhente samtykke fra . Nævnet lagde herved vægt på, at det af bemærkningerne til § 26 i lov om patienters retsstilling er anført, at det forudsættes, at sundhedspersonen i almindelighed, medmindre der foreligger særlige grunde, skal forsøge at indhente patientens samtykke, forinden en videregivelse finder sted, når videregivelsen sker til andre formål end behandling.

Idet Patientklagenævnet er enig i den regelfortolkning, som Lægeforeningen har foretaget i sit brev af 7. oktober 2002, finder nævnet, at der i en situation som den foreliggende, hvor en læge på begæring skulle videregive oplysninger om en patient til en kommune, foreligger sådanne særlige grunde, som ovenfor nævnt. En læge kan efter nævnets opfattelse således i en sådan situation gå ud fra, at spørgsmålet om indhentelse af samtykke fra patienten er afhandlet af den offentlige myndighed.

Således anerkender nævnet, at det var uberettiget, at Patientklagenævnet ved sin afgørelse af 6. august 2002 kritiserede overlæge i henhold til reglerne om tavshedspligt.

Patientklagenævnet har således fundet grundlag for at behandle sagens første klagepunkt igen.

Nævnets fornyede behandling af klagen



Hændelsesforløb



I en erklæring af 26. februar 2001 afgav overlæge , , efter anmodning fra Kommune en udtalelse til brug for kommunens vurdering af s erhvervsegnethed som pædagogmedhjælper.

Kommunen havde udbedt sig oplysninger om s sygehistorie, diagnoser og prognose samt om en eventuel igangværende behandling eller andre oplysninger af betydning for sagen. Endvidere havde kommunen udbedt sig en vurdering af s helbredsforholds betydning for hendes erhvervsegnethed.

Klagen



Der er klaget over følgende:

1. at overlæge den 26. februar 2001 uden s samtykke og under tilsidesættelse af sin tavshedspligt havde videregivet oplysninger om hende til Kommune.

Det er herved anført, at overlæge videregav oplysninger vedrørende tidligere sygehistorier, som var irrelevante.

Nævnets afgørelse af klagen



Overlæge , , har ikke overtrådt lov om patienters retsstilling ved den 26. februar 2001 at videregive oplysninger om til Kommune.

Begrundelse



Nævnet kan oplyse, at en patient ifølge lov om patienters retsstilling § 23 har krav på, at en læge iagttager tavshed om, hvad han under udøvelse af sit hverv erfarer eller får formodning om angående patientens helbredsforhold.

En læge kan dog ifølge lov om patienters retsstilling § 26, stk. 1, som udgangspunkt videregive sådanne helbredsoplysninger til offentlige myndigheder med patientens samtykke. Videregivelse af sådanne oplysninger kan ifølge lov om patienters retsstilling § 26, stk. 2, nr. 1, endvidere ske til offentlige myndigheder uden patientens samtykke, hvis det følger af lov, at oplysningerne skal videregives til myndigheden, og oplysningerne må antages at være af væsentlig betydning for myndighedens sagsbehandling.

Det følger af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område § 12, stk. 1, at en myndighed kan forlange, at en læge, der har kendskab til forholdene, giver oplysninger, der er eller må anses for nødvendige for at behandle en sag. Dette gælder også oplysninger om en persons rent private forhold eller andre fortrolige oplysninger, ligesom myndigheden kan indhente lægejournaler, sygehusjournaler eller udskrifter heraf.

Den 12. februar 2001 sendte Kommune, en anmodning om statusattest (LÆ 121) til overlæge .

På blanketten Anmodning om statusattest kan angives, om oplysningerne indhentes i henhold til retssikkerhedslovens § 12 eller på baggrund af patientens samtykke. På den anmodning om statusattest, som den 12. februar 2001 blev sendt fra Kommune til overlæge var det angivet, at oplysningerne blev indhentet i henhold til retssikkerhedslovens § 12.

Patientklagenævnet kan oplyse, at det påhviler den myndighed, der anmoder om helbredsoplysninger i henhold til retssikkerhedslovens § 12 forinden anmodningen at forsøge at indhente borgerens samtykke hertil, medmindre myndigheden vurderer, at det ikke vil være muligt at opnå borgerens samtykke.

Det er på den baggrund nævnets opfattelse, at overlæge , da han modtog anmodningen fra Kommune, måtte forstå, at han var forpligtet til at videregive de ønskede oplysninger, og at han kunne gøre dette uden at tage kontakt til . Overlæge kunne således efter nævnets opfattelse gå ud fra, at man fra de sociale myndigheders side havde foretaget det fornødne, for så vidt angik et eventuelt samtykke fra .

Nævnet har herved endvidere lagt vægt på, at det af journalen den 14. december 2000 fremgår, at og overlæge drøftede, om skulle uddanne sig til pædagogmedhjælper, idet gav udtryk for, at hun var i tvivl herom, fordi dette arbejde ofte ville indebære en belastning af hendes knæ i flekteret stilling. Overlæge tilkendegav i den forbindelse overfor , at han gerne ville komme med en udtalelse, hvis hun fik brug for en sådan fra de sociale myndigheder, og han i øvrigt blev opfordret hertil.

Det fremgår af Kommunes anmodning om statusattest af 12. februar 2001 (LÆ 121), at kommunen særskilt anmodede overlæge om at give oplysning om prognosen for s knælidelse samt om hendes mulighed for igen at kunne klare fuldtidsarbejde inden for pædagogfaget.

Af blanketten Statusattest (LÆ 125) fremgår, at lægen skal give oplysning om sygehistorie, diagnoser, prognose samt igangværende behandling eller andre oplysninger af betydning for sagen. Endvidere fremgår det, at lægen skal foretage en vurdering af helbredsforholdenes betydning for sagen.

Overlæge besvarede anmodningen ved statusattest af 26. februar 2001, hvor han gav oplysninger om s sygehistorie, for så vidt angik knælidelsen, en vurdering af s sygdomsopfattelse i forhold til hans egen kliniske opfattelse samt en vurdering af s erhvervsevne inden for pædagogfaget.

Det er nævnets vurdering, at overlæge ikke herved videregav oplysninger, som der ikke var anmodet om, og som ikke måtte anses for væsentlige for Kommunes sagsbehandling.

Nævnet finder herefter, at overlæge ikke har overtrådt sin tavshedspligt ved at videregive de pågældende oplysninger om til Kommune den 26. februar 2001.

Der var endvidere klaget over overlæge s udfærdigelse af erklæringen den 26. februar 2001. Patientklagenævnet har ikke fundet grundlag for at genbehandle dette klagepunkt, hvorfor nævnets afgørelse af 6. august 2002, for så vidt angår dette klagepunkt, står ved magt.