Behandling med ECT ? patienten var i livstruende tilstand

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved <****> den 25. februar 2002 om tvangsbehandling med ECT af <****> den 10., 11., 12., 13., 15., 17., 20. og 22. januar 2003 på Psykiatrisk afdeling i <****>, idet Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at betingelserne var opfyldt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer dog afgørelsen for så vidt angår tvangsbehandlingen med ECT den 3. februar 2003, idet Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at betingelserne var opfyldt.

, som var 44 år, havde siden 1989 været indlagt på psykiatrisk afdeling 28 gange på grund af en såkaldt bipolær affektiv sindslidelse. 10 af indlæggelserne havde fundet sted i perioden fra oktober 1996 til februar 1997, hvor havde været indlagt i forbindelse med ECT-vedligeholdelsesbehandlinger. Hun havde som led i sin sygdom haft stemningssvingninger i form af såvel depressioner som manier. Hun var blevet behandlet med stemningsstabiliserende medicin (Lithium, Deprakine, eller Tegretol) og antipsykotisk medicin (Trilafon, Cisordinol eller Serenase) samt antidepressiv behandling (Saroten). Endvidere var hun under 5 indlæggelser blevet behandlet med ECT med god effekt på henholdsvis mani med psykotiske symptomer og blandingstilstand som led i bipolær affektiv sindslidelse.

havde siden den sidste indlæggelse på Psykiatrisk afdeling i æret i behandling med antipsykotisk medicin (Cisordinol 30 mg dagligt), beroligende medicin (Rivotril 3 mg dagligt samt Truxal ved behov højst 200 mg dagligt), stemningsstabiliserende medicin (Tegretol 600 mg dagligt) samt bivirkningsmedicin (Disipal 100 mg dagligt).

blev aktuelt indlagt på Psykiatrisk Afdeling i den 3. januar 2003 på grund af symptomer på mani, og lægerne fandt hende opstemt og vekslende grinende og grædende. Hun mente, at hun havde været død i 5 dage og netop var oprejst fra graven, og at Jesus var kommet igen og der var blevet fred i Jerusalem. Hun citerede skriftsteder og ønskede at fremsige Trosbekendelsen og sang brudstykker af en salme. Lægerne vurderede, at hun fortsat led af mani med psykotiske symptomer, og den antipsykotiske behandling med Cisordinol blev intensiveret til 30 mg dagligt.

Senere samme dag blev bæltefikseret på grund af farlighed, idet hun var vred og truende overfor personalet og ikke kunne korrigeres. Dagen efter var hun atter grædende og udskældende, hvorfor der blev givet yderligere 20 mg Cisordinol. Lægerne fandt hende de følgende dage tiltagende psykotisk, idet hun mente sig besat af poltergeister, der påvirkede hendes krop, ligesom hun var hurtigt talende, havde springende tankegang med religiøst indhold og var livligt associererende.

Den 7. januar 2002 havde ikke sovet om natten. Trods behandling med store doser antipsykotisk medicin, var hun fortsat svært psykotisk, og lægerne vurderede, at hendes tilstand var kritisk med risiko for udvikling af delir. De overvejede derfor behandling med ECT, hvilket imidlertid modsætte sig. Den 9. januar 2002 fandt lægerne, at hun var tiltagende delirøs og urolig. Hun kunne ikke falde til ro, og den medicinske behandling med store doser antipsykotisk medicin i form af Cisordinol havde ikke haft afgørende virkning på tilstanden. Hun sov sparsomt og var bange for at lægge sig i sengen, da hun mente, at der lå 2 mænd. Senere samme dag blev hun igen bæltefikseret på grund af farlighed.

Den 10. januar 2002 var tiltagende opkørt og delirøs og havde sovet sparsomt. Lægerne besluttede derfor, at hun skulle tvangsbehandles med ECT, og at en eventuel klage ikke skulle tillægges opsættende virkning, idet de vurderede, at hendes tilstand var livstruende.

Der blev herefter indledt tvangsbehandling med ECT (6 behandlinger, hvoraf de første 3 skulle gives 3 dage i træk). Da den 16. januar 2003 fortsat var psykotisk og delirøs, blev der ordineret yderligere ECT- behandlinger.

Da den 3. februar 2002 fortsat var svært forpint og manisk med psykotiske symptomer og endvidere havde udviklet begyndende somatiske komplikationer til tilstanden, besluttede lægerne at genoptage ECT- behandlingen med tvang på vital indikation. Behandlingen blev dog kompliceret af sammentrækninger i luftvejene med ophobning af sekret og mistanke om aspiration. Ved et medicinsk tilsyn den 7. februar 2002 fandt lægerne ikke somatiske kontraindikationer for videre ECT- behandling. De besluttede dog foreløbig at stille behandlingen i bero.

klagede over beslutningen om tvangsbehandlingen med ECT til Det Psykiatriske Patientklagenævn ved . Klagen blev ikke tillagt opsættende virkning.

Klagen blev herefter den 25. februar 2002 behandlet i Det Psykiatriske Patientklagenævn ved . Nævnet godkendte beslutningen om tvangsbehandlingen med ECT, herunder at beslutningen ikke blev tillagt opsættende virkning. Nævnet underkendte dog tvangsbehandlingen med ECT den 3. februar 2002. Der blev som begrundelse anført, at på tidspunktet for beslutningen om tvangsbehandling var psykotisk, delirøs og opkørt, og at hendes tilstand var livstruende uden udsigt til, at yderligere medicinsk behandling ville kunne afhjælpe tilstanden. Vedrørende ECT-behandling den 3. februar fandt nævnet ligeledes, at de lægelige indikationer for at tvangsbehandle med ECT var opfyldt, men at dette måtte forudsætte en ny og selvstændig beslutning om tvangsbehandling.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan oplyse, at det fremgår af forarbejderne til Lov om ændring af psykiatriloven (Lov nr. 403 af 26. juni 1998, L 36, 2. samling), at Folketinget har forudsat, at tvangsbehandling med ECT ikke må anvendes, med mindre der foreligger en aktuel eller potentiel livstruende tilstand for patienten.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan endvidere oplyse, at det følger af psykiatrilovens § 32, stk. 3, at klager over beslutning om tvangsbehandling har opsættende virkning, medmindre omgående gennemførelse af behandlingen er nødvendig for ikke at udsætte patientens liv eller helbred for væsentlig fare eller for at afværge, at patienten udsætter andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle hende, da udsigten til hendes helbredelse eller en betydelig afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet har lagt vægt på, at forud for tvangsindlæggelsen den 3. januar 2003 samt ved selve indlæggelsen og i perioden frem til beslutningen om tvangsbehandling blev truffet den 10. januar 2002 var i en psykotisk tilstand, svarende til diagnosen mani med psykotiske symptomer. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at en undladelse af behandling ville have indebåret en betydelig risiko for s liv, idet hendes tilstand trods intensiv antipsykotisk behandling fortsat blev forværret med risiko for udvikling af en livstruende, delirøs tilstand.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har lagt vægt på, at gennem 7 dage blev forsøgt motiveret for frivillig behandling, før beslutning om tvangsbehandling blev truffet. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at under 5 tidligere indlæggelser var blevet behandlet med ECT med god effekt på henholdsvis mani med psykotiske symptomer og blandingstilstand som led i bipolær affektiv sindslidelse. Ligeledes finder Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, at den valgte behandlingsform med ECT må anses for at opfylde kravet om mindst indgribende foranstaltning, idet det må anses for ikke muligt at behandle s psykotiske tilstand, herunder udviklingen af en delirøs og potentielt livstruende tilstand uden anvendelse af ECT- behandling.

Betingelserne for tvangsbehandling var således opfyldt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at tvangsbehandlingen med ECT opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede behandlingsformer med færrest mulige bivirkninger. Nævnet har herved lagt vægt på, at elektrochok almindeligvis er en effektiv behandling af maniske tilstande, hvor det er nødvendigt at opnå en hurtig effekt, hvilket må anses at have været tilfældet i s situation i betragting af risikoen for udvikling af delir.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder det desuden berettiget, at s klage ikke blev tillagt opsættende virkning. Nævnet har lagt vægt på den igangværende forværring af hendes psykiske tilstand og hensynet til det livsnødvendige i at kunne behandle denne. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at der ikke tidligere havde været effekt af den intensive antipsykotiske behandling.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan oplyse, at det i forbindelse med ECT-behandling ikke er usædvanligt, at det efter en kortere observationsperiode, hvorunder der pauseres med behandlingen, viser sig nødvendigt at fortsætte denne, hvis den indtrufne bedring viser sig uholdbar.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en konkret vurdering, at lægernes genoptagelse af tvangsbehandling med ECT den 3. februar 2003 ikke kan antages at måtte forudsætte en ny og selvstændig beslutning om tvangsbehandling. Nævnet har lagt vægt på, at der den 22. januar 2003 var indtrådt en vis bedring i s tilstand, hvorfor lægerne besluttede at holde pause med ECT- behandlingen. Da der herefter atter indtrådte forværring i s tilstand med psykotiske symptomer og begyndende somatiske komplikationer til tilstanden samt fornyet udvikling af symptomer på delir, besluttede lægerne 11 dage senere (den 3. februar 2002) at genoptage tvangsbehandlingen med ECT på vital indikation.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan på denne baggrund tiltræde den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved den 25. februar 2002 om tvangsbehandling med ECT af den 10., 11., 12., 13., 15., 17., 20. og 22. januar 2003 på Psykiatriafdelinget i , idet Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at betingelserne var opfyldt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer dog afgørelsen for så vidt angår tvangsbehandlingen med ECT den 3. februar 2003, idet Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at betingelserne var opfyldt.