Klage over at vagtlæge ikke fandt grundlag for lægebesøg vedrørende en patient, som havde været manisk i flere dage

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere vagtlæge <****> for hans behandling af <****> den 18. oktober 2002, jf. lægelovens § 6.

Det skal desuden indskærpes overfor vagtlæge <****> at udvise større omhu i sit fremtidige virke.

Hændelsesforløb

Den 18. oktober 2002 kl. 4 om natten ringede s ægtefælle til Lægevagten, . Hun fortalte , at i mere end to døgn havde haft svær manisk adfærd. Han havde ti år tidligere haft et lignende sygdomsbillede. Ægtefællen oplyste, at der var bestilt tid hos egen læge samme dag kl. 11.15. Vagtlæge vurderede, at den opståede krisesituation kunne afvente den senere konsultation hos egen læge.

Den 19. oktober 2002 blev tvangsindlagt på . Ved ankomsten var han svært psykotisk, agiteret og urolig.

Klagen

Der er klaget over følgende:

• At vagtlægen ikke fandt grundlag for et lægebesøg med henblik på eventuel behandling.

Det er herved anført, at havde været meget manisk i længere tid. Det er videre anført, at såfremt vagtlægen havde handlet anderledes, så havde senere undgået at blive tvangsindlagt.

Nævnets afgørelse af klagen

Vagtlæge har overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af den 18. oktober 2002. Det skal desuden indskærpes vagtlæge at udvise større omhu i sit fremtidige virke.

Begrundelse

Det fremgår af klagen, at s ægtefælle ringede til Lægevagten, , den 18. oktober 2002 kl. 4 om natten. Hun fortalte læge , at igennem to til tre dage havde udviklet svære tegn til psykisk sygdom i form af mani, idet han konstant var i aktivitet, sov ikke, og planlagde døgnet rundt nye aktiviteter i og uden for huset. Senest havde han pakket for at tage på jagt i sin bil midt om natten, og ved alle forsøg på at tale ham til ro, reagerede han voldsomt og var råbende og truende.

Det fremgår videre af klagen, at ægtefællen oplyste vagtlægen om, at hun ikke længere mente, at hun kunne magte situationen og ønskede lægelig vurdering og hjælp i form af et sygebesøg. Parret havde ganske vist en aftale med egen læge samme dag kl. 11.15, men hun følte ikke, at hun magtede at vente længere på hjælp til ægtefællen. Hun var ikke klar over, at der var mulighed for selv at henvende sig til den lokale psykiatriske skadesstue. Hun oplyste samtidig, at cirka 10 år tidligere havde haft en lignende sygdomsperiode, som havde krævet indlæggelse og medicinsk behandling.

Ifølge klagen oplyste vagtlæge , at han ikke havde sovemedicin i sin lægetaske, og at man derfor måtte afvente de følgende timer, indtil den aftalte konsultation hos egen læge kunne finde sted. Vagtlæge gav ikke yderligere lægefaglig hjælp og oplyste ikke om muligheden for at kontakte den psykiatriske skadestue uden lægehenvisning.

Fra amtet er oplyst, at der ikke foreligger en båndoptagelse af samtalen mellem s ægtefælle og vagtlæge , da vagtlægen den pågældende dag benyttede et telefonapparat, som ikke var tilsluttet den automatiske bånding.

Vagtlæge har anført i sin udtalelse til sagen, at han ikke husker den pågældende telefonkonsultation den 18. oktober 2002. Han vidste, at der var en døgnbemandet psykiatrisk skadestue på og kunne have bestilt et vagtlægebesøg, men set ud fra journalmaterialet vurderede han, at den opståede krisesituation kunne afvente senere konsultation hos egen læge samme formiddag.

Det er noteret i vagtlægejournalen den 18. oktober 2002 kl. 4.07, at ikke havde sovet i to døgn, og at han for 10 år siden havde været indlagt på psykiatrisk afdeling for nervesammenbrud. Vagtlæge noterede yderligere: ”gives råd – har tid ved egen læge d.d”.

Det fremgår endelig af sygehusjournalen den 19. oktober 2002, at blev tvangsindlagt på . Ved ankomsten var han svært psykotisk, agiteret og urolig, og han måtte på indlæggelsesdagen bæltefikseres og have beroligende indsprøjtninger.

Nævnet har herefter lagt til grund, at vagtlæge den 18. oktober 2002 om natten fik oplyst, at tidligere havde været indlagt på grund af psykisk sygdom og aktuelt var svært manisk på andet døgn. Vagtlæge fandt imidlertid ikke indikation for en akut lægelig vurdering, men henviste til en allerede bestilt konsultation hos egen læge kl. 11.15 samme dag.

Nævnet kan oplyse, at svær mani er en livstruende tilstand, som kræver kvalificeret lægelig assistance.

Nævnet finder det kritisabelt, at vagtlæge alene henviste til, at der var aftalt en konsultation den følgende formiddag og ikke fandt indikation for at foretage lægefaglig vurdering i form af et lægebesøg, selvom den beskrevne situation i hjemmet var klart ustabil og præget af s konstante og aggressive aktivitet.

Det er i den forbindelse nævnets opfattelse, at der forelå oplysninger, som tydede på, at indlæggelse, med eller uden tvang, kunne komme på tale. opførte sig således truende og havde talt om at køre i bil. I en situation som den beskrevne var det af klar relevans at sikre, at lægefaglig ekspertise overtog ansvaret for den svære sygdomstilstand. Vagtlæge burde derfor under alle omstændigheder have fortalt om muligheden for på ethvert tidspunkt selv at henvende sig på den psykiatriske skadestue.

Nævnet finder ud fra disse samlede omstændigheder, at vagtlæge handlede væsentligt under almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 18. oktober 2002, da han hverken tilbød en lægelig bedømmelse eller henviste til psykiatrisk skadestue og i betragtning af, at selvom der var blevet henvist til psykiatrisk skadestue, så vil maniske patienter uden sygdomsindsigt ofte være afvisende overfor tilbud om kontakt til psykiatrisk ekspertise.