Klage over psykologisk erklæring vedrørende en 11-årig dreng

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere psykolog <****> i forbindelse med hans vurdering af og udfærdigelse af erklæringen af 19. juni 2002 til børn og familieafdelingen, <****>, om <****> og hans familiemæssige forhold, jf. psykologlovens § 12.

Hændelsesforløb

I november 2001 blev , som var 11 år, af henvist til børnepsykiatrisk afdeling, , på grund af langvarigt skolefravær og forskellige sygdomsklager. var herefter indlagt i børnepsykiatrisk afdeling i perioden fra den 7. januar til den 30. april 2002.

Børn og familieafdelingen, , anmodede efterfølgende psykolog om en erklæring om . I erklæring af 19. juni 2002 beskrev psykolog herefter blandt andet s tilstand samt hans forældres situation, funktionsmåde og synspunkter.

Klagen

Der er klaget over følgende:

1. at psykolog foretog en utilstrækkelig vurdering af s fader og udfærdigede en erklæring, som indeholdt ukorrekte oplysninger om denne samt om de familiemæssige og sociale forhold.

2. at det ikke i tilstrækkeligt omfang fremgik af erklæringen, hvorfra psykolog havde sine oplysninger.

Det er herved anført, at det ikke fremgik, om oplysninger stammede fra psykolog s egne iagttagelser, fra sagens akter, eller fra moderen.

3. at psykolog alene baserede sin erklæring på moderens udtalelser.

4. at psykolog i erklæringen ikke konkret anbefalede, hvilken form for behandling og hjælp faderen og familien skulle have.

Nævnets afgørelse af klagepunkterne

Psykolog har overtrådt psykologlovens § 12 i forbindelse med sin vurdering af og udfærdigelse af erklæringen af 19. juni 2002 til børn og familieafdelingen, , om og hans familiemæssige forhold.

Begrundelse

Det fremgår af journalen, at i november 2001 af var blevet henvist til børnepsykiatrisk afdeling på grund af langvarigt skolefravær og forskellige sygdomsklager. havde herefter været indlagt på børnepsykiatrisk afdeling i perioden fra den 7. januar til den 30. april 2002. Efterfølgende udfærdigede psykolog en erklæring af 19. juni 2002 til børn og familieafdelingen, , om .

Det fremgår af erklæringen af 19. juni 2002, at , der dengang var 11 år, blev indlagt på baggrund af langvarigt skolefravær samt forskellige sygdomsklager. Videre anføres det blandt andet, at faderen siden september 2001 og frem til udskrivelsen af ikke havde magtet at gå ud, og at han havde fået hjælp af sin moder til at klare dagligdagen med hensyn til indkøb og lignende, samt at sammenfaldende hermed havde været grædende, somatiserende og ikke villet gå i skole.

Det fremgår af akterne fra børnepsykiatrisk afdeling, at psykolog i forbindelse med s indlæggelse opfattede samarbejdet med hans fader som vanskeligt, først og fremmest på grund af faderens manglende fremmøde. Ifølge erklæringen af 19. juni 2002 havde moderen under indlæggelsen deltaget i såvel samtaler som aktiviteter, mens faderen ikke havde formået dette. Videre fremgår det, at indlæggelsen havde igangsat en konstruktiv udvikling for såvel som det familiemæssige samspil mellem ham og moderen.

Det fremgår ikke af erklæringen, på hvilken måde ovennævnte vurderinger skulle anvendes, ligesom det ikke fremgår, hvilke mål der var fastsat med hensyn til behandlingen, eller hvem behandlingen skulle rettes mod. Det fremgår af psykolog s udtalelse til sagen, at erklæringen omfattede en børnepsykiatrisk undersøgelse af og ikke var en undersøgelse eller vurdering af faderen eller moderen.

Det er nævnets opfattelse, at forældrenes samarbejdsevne i erklæringen er i fokus, både i forhold til behandlingsstedet og med hensyn til deres indbyrdes samarbejde, således at dette medvirker til belysningen af s forhold. Der er endvidere ikke noget selvstændigt afsnit i erklæringen, der indeholder en beskrivelse af s udvikling under indlæggelsen.

Det er nævnets opfattelse, at det, hvis man ikke har forsøgt at arbejde med forældrenes relationer til barnet og til hinanden indbyrdes, er betænkeligt at fremsætte konkluderende vurderinger om spørgsmålet i en børnepsykologisk erklæring.

Videre fremgår det af erklæringens afsnit om ”forældresamarbejde”, at moderen havde vist sig at være ansvarspåtagende og handlende, og at hun var blevet bedre til at stille krav til sin søn og undlade at bekræfte og forstærke sygeliggørelsen af hans sociale og følelsesmæssige problemer. Ligeledes hedder det, at hun havde gjort en indsat for at skabe og opretholde kontakten til hans skolekammerater. Herefter anføres det, at hun havde indset, at drengens fader ofte i langvarige perioder ikke magtede at fungere som ansvarlig forælder, men at hun havde stået alene i samarbejdet og kontakten med skole, institutioner etc., hvorfor hun anså det for mere hensigtsmæssigt, at hun overtog den fulde forældremyndighed.

Det er nævnets opfattelse, at man under et afsnit med overskriften “forældresamarbejde” vil forvente enten at finde en beskrivelse af psykologens opfattelse af henholdsvis faderens og moderens samarbejde med afdelingen i forbindelse med barnets indlæggelse eller en vurdering af forældrenes indbyrdes samarbejde om barnet i det daglige.

Det anføres i erklæringens sammenfatning, at s fader i perioder ikke havde formået at opretholde en almindelig tilværelse, hvilket måtte betragtes som en uhensigtsmæssig rollemodel i forhold til sønnen. Det tilføjes herefter, at den fælles forældremyndighed på baggrund af faderens situation må anses for kontraindiceret og som et dårligt udgangspunkt for den påkrævede ensartede familiemæssige indsats overfor s sociale tilbagetrækning og fysiske klager.

Det er nævnets opfattelse, at psykolog burde have argumenteret for sine betragtninger om faderens muligheder som rollemodel tidligere i erklæringen end først i erklæringens sammenfattende afsnit.

Det er endvidere nævnets opfattelse, at omtalen af forældrenes situation, funktionsmåde og synspunkter i højere grad burde have været adskilt i separate afsnit for henholdsvis faderen og moderen.

Det fremgår af psykolog s og administrerende overlæge s udtalelse til sagen, at formålet med undersøgelsen i børnepsykiatrisk regi var en undersøgelse af og ikke af hverken faderen eller moderen, og at erklæringens oplysninger således primært skulle tjene til belysning af s forhold. Videre anføres det, at oplysningerne i erklæringen stammer fra forskellige kilder, og at man af hensyn til overskueligheden har undladt at opremse alle disse. Det anføres dog, at det af erklæringens tekst fremgår, når det specifikt har drejet sig om moderens betragtninger.

Videre fremgår det af den nævnte udtalelse til sagen, at psykolog af respekt for forældrene i erklæringen undlod at konkretisere deres individuelle personlige problemer, og hvad han mente med individuel terapeutisk hjælp til forældrene.

Det fremgår af henvisningen fra til børnepsykiatrisk afdeling, at tidligere havde været i behandling hos en privatpraktiserende børnepsykiater, men at behandlingen var blevet opgivet. Det fremgår af henvisningen endvidere, at i 4. klasse havde haft enkelte samtaler med en skolepsykolog, som havde vurderet, at den primære opgave lå i arbejdet med forældrene, hvorfor de havde fået tilbud om fornyet konsultation. Henvisningen omfattede både og hans forældre, idet kommunen anmodede om, at henvisningen blev behandlet som en akut sag, da både og familien var meget forpinte.

Det er nævnets opfattelse, at der ifølge denne henvisning var tale om en situation, der krævede en håndtering af både barn og forældre.

Det fremgår af journalen, at børnepsykiatrisk afdeling modtog henvisningen den 3. december 2001, og at afdelingen sendte brev til moderen og til kommunen 3 dage senere. Det fremgår endvidere, at moderen mødte til forsamtale den 4. januar 2002. Først den 8. februar 2002 tog psykolog ifølge journalen telefonisk kontakt til faderen på foranledning af moderen, som var bekymret for, om overnatninger hos faderen ville vanskeliggøre s fremmøde i afdelingen. Psykolog ønskede derfor en aftale med faderen om, at indtil videre skulle overnatte hos moderen. Samtidig aftalte han en tid til samtale med faderen den 26. februar 2002 med henblik på at belyse s forhold set fra faderens synsvinkel.

Det er nævnets opfattelse, at psykolog , i betragtning af den tidlige inddragelse af moderen, burde have taget kontakt til faderen på et tidligere tidspunkt med henblik på at formindske risikoen for at forøge familiens konfliktsituation.

Samlet er det herefter nævnets opfattelse, at psykolog s erklæring af 19. juni 2002 er udfærdiget på en sådan måde, at den kan skabe tvivl om behandlingsstedets evne til at fremstå uvildigt over for begge forældre.

På denne baggrund finder nævnet, at psykolog i forbindelse med sin vurdering af og udfærdigelse af erklæringen af 19. juni 2002 om og hans familiemæssige forhold har handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard.