Klage over manglende diagnosticering af blærekræft

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere praktiserende læge for hans behandling af den 25. januar 2001, jf. lægelovens § 6.Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere praktiserende læge for hans behandling af den 21. april 1999 samt i perioden fra den 28. august til den 18. december 2001.

Sagsnummer:

0341217

Offentliggørelsesdato:

20. december 2003

Speciale:

Almen medicin, incl. Vagtlæger

Faggruppe:

Læger

Type:

Behandling

Kategori:

Vejledende og principielle afgørelser (før 1/1-2011)

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere praktiserende læge <****> for hans behandling af <****> den 25. januar 2001, jf. lægelovens § 6.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere praktiserende læge <****> for hans behandling af <****> den 21. april 1999 samt i perioden fra den 28. august til den 18. december 2001.

 

Hændelsesforløb


Den 21. april 1999 henvendte sig til praktiserende læge , idet hun gennem 3-4 dage havde haft fornemmelse af manglende blæretømning efter vandladning. En undersøgelse af hendes urin viste let reaktion for blod.

Den 25. januar 2001 henvendte sig på grund af hyppig vandladning. Læge foretog undersøgelse af urinen, som viste spor af blod, hvorfor han ordinerede antibiotisk behandling mod urinvejsinfektion.

henvendte sig den 3. august 2001 til læge s kollega, der ved en undersøgelse af urinen fandt spor af blod. Den følgende dyrkning af urinen viste ingen vækst af bakterier.

Den 28. august 2001 henvendte sig igen til læge på grund af natlig vandladning hver anden time. Læge henviste hende herefter til en gynækolog.

Den 18. december 2001 henvendte sig telefonisk til læge , idet hun nu desuden ikke kunne holde på afføringen. Det blev aftalt at afvente kontrol hos gynækologen den 3. januar 2002.

blev efterfølgende undersøgt på , hvor lægerne fandt tegn på blærekræft, hvorfor blev henvist til . Den 14. juni 2002 viste en kikkertundersøgelse af blæren en tumor, som blev fjernet ved et operativt indgreb den 3. juli 2002.

Den 4. september 2002 blev der foretaget fornyet operation, hvorved s blære blev fjernet og en kunstig blære af et tarmstykke blev etableret. blev udskrevet en måned senere til opfølgende kontrolundersøgelser.

Klagen



Der er klaget over følgende:

• at læge i perioden fra den 21. april 1999 til den 18. december 2001 ikke foranledigede tilstrækkelige undersøgelser foretaget, da der blev konstateret blod i s vandladning.

Det er herved anført, at gentagne gange henvendte sig til læge på grund af hyppig vandladning, trykken på blæren og følelse af manglende tømning af blæren. Det er endvidere anført, at læge konstaterede blod i urinen, og at han foranledigede undersøgelse ved gynækolog samt behandling med Lucosil. Videre er det anført, at havde blærekræft, hvilket først blev konstateret, da hun skiftede til en anden praktiserende læge, som henviste hende til relevante undersøgelser. Endelig er det anført, at s operation indebar en fjernelse af blæren og en urinstomi, hvilket kunne være undgået, såfremt havde foranstaltet de rigtige undersøgelser tidligere.

Nævnets afgørelse af klagen


Læge har overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af den 25. januar 2001.

Læge har ikke overtrådt lægeloven ved sin behandling af den 21. april 1999 samt i perioden fra den 28. august til den 18. december 2001.

Begrundelse


Det fremgår af journalen, at den 21. april 1999 henvendte sig til læge , idet hun havde kortvarig fornemmelse af manglende tømning af blæren ved vandladning. Læge undersøgte urinen og konstaterede, at der var let reaktion for blod i urinen. En underlivsundersøgelse viste normale forhold.

Ifølge læge anmodede han om at komme med ny urinprøve, hvilket dog ikke skete.

Ifølge klager henvendte sig umiddelbart efter konsultationen med en ny urinprøve. Hun afleverede den til læge s sekretær og fik at vide, at der var fundet lidt blod i urinen, hvilket dog ikke betød noget.

Der foreligger således modstridende oplysninger fra klager og læge om, hvorvidt henvendte sig med en ny urinprøve efter konsultationen den 21. april 1999. Der foreligger ikke yderligere oplysninger i sagen, der kan understøtte den ene forklaring frem for den anden. Patientklagenævnet har ikke mulighed for at få sagen yderligere belyst, da der ikke findes journaloplysninger vedrørende dette forhold.

I et sådant tilfælde gælder et almindeligt retsprincip om, at tvivlen skal komme den indklagede til gode.

På denne baggrund finder nævnet ikke grundlag for at fastslå, at læge handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 21. april 1999 i forbindelse med hendes vandladningssymptomer.

Det fremgår af journalen, at herefter på grund af andre symptomer den 19. november 1999 henvendte sig til læge , som blandt andet undersøgte hendes kolesteroltal.

Det fremgår endvidere af journalen, at den 25. januar 2001 atter henvendte sig til læge med klager over hyppig vandladning. Læge undersøgte urinen og fandt kraftig reaktion for blod, men i øvrigt normale forhold, herunder ikke tegn på infektion. Han ordinerede dog alligevel antibiotisk behandling på grund af mistanke om blærebetændelse som årsag til symptomerne.

Læge har i sin udtalelse til sagen anført, at han sædvanligvis anmoder patienter om at henvende sig med en ny urinprøve, hvis den antibiotiske behandling er uden effekt. Han anfører endvidere, at ikke henvendte sig på ny, hvorfor han formodede, at der havde været tale om en urinsvejsinfektion, og at behandlingen havde været effektiv.

Nævnet kan oplyse, at det i situationer med vandladningsklager og påvisning af blod i urinen flere gange, som ikke umiddelbart kan forklares som forårsaget af infektion eller anden lidelse i urinveje, er normalt at iværksætte udredning med henblik på vurdering af andre årsager og især med henblik på kræftlidelser i blære og urinveje.

Nævnet finder, at læge i en situation med gentagen og øget blodtilblanding i urinen og uden tegn på infektion burde have sikret opfølgning med henblik på diagnostik af årsagen, eksempelvis ved en aftale om kontrolundersøgelse. Nævnet finder herefter, at læge den 25. januar 2001 handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard.

Det fremgår endvidere af journalen, at den 10. juli 2001 henvendte sig til en anden læge, hvor urinen blev undersøgt. Lægen fandt moderat reaktion for blod og ingen tegn på blærebetændelse.

Den 28. august 2001 henvendte sig ifølge journalen atter til læge på grund af natlig vandladning hver anden time. Hun blev derfor henvist til en speciallæge i gynækologi med henblik på nærmere undersøgelse. Læge anførte i journalen, at symptomet muligvis kunne skyldes bivirkning i forbindelse med behandlingen af med det beroligende præparat Trilafon.

henvendte sig herefter ifølge journalen den 18. december 2001 telefonisk til læge , idet der var forværring i tilstanden med afføringsproblemer. Ifølge læge s udtalelse til sagen opfattede han situationen således, at var i relevant behandling hos speciallægen med kontrol den 3. januar 2002. Han anbefalede hende derfor at afvente speciallægens konklusion.

Nævnet finder på denne baggrund, at læge handlende i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af i perioden fra den 28. august til den 18. december 2001.