Klage over ukorrekt anlagt stomi

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere overlæge <****> for hans behandling af <****> den 3. december 1999 på kirurgisk afdeling, <****>.

Hændelsesforløb

blev den 3. december 1999 opereret af overlæge , kirurgisk afdeling, , på grund af en kræftknude i den nederste, s-formede del af tyktarmen. Kræftknuden blev fjernet, og overlæge forsøgte at sy tarmenderne sammen. Da det ikke kunne lade sig gøre på grund af store mængder fedtvæv og udposninger, blev der anlagt en stomi.

I forbindelse med udskrivelsen den 21. december 1999 blev stomien beskrevet som velfungerende. Ved kontrol i stomiambulatoriet den 7. januar 2000 var der problemer med lækage fra stomien. Dette problem kunne ikke afhjælpes trods forsøg på udvidelse af stomien den 7. september 2000.

Den 12. september 2000 blev der foretaget operation for brokdannelse i operationsarret.

Den 1. marts 2001 foretog man revision af stomien, så den kom næsten i niveau med huden.

Den 14. marts 2001 fandt man store mængder afføring i den efterladte endetarmsstump. Disse blev skyllet ud den 20. marts 2001 samtidig med at man fjernede to polypper. Efterfølgende var der fortsat problemer med lækage fra stomien.

Klagen

Der er klaget over følgende:

• At lægen ikke anlagde stomien korrekt den 3. december 1999.

Det er herved anført, at der efterfølgende har været problemer med udsivning af afføring ved stomien, samt at der kommer afføring ud fra endetarmen. Det er videre anført, at den 1. marts 2001 fik revideret stomien. Det er desuden anført, at der efter den nye operation ved stomien fortsat er problemer med udsivning af afføring.

Nævnets afgørelse af klagen

Overlæge har ikke overtrådt lægeloven i forbindelse med sin anlæggelse af stomi på den 3. december 1999 på kirurgisk afdeling, .

Begrundelse

Det fremgår af journalen den 3. december 1999, at overlæge bortopererede en kræftknude i s endetarm. Overlæge forsøgte herefter at sy tarmenderne sammen, hvilket ikke lod sig gøre på grund af store mængder fedtvæv og udposninger, og der blev derfor anlagt en stomi. Da stomien umiddelbart under operationen viste tegn på manglende blodtilførsel, blev den omlagt. Den var allerede under operationen lidt dybtliggende (under hudniveau), imidlertid skønnede man forholdende i orden og afsluttede operationen.

Nævnet kan oplyse, at ved operationer, hvor tarmenderne ikke kan sys sammen, må man lægge den ene tarmende ud til huden gennem bugvæggen som en stomi. Blodforsyningen til tarmen løber gennem det fedtvæv, som omgiver tarmen. For at få en god stomi skal blodforsyningen være god, og der må ikke være stramning af tarmen. Disse ideelle forhold kan ikke altid skabes. Specielt hos overvægtige kan der være problemer, fordi tarmen er omgivet af meget fedt, og fordi der er længere gennem bugvæggen ud til hudoverfladen. I dagene efter stomianlæggelse kan der være problemer med blodcirkulationen, og dette kan medføre, at en stomi, som primært var pæn, senere kan blive for lav og snæver.

Det fremgår videre af journalen, at stomien var velfungerende i dagene efter operationen. Senere trak stomien sig lidt ind, og dette er efter nævnets vurdering forklaringen på, at der senere opstod problemer med at få stomiposerne til at sidde godt og slutte tæt.

Det er herefter nævnets vurdering, at overlæge s anlæggelse af stomien foregik efter anerkendte retningslinjer, og at de efterfølgende problemer med lækage fra stomien ikke skyldtes en forkert anlæggelse af stomien.

Det fremgår af sagen, at den ene ende af tyktarmen ved operationen blev ført ud gennem bugvæggen som en stomi, og den anden ende blev blindlukket og efterladt. Det blindlukkede tarmstykke er skønsmæssigt 15-20 cm langt, og fører ned mod endetarmsåbningen.

Nævnet kan oplyse, at denne teknik, som lægefagligt kaldes Hartmanns operation, er velbeskrevet og anbefales i tilfælde, hvor tarmsammensyning skønnes for risikabel. Der vil ofte være afføring i det blindlukkede tarmstykke på operationstidspunktet, og hvis det ikke skylles ud gennem endetarmen, vil der i måneder efterfølgende kunne observeres passage af afføringslignende sekret fra endetarmen. Dette er således ikke udtryk for, at der er forbindelse til det øvrige tarmsystem, men blot for at der har været afføring i endetarmen på operationstidspunktet.

Det fremgår videre af sagen, at fik foretaget en røntgenundersøgelse af endetarmsstumpen med kontrast for at vurdere, om der kunne være forbindelse (fistel) til det øvrige tarmsystem. Dette var ikke tilfældet.

Nævnet kan oplyse, at der således intet usædvanligt er i, at der efter operationen kom afføring fra endetarmen.


Nævnet finder på denne baggrund, at overlæge har handlet i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard ved sin anlæggelse af stomi på den 3. december 1999 på kirurgisk afdeling, .