Klage over tvangsfiksering

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved <****> den 26. marts 2003 vedrørende tvangsfiksering af <****> fra den 19. marts 2003 kl. 13.05 til den 21. marts 2003 kl. 8.00 på <****>.

er en 47-årig kvinde, der siden 1990 har været indlagt på psykiatrisk afdeling 22 gange. Indlæggelserne er sædvanligvis forudgået af medicinsvigt. Hun har under indlæggelserne lidt af sindssygdom præget af vrangforestillinger af forfølgelseskarakter samt legemlige, muligt hypokondre vrangforestillinger.

Aktuelt blev den 17. marts 2003 ved tvang indlagt på . Hun var ved indlæggelsen psykotisk, præget af vrangforestillinger af legemlig karakter. Hun blev i journalen beskrevet som ”vredladen og grov i sin mund” og var den efterfølgende nat højtråbende og udskældende og det fremgår, at hun bevidst provokerede medpatienterne og opfordrede dem til at lade være med at tage medicin.

Af sygeplejekardex den 18. marts 2003 fremgår, at var til stor gene for medpatienterne som var trætte af hendes negative snak, og at hun om aftenen fortsat var til stor gene for medpatienterne på grund af sin kværulering og kommentering af deres sygdomme.

Den 19. marts 2003 kl. 11.20 var opkørt, hvorfor hun ved tvang fik Cisordinol acutard injektion 100 mg i musklen samt Stesolid 10 mg i musklen, og hun blev søgt skærmet på sin stue.

Det fremgår af sygeplejekardex, at fra morgenstunden havde været grov og udskældende over for medpatienter i dagligstuen, hvorfor hun blev skærmet på egen stue.

Det fremgår af journalen, at hun på trods af, at hun blev forsøgt skærmet på stuen, gentagne gange kom ud på gangen, samt at hun råbte ukvemsord efter medpatienter og personale. Det fremgår af den behandlingsansvarlige overlæges udtalelse til sagen, at gik meget tæt på det personale, der skulle skærme hende på stuen, og at man frygtede, at hun ville ramme medpatienter og personale med sine stokke, som hun fægtede vildt med. blev derefter bæltefikseret kl. 13.05, ifølge tvangsprotokollen på grund af forulempelse.

Det fremgår af sygeplejekardex, at den 19. marts 2003, efter at hun var blevet bæltefikseret var meget aggressiv og kværulerende over for personalet, ligesom hun, da hun blev tilbudt et bækken, spyttede efter dette.

Den 20. marts 2003 var hun fortsat udskældende og kværulerende.

Den 21. marts 2003 kl. 8.00 blev bæltet løsnet. var fortsat uskældende og kværulerende derefter.

påklagede beslutningen om tvangsfiksering til Det Psykiatriske Patientklagenævn ved .

Klagen blev herefter behandlet i Det Psykiatriske Patientklagenævn ved den 26. marts 2003. Nævnet underkendte beslutningen om tvangsfiksering. Der blev som begrundelse for afgørelsen anført, at den fare og gene, som frembød overfor navnlig medpatienter inden beslutningen om fiksering blev truffet, ikke var tilstrækkelig konkret, påviselig og alvorlig til at begrunde en fiksering.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at betingelserne for at tvangsfiksere den 19. marts 2003 var opfyldt.

Nævnet kan oplyse, at det fremgår psykiatrilovens § 14, stk. 2, nr. 2, at tvangsfiksering kan anvendes, i det omfang det er nødvendigt for at afværge, at en patient forfølger eller på anden lignende måde groft forulemper medpatienter. Af bemærkningerne til psykiatriloven fremgår, at der her er tale om mindre alvorlige overgreb i forhold til farekriteriet i § 14, stk. 2, nr. 1, mens den beskyttede personkreds her er begrænset til kredsen af medpatienter og således ikke omfatter personalet, pårørende eller andre personer, der opholder sig på afdelingen.

Af forarbejderne til psykiatriloven (betænkning nr. 1109 fra 1987) fremgår det, at medpatienter skal kunne opholde sig på afdelingen uden at risikere at blive udsat for at blive forfulgt eller groft forulempet. En blot almindelig støjende eller urolig adfærd er ikke tilstrækkeligt til at iværksætte tvangsfiksering. Der kræves dels kvalitativt noget mere, dvs. mere end de gener, som ofte vil være forbundet med at være indlagt på en psykiatrisk afdeling med urolige patienter, dels at der er tale om direkte forfølgelse eller grov forulempelse rettet mod en eller flere bestemte patienter. Forfølgelse eller grov forulempelse kan bl.a. bestå i seksuelt prægede tilnærmelser, kraftigt råbende eller stærkt drillende adfærd eller gennemroden og tilegnelse af andres ting.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har lagt vægt på, at det i forløbet forud for fikseringen i journalen og sygeplejekardex gentagne gange er beskrevet, at råbte ukvemsord og var udskældende overfor medpatienter, og at hun var til stor gene for disse. Nævnet finder det ud fra en konkret vurdering godtgjort, at s adfærd ikke blot var almindelig støjende eller urolig, men at hun groft forulempede medpatienter.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at tvangsfikseringen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har lagt vægt på, at man forinden fiksering med bælte forgæves havde forsøgt at berolige ved at føre hende til sin stue, men at hun gentagne gange forlod stuen. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at fortsat var urolig efter indgivelse af en beroligende injektion.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at udstrækningen af tvangsfikseringen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har lagt vægt på, at efter at hun var blevet bæltefikseret fortsat var aggressiv og udskældende overfor personalet, ligesom hun spyttede efter dette, da hun blev tilbudt et bækken.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved den 26. marts 2003.