Klage over tvangsfiksering med bælte og fodrem

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved <****> den 9. april 2003 vedrørende tvangsfiksering af <****> i perioden fra den 29. marts 2003, kl. 19.30 til den 30. marts 2003, kl. 10.30 på psykiatrisk afdeling, <****>.

er en nu 46-årig kvinde, der er uddannet sygeplejerske, men som har mistet sin autorisation.

har inden for de senere år været indlagt flere gange i psykiatrisk afdeling under diagnoserne alkoholafhængighedssyndrom og emotionelt ustabil personlighedsforstyrrelse, og hun har endvidere enkelte gange været indlagt med akut psykose.

Aktuelt blev den 19. august 2002 frivilligt indlagt på . Hun har flere gange under indlæggelsen udtrykt utilfredshed med behandlingen og opholdet. Den 28. marts 2003 gav hun således udtryk for, at hun ville hjem og begå selvmord med alkohol.

Den 29. marts 2003 vendte hun tilbage til afdelingen, alkoholpåvirket og vred. Da hun var indblandende overfor medpatienter, blev hun bedt om at gå ind på sin stue med henblik på samtale. Hun kunne imidlertid ikke tales til ro, men sparkede på dørene, spyttede på personalet og smed tændte cigaretter efter disse, samt sparkede et personalemedlem. På denne baggrund blev kl. 19.30 fikseret med bælte. Da hun imidlertid vedvarende var urolig og i stand til at krybe ud afbæltet, blev der kl. 19.40 anlagt fodremme. Den 30. marts 2003 kl. 2.45 blev fodremmen løsnet. Bæltet blev løsnet kl. 10.30.

påklagede beslutningen om tvangsfiksering til Det Psykiatriske Patientklagenævn ved .

Klagen blev herefter behandlet i Det Psykiatriske Patientklagenævn ved den 9. april 2003. Nævnet godkendte beslutningen om tvangsfiksering, herunder anvendelsen af fodremme. Der blev som begrundelse anført, at bælte- og fodfikseringen var nødvendig for at afværge, at udsatte sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at betingelserne for at tvangsfiksere den 29. marts 2003 var opfyldt, idet der var en nærliggende fare for, at hun selv eller andre ville lide skade på legeme eller helbred. Nævnet har herved lagt vægt på, at sparkede et personalemedlem og kastede tændte cigaretter efter medlemmer af personalet. Nævnet finder endvidere, at betingelserne for at anlægge fodremme var opfyldt, idet hun i sin urolige tilstand var i stand til at krybe ud af bæltet.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at tvangsfikseringen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har lagt vægt på, at man forinden fiksering med bælte forgæves havde forsøgt at berolige ved at anmode hende om at gå til sin stue, og forsøgt at tale hende til ro.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at udstrækningen af tvangsfikseringen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har herved lagt vægt på, at efter at tvangsfikseringen var iværksat fortsat var meget vred og udskældende overfor personalet.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan på denne baggrund tiltræde den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved den 9. april 2003.