Klage over tvangsafklædning var ikke omfattet af Patientklagenævnets kompetence

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ophæver den afgørelse...

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ophæver den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved den 12. november 2002 vedrørende tvangsafklædning af på psykiatrisk afdeling, , idet Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at tvangsafklædning af en patient ikke er omfattet af psykiatriloven.

havde siden barndommen lidt af tilbagevendende episoder med tristhed, ligesom hun havde været i psykoterapeutisk behandling for spiseforstyrrelse. Hun havde endvidere gennem flere år lidt af tvangsfænomener, for hvilke hun blev behandlet med antidepressive præparater. Hun var i år 2000 indlagt 2 gange på psykiatrisk afdeling under diagnosen emotionel ustabil personlighedsstruktur (borderline type).

Den 10. april 2001 blev aktuelt genindlagt på psykiatrisk afdeling, . Under indlæggelsen fandt lægerne hende svært affektspændt og præget af selvdestruktive og udadreagerende handlinger. Hun var i perioder spise- og drikkevægrende i selvmordsøjemed og blev derfor behandlet med væsketilførsel intravenøst. Endvidere havde hun flere gange knust glas og elpærer og påført sig flere snitsår med glasstumperne herfra samt bidt sig selv i armen, således at hun måtte sys.

Den 10. maj 2001 kl. 16 konstaterede personalet, at havde haft vandladning i sengen, hvor hun var bæltefikseret. Personalet tilbød at få skiftet sengetøj, hvilket hun ikke mente, hun var værdig til. s moder, som var på besøg i afdelingen, forsøgte ligeledes at overtale hende til at få skiftet sengetøj, hvilket ikke lykkedes. Personalet tilbød herefter flere gange i løbet af den pågældende aftenvagt skiftning af sengetøj, hvilket hun stadig ikke ønskede.

Den 11. maj 2001 fandt lægerne, at s seng var tilsølet med urin, fæces og blod. På grund af risiko for ætsning af huden og infektionsfare, besluttede de med tvang at foretage skift af sengetøj og s tøj, hvorunder fysisk fastholden var nødvendig. Indgrebet blev udført mellem kl. 14.15 og 14.30 af 1 kvindelig og 2 mandlige personalemedlemmer. ønskede efterfølgende at få et bad, hvilket hun fik.

klagede over indgrebet til Det Psykiatriske Patientklagenævn ved .

Det Psykiatriske Patientklagenævn ved godkendte den 12. november 2002 beslutningen om tvangsafklædning, idet nævnet fandt, at betingelserne for at fastholde og afklæde var til stede, jf. psykiatrilovens § 17, stk. 1 jf. § 14, stk. 2, nr. 1 og § 4, stk. 1 og 2. Nævnet lagde vægt på, at det ikke var lykkedes at overtale til skift af sengetøj og tøj, og at der forelå en nærliggende fare for at ville lide skade på legeme eller helbred på grund af infektionsfare, specielt på grund af de sår, hun havde pådraget sig på armene. Nævnet vurderede, at selvom nogle af sårene var forbundne, kunne der være infektionsfare, da forbindingerne ikke sikrede mod fugt-indtrængen. Endvidere vurderede nævnet, at sygehuset forinden havde forsøgt at bruge mindre indgribende middel ved flere gange at forsøge at overtale til at skifte tøj samt at få sengen skiftet, ligesom tilbud om beroligende medicin ikke ville have været et mindre indgribende middel, da tvangsafklædning forsat ville have været nødvendig. Nævnet fandt dog, at sygehuset i situationen burde have gjort mere for at sikre sig, at indgrebet blev foretaget af kvindelige ansatte og fandt ikke, at indgrebet var af så hastende karakter, at man ikke ville kunne have tilkaldt det kvindelige personale, der var til stede på sygehuset, forinden indgrebet blev foretaget.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan oplyse, at en person, der er indlagt på psykiatrisk afdeling, efter psykiatrilovens § 17, stk. 1, kan fastholdes og om fornødent med magt føres til et andet opholdssted på sygehuset, såfremt betingelserne i § 14, stk. 2, er opfyldt. Betingelserne for at anvende fysisk magt er således som udgangspunkt de samme, som gælder for tvangsfiksering.

Af den kommenterede lov (Poul Dahl Jensen og Jørgen Paulsen: Tvang i Psykiatrien, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 1991, s. 99) til § 17 fremgår, at bestemmelsen navnlig regulerer anvendelsen af de såkaldte kropsfikseringer, hvor en eller flere personalemedlemmer med armene fastholder en opkørt patient fysisk med henblik på at bringe den pågældende til ro. Bestemmelsen giver endvidere mulighed for om nødvendigt med magt at føre patienten til et andet opholdssted.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn er af den opfattelse, at s klage og siden anke over Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse er rettet mod den foretagne tvangsafklædning.

Det er endvidere Patientklagenævnets opfattelse, at indgreb som tvangsafklædning ikke er reguleret af bestemmelserne i psykiatriloven. Af den kommenterede lov til § 1 (s. 34) fremgår, at lovens opregning af hovedformerne for tvangsindgreb ikke principielt antages at udelukke, at der efter omstændighederne kan anvendes andre former for indgreb og restriktioner, der er mindre vidtgående end de i loven udtrykkeligt opregnede.

Det er ifølge Justitsministeriets skrivelse af 10. november 1989 antaget, at de retslige grænser for foretagelsen af sådanne foranstaltninger uden for strafferetsplejen må fastlægges ud fra anstaltsmæssige synspunkter om, hvad hensynet til ro, orden og sikkerhed tilsiger, og at det er vanskeligt præcist at angive den nærmere rækkevidde af sådanne anstaltsmæssige synspunkter, og hvilke forhold der kan reguleres i medfør heraf. Som centrale krav kan generelt opstilles, at indgrebene skal være sagligt begrundede, ligesom det må kræves, at de foretages under iagttagelse af proportionalitetsprincippet. Eksempler på mindre vidtgående indgreb og restriktioner, som der undertiden kan være behov for at anvende på psykiatriske afdelinger, nævnes i den kommenterede lov (s. 35) søgning efter og inddragelse af alkohol, knive, lighter mv.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder herefter, at magtanvendelse i form af tvangsafklædning ikke er omfattet af psykiatrilovens bestemmelser om anvendelse af fysisk magt, tvangsbehandling, tvangsfiksering og beskyttelsesfiksering.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at den fysiske magtanvendelse, der i den aktuelle sag er anvendt med henblik på tvangsafklædningen, ikke er omfattet af psykiatriloven.

Idet klagen herefter falder udenfor den kompetence, der er henlagt til Det Psykiatriske Patientklagenævn, ophæver Sundhedsvæsenets Patientklagenævn på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved den 12. november 2002.

En klage over, at magtanvendelsen i forbindelse med tvangsafklædningen lå uden for de beføjelser, der følger af sundhedspersonalets tilsyns- og omsorgspligt, kan påklages til sygehusmyndigheden. Den endelige bedømmelse af magtanvendelsens lovlighed henhører under domstolene. Såfremt patienten har oplevet indgrebet som blufærdighedskrænkende, eller der i forbindelse med gennemførelsen efter patientens opfattelse er anvendt vold, kan der rettes henvendelse til politiet.